Post by Mickey4700 on Mar 14, 2022 20:00:02 GMT 1
Af United Nations Cartographic Section - www.un.org/Depts/Cartographic/map/profile/ukraine.pdf, Public Domain, commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1893960
Ukraine er et land i Østeuropa. Det grænser op til Rusland mod øst, Belarus (Hviderusland) mod nordvest, Polen, Ungarn og Slovakiet mod vest, Rumænien og Moldova mod sydvest, og Sortehavet og Det Azovske Hav mod henholdsvis syd og sydøst.
Ukraine er verdens 46. største land. Ukraine har et indbyggertal på 44,13 millioner. Det er dermed det 32. folkerigeste land i verden.
Forureningen af floder og atmosfæren er betydelig. Omkring 2,8 millioner mennesker lever i områder, der er forurenet efter Chernobyl katastrofen.
De fem største ukrainske byer er hhv. Kijev (hovedstad), Kharkiv, Donetsk, Dnipropetrovsk og Odessa, hver med mere end 1.000.000 indbyggere.
Ukraine er i øjeblikket – ud over nedennævnte russiske invasion af de østlige republikker – involveret i en territorialstridighed med Rusland over Krimhalvøen, som Rusland besatte i 2014, men som Ukraine samt hovedparten af det International samfund anerkender som ukrainsk.
TIDSLINJE:
30.000 f.Kr.: Fra det sydlige Ukraine stammer fund fra ældre og mellempalæolitikum, deriblandt neandertal-grave på Krim.
9300 f.Kr.: I yngre palæolitikum kendes mammutjægeres bopladser langs de store floder.
6000 f.Kr.: I SV finder man tegn på det ældste agerbrug.
5500-2750 f.Kr.: Tripolje-kulturen dominerede med store bopladser på op til 40 ha. Kulturen var udbredt i området omkring floderne Dnestr og Dnepr i det som i dag er Rumænien, Moldavien og Ukraine. Herfra stammer de tidligste vidnesbyrd om tamheste i Europa.
3000 f.Kr.: Bronzealderen er i syd kendetegnet ved kvægavlende kulturer med begravelser under høje.
800 f.Kr.: Halv- og helnomadekulturer dominerede i syd med vidtstrakte kontakter til Asien. Skytherne byggede kolossale, befæstede stammecentre og havde bl.a. en stor jernproduktion. Stormandsgrave i høje har en legendarisk rigdom på rigtornamenterede guldsager og græske luksusgenstande (ca. 400 f.Kr.). Skovzonen i nord fulgte stadig en langsom udvikling, hvor små, befæstede bopladser er almindelige.
250-375: Gotiske stammer, Chernjakhovkulturen, trængte fra Nord- og Centraleuropa frem til Sortehavet, hvorfra de i 300-t. invaderede Romerriget.
500-tallet:
På kysten anlagdes fra 500-t. f.Kr. græske kolonier eller bystater, bl.a. Tyras ved Dnestr, Olbia ved Dnepr og Chersonesos (Sevastopol) og Pantikapaion (Kertj) på Krim. Herfra eksporteredes fødevarer til Middelhavslandene. Med nye, fremmede nomadefolk som sarmaterne i de sidste århundreder f.Kr. og med Romerrigets ekspansion ændredes forholdene på ny.
550-800: I den nordiske Vendeltiden handlede slaviske stammer aktivt med vikingerne og befolkningen i det moderne Sverige. På vej fra Varjager til grækerne brugte vikingerne de store slaviske bosættelser i Ladoga (Staraja Ladoga), Ilmen (Holmgård, nutidens Novgorod) og Gnesdovo nær Smolensk på den øvre Dnepr som handelssteder og omladningsstationer.
600-tallet: Ukraine var kerneområdet for Det storbulgarske rige med hovedstad i Fanagoria. Mod slutningen af 600-tallet forflyttede de fleste bulgarske stammer sig, og resterne af deres statsdannelse blev absorberet af khazarene, en delvis nomadisk folkegruppe fra Centralasien.
700-tallet: Ved 700-tallets begyndelse grundlagde håndværkere slaver byen Kijev (Gammel russisk for "Кыѥвъ")[1] ved Dnepr-floden. Et samfund af slaver, skandinaver og finner, voksede her.
800-1100: Kijevriget domineret af Fyrstendømmet Kijev og dannede i sin storhedstid det meste af Rutenien (i dag Hviderusland, det meste af nutidens Ukraine og Slovakiet og den nordvestlige del af nutidens Rusland).
900-tallet:
I det 9-12. århundrede var størstedelen af det nuværende Ukraine underlagt Kiev, der samtidig havde en række alliancer med de slaviske folk i øst. Den vigtigste af disse var alliancen mellem russerne og Kiev. Det gamle russiske folk var ophavsmænd til de tre vigtigste slaviske nationer i øst: Ukraine, Hviderusland og Rusland.
988: Kristendommen begyndte at påvirke dele af Ukraine allerede før det første økumeniske koncil, Koncilet i Nikæa i 325, særlig langs Sortehavet, men blev ikke officiel religion for Kijevriget før 988.
1189: Ukraines navn forekommer for første gang i Nestorkrøniken. I middelalderen blev betegnelsen Ukraine specielt brugt om områderne omkring Kyiv.
1200-tallet:
Kiev-riget brød sammen og blev splittet op i fyrstedømmerne Kiev, Chernigov, Galich og Vladimir-Volinski.
1300-tallet:
Tartar-invasionen fandt sted. Invasionen førte til Kievrigets endelige fald og begyndelsen på flere hundrede år med tatarsk styre i Rus'.
1441: Efter Timur Lenks ødelæggelse af Den Gyldne Horde grundlagde Krim-tatarerne det uafhængige Krim-khanatet, under Haci Giray, som var en efterkommer efter Djengis Khan. Krim-tatarerne kontrollerede stepperne, der strakte sig fra Kuban til Dnestr, men var i første omgang ude af stand til at tage kontrol over de genovesiske byer.
1500-1700: Indtil slutningen af 1700-tallet havde Krim-tatarerne en massiv slavehandel med Det Osmanniske Rige og Mellemøsten, og eksporterede omkring 2 millioner slaver fra Rusland og Ukraine i denne periode.
1600-tallet:
De ukrainske områder (Volin og Podolia, Kiev og dele af venstre bred af Dnepr floden) blev indlemmet i Rzecz Pospolita (union af Polen og Lithaun), og de nye magthavere påtvang befolkningen den romerske katolicisme.
1648: Kosakken Bogdan Khmelnytskij stod i spidsen for Zaporozke-kosakkernes opstand for en selvstændig stat. Dette blev begyndelsen på en tidsperiode som er blevet omtalt som "Ruinen" (eller "Syndfloden" i polsk-litauisk historietradition), hvor fyrstendømmets stabilitet blev alvorligt truet.
1654: Perejaslav-traktaten blev indgået i januar 1654, hvor zaporogkosakkernes leder, Bogdan Khmelnytskij svor troskabsed til Zar-Rusland således, at Lillerusland (en del af nutidens Ukraine) løsrev sig fra den polsk-litauiske realunion og indgik i en union med Zar-Rusland.
1769: Det sidste store tatartogt, som fandt sted under den russisk-tyrkiske krig gennemførtes med indfangningen af 20.000 slaver.
1774: Krim-khanerne kom under russisk indflydelse med Küçük Kaynarca-traktaten.
1783: Hele Krim blev annekteret af det Russiske Kejserrige.
1853-1856: Krim blev en del af Ruslands Tavritjeskaja guvernement og en stor del af slagene under Krimkrigen (1853-1856) foregik der mellem Rusland på den ene side, og Frankrig, Storbritannien, Det Osmanniske Rige og Kongedømmet Sardinien på den anden. Rusland og det Osmanniske Rige gik i krig i oktober 1853 over Ruslands rettigheder til at beskytte de ortodokse kristne. Rusland fik overtaget efter at have ødelagt den osmanniske flåde i Sortehavshavnen i Sinope. For at stoppe Ruslands erobringer gik Frankrig og Storbritannien ind i krigen i marts 1854. De fleste af kampene fandt sted om kontrollen over Sortehavet, med landslag på Krim-halvøen i det sydlige Rusland. Russerne holdt deres store fæstning ved Sevastopol i over et år. Efter fæstningens fald blev der indgået fred i Paris i marts 1856. Religionsspørgsmålet var allerede blevet løst. Hovedresultaterne blev, at Sortehavet blev neutralt farvand, og at Rusland ikke måtte have krigsskibe der. Samtidigt blev de to vasaller Valakiet og Moldavien stort set uafhængige under nominelt osmannisk styre.
1913-60: Befolkningstallet voksede kun fra 35 millioner til 42 millioner. De menneskelige tab som følge af 1. Verdenskrig, borgerkrig og efterfølgende hungerkatastrofe var millionstore. kollektiviseringen af landbruget og den dermed sammenhængende hungersnød i 1932-33 kostede 5-7 millioner mennesker livet, og endelig indebar 2. Verdenskrig på ukrainsk område tab, der lå på 15-20% af befolkningen, herunder næsten alle jøderne i det nuværende vestlige Ukraine. Befolkningsudviklingen stabiliserede sig efter 2. Verdenskrig, men tallet er nu faldende, bl.a. i sammenhæng med den dybe krise efter selvstændigheden (Kilde)
1917-1922: Den Russiske Borgerkrig. Betegnelsen borgerkrig er til dels misvisende, idet de datidige krigsbegivenheder skete mellem vidt forskellige grupper på samme tid. Foruden den egentlige russiske borgerkrig kæmpede mange forskellige folkeslag i Rusland. De havde været undertrykt i århundreder, var blevet nationalt bevidstgjorte i 1800-tallet og ventede blot på en lejlighed til at vinde deres selvstændighed. Frem til 1920 var Ukraine skueplads for voldsomme kampe mellem sovjetmagten og dens indre og ydre fjender. Den russiske borgerkrig gav dem gode muligheder.
1921: Den 18. oktober blev Den autonome Socialistiske Sovjetrepublik Krim (ASSR) oprettet som en del af Den russiske SFSR som en del af Sovjetunionen.
1921-1922: Hungersnød.
1922: I december 1922 deltog Ukraine i den første Alrussiske Sovjetkongres, der blev afholdt i Moskva, og hvor det blev besluttet at oprette Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (Sovjetunionen).
1932-1933: Holodomor var en hungerkatastrofe i de østlige egne af USSR (den ukrainske socialistiske sovjetrepublik) samt sydvestlige egne af RSFSR (den russiske socialistiske føderale sovjet repuplik), hvor ca. 4 mio. mennesker omkom. Hvor mange der i virkeligheden omkom er usikkert og omdiskuteret, men i den nyere forskning varierer tallet mellem 2.4 og 7.5 mio. mennesker.
1938: Den sovjetiske Nikita Khrusjtjov blev udnævnt til førstesekretær i det ukrainske kommunistparti. Han deltog fuldt og helt i Stalins udrensning blandt partifæller, hvis loyalitet blev draget i tvivl. Khrusjtjovs hensynsløse optræden under udrensningerne gav ham tilnavnet "slagteren fra Ukraine".
1939-1945: Under 2. verdenskrig var Krim skueplads for flere blodige slag. Aksemagterne under ledelse af Nazityskland led store tab i sommeren 1941, da de forsøgte at gå gennem den smalle landtange, Perekop, der forbinder Krim til det sovjetiske fastland. Da Aksemagterne slap igennem, besatte de det meste af Krim, med undtagelse af byen Sevastopol, som holdt stand fra oktober 1941 til 4. juli 1942, hvor tyskerne endeligt erobrede byen. Fra 1. september 1942 blev halvøen administreret som Generalbezirk Krim (generaldistrikt Krim) und Teilbezirk (og under-distrikt) Taurien. På trods af nazisternes og deres forbundsfællers hårdhændede overgreb forblev Krim-bjergene en ubesejret højborg for modstandskampen, indtil halvøen blev befriet af Den røde hær i 1944.
1954: Før 1954 tilhørte Krim den russiske sovjetrepublik, hvor Khrusjtjov overdrog Krim til den Ukrainske SSR, og blev efter Sovjetunionens opløsning en del af republikken Ukraine. Overdragelsen af Krim-oblasten til Ukraine er blevet beskrevet som en "symbolsk gestus", der markerede 300-året for at Ukraine blev en del af det russiske imperium.
1986: Den 26. april indtraf en ulykke lørdag nat kl. 01:23 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i det daværende Sovjetunionen, 130 km nord for hovedstaden Kiev. Ved ulykken, der regnes som den værste i atomkraftens historie, eksploderede reaktor nr. 4, og da reaktoren ikke var omgivet af en indkapsling (en solid beton- eller stålindkapsling som en "sidste barriere", hvis noget skulle gå galt i selve reaktoren), sendte eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Dette materiale drev med vind og nedbør ud over dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet, og 336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder. I de følgende år kunne russiske og internationale forskere konstatere en øgning i antallet af kræfttilfælde og sygdomme knyttet til radioaktiviteten.
1991:
Efter en folkeafstemning den 20. januar fik Krim-oblasten status som en selvstyrende socialistisk sovjetrepublik den 12. februar 1991 af Øverste Sovjet i den ukrainske SSR.
Den 24. august 1991 blev erklæringen om Ukraines selvstændighed vedtaget, og samtidig blev der udskrevet folkeafstemning for at forkaste eller bekræfte denne beslutning.
Ved et møde den 8. december 1991 erklærede præsidenterne for Ukraine, den Russiske Føderation og Hviderusland, Sovjetunionen for opløst, og dannede i dets sted Statssamfundet af Uafhængige Stater (SNG). Ukraine erklærede sig for atomvåbenfri og neutral, og var villig til at lade sig integrere i Europa. Få dage senere sluttede 7 andre tidligere Sovjetrepublikker sig til Statssamfundet, men pga. uoverensstemmelserne på især det økonomiske og militære område var det vanskeligt at definere rækkevidden af den nye alliance.
1992: Den 6. maj indsatte parlamentet en sætning i forfatningen, der erklærede, at Krim var en del af Ukraine, dog blev der i Krims parlament stemt for, at Krim skulle være uafhængigt af Ukraine, men efter pres fra Ukraine blev der ikke afholdt folkeafstemning.
1995: Den 17. marts greb Ukraines parlament ind, forkastede Krims forfatning og afsatte Krims præsident Jurij Mesjkov sammen med hans regering for hans forsøg på at fremme integrationen med Rusland.[21] Efter en midlertidig forfatning trådte den nuværende forfatning, der ændrede områdets navn til den Autonome Republik Krim, i kraft.
1996: I anledning af 10 året for reaktorulykken i Chernobyl i april 1986 gennemførtes der en international kampagne mod atomkraftværkerne i de tidligere socialistiske lande. Ifølge undersøgelser er 1 million mennesker direkte udsat for stråling fra Chernobyl værket, 2,4 millioner lever i berørte områder, og 12 % af republikkens dyrkbare arealer er radioaktivt forurenede.
1998: I april genåbnedes en ny reaktor på Chernobyl atomkraftværket.
2000: I overensstemmelse med krav fra Europarådet afskaffede præsidenten den 22. marts dødsstraffen.
På et møde den 18. april blev Leonid Kuchma enig med sin russiske kollega Vladimir Putin om at øge det teknologiske og militære samarbejde mellem de to lande med basis i den ukrainske by Sevastopol ved Sortehavet. De to lande mangler fortsat at blive enige om, hvordan Sortehavsflåden skal fordeles mellem dem. Rusland øger til stadighed sin tilstedeværelse på Krim halvøen, der overvejende er befolket af russere.
2002: Op til parlamentsvalget i marts blev en socialdemokratisk viceborgmester i en by i den vestlige del af landet fundet dræbt med 9 kugler i ryggen. Valgkampen havde været præget af politisk pres på medierne, svindel og gensidige beskyldninger mellem magthaverne og oppositionen.
2004: Den 24. november udpegede landet centrale Valgkommission Viktor Janukovitj som vinder af præsidentvalget nogle dage forinden. De få medlemmer af oppositionen der var tilstede ved offentliggørelse reagerede med stærk misbilligelse. Dagen inden var Yuschenko med sine tilhængere brudt ind i parlamentet, og havde på egen hånd ladet sig udråbe til præsident. Flertallet ef de udenlandske valgobservatører - deriblandt repræsentanter fra OSCE og EU - bekræftede uregelmæssigheder i valgprocessen. Nogle observatører som den danske Hanne Severinsen optrådte dog åbent som en del af oppositionen.
2006: I januar afbrød Rusland forsyningen af gas til Ukraine, da Kiev nægtede at betale en forhøjelse i prisen på 460%. Iflg. de ukrainske myndigheder var det russiske skridt et svar på Ukraines forsøg på at opnå større uafhængighed af Moskva og etablere tættere forbindelse til Vesteuropa. Det russiske statslige gasselskab Gazprom solgte ellers gas til de tidligere medlemsstater af Sovjetunionen til subventionerede priser.
2007: Premierminister Tymoshenko offentliggjorde i maj 2007 en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs. Artiklen med navnet «Containing Russia» (Inddæmning af Rusland) skabte en diplomatisk krise med den store nabo i øst.
2008: Den globale økonomiske krise der for alvor slog igennem i 2008 ramte Ukraine usædvanlig hårdt. BNP faldt i 2009 med 15,1% og inflationen nåede op på 16,4%. Eksporten faldt 48,7%, mens importen faldt 53,5%. Samtidig blev arbejdsløsheden tredoblet til 9% i løbet af 2009.
2009: I løbet af 2009 tog den anti-russiske retorik til i den ukrainske regering og i august erklærede den russiske præsident Medvedev, at Rusland ikke kunne samarbejde med Ukraine med den politiske sammensætning parlamentet havde og dets anti-russiske politik. Ukraine svarede igen ved at kritisere Ruslands «Imperie kompleks».
2010: Ukraine indgik i april en aftale med Rusland, der forlænger Ruslands basefaciliteter ved Sorte Havet i yderligere 25 år, samtidig med at Rusland sænkede prisen på gas solgt til Ukraine med 30%. Ukraine håber samtidig, at de årlige russiske standsninger af gasleverancerne i de koldeste måneder vil stoppe. Leverancerne er blevet stoppet, når Ukraine ikke har kunnet betale for gassen.
2011:
I slutningen af 2011 reducerede præsidenten pensionerne til redningsarbejderne fra Chernobyl, mindre erhvervsdrivende og veteraner fra krigen i Afghanistan i 1980'erne. Nedskæringerne udløste voldsomme demonstrationer i Kiev i oktober-november.
Oppositionsleder Yulia Tymoshenko blev i oktober 2011 idømt 7 års fængsel for magtmisbrug ifbm. indgåelsen af en gasaftale med Rusland i 2009. Retsvæsenet havde forberedt flere andre sager mod hende, der dog alle faldt fra hinanden.
2013:
Ukraines økonomi var i 2013 tæt på fallittens rand. Landet havde i 2 år forhandlet en associerings- og frihandelsaftale med EU, der skulle skaffe landet bedre vækstmuligheder. Aftalen skulle underskrives på et EU topmøde i Vilnius i november 2013, men umiddelbart før topmødet blev der tilføjet krav fra IMF til aftalepakken. IMF's krav gik ud på voldsomme offentlige nedskæringer og fjernelse af subsidierne på energi, der ville medføre en stigning i energipriserne på 40%. Stillet overfor disse krav valgte Ukraine at springe fra og takke nej til aftalepakken. Historien kunne være stoppet her, men USA kunne ikke tillade, at Rusland fik endnu en sejr på hjemmebane. I juni 2013 havde whistlebloweren afsløret NSA's globale spionagenet og efterfølgende fået tålt ophold i Rusland, og i september forhandlede Rusland et kompromis på plads med Syriens Assad om destruering af landets kemiske våben. Derved mistede Vesten et argument for at angribe Syrien militært. USA besluttede derfor, at Ukraines folkevalgte præsident skulle væltes og erstattes af en håndplukket mand. Det samme havde USA gjort i Iran i 1953, i Guatemala i 1954 og senest i Venezuela i 2002. Ukraine blev offer i et storpolitisk spil mellem Vesten (primært USA) og Rusland.
Den 24. november demonstrerede 50-200.000 på Maidan pladsen i Kiev. Demonstrationerne var overvejende fredelige, men den 24. forsøgte en mindre gruppe demonstranter at storme regeringsbygningen, men blev drevet tilbage af tåregas. Dagen efter indledte oppositionsleder Yulia Tymochenko en sultestrejke til støtte for kravet om regeringens og præsidentens afgang. De følgende dage var antallet af demonstranter tilbage på ca. 2000 igen. EU forsøgte nu også at fiske i rørt vande. Den 26. november talte formanden for Lithauens parlament, Loreta Graužinienė til demonstranterne og dagen efter var det det polske parlamentsmedlem Marcin Święcicki. Samtidig satte Kievs bystyre et varmetelt op som service overfor demonstranterne, hvorfra der blev serveret varm og sandwiches. Tidligt om morgenen den 30. ryddede sikkerhedsstyrkerne Maidan pladsen, og de der ikke var hurtige nok fik tæsk. Indenrigsminister Vitaliy Zakharchenko undskyldte senere på TV politiets hårdhændede fremfærd og lovede at der ville gennemført en undersøgelse.
Den 8. december demonstrerede 100-500.000 i Kiev mod politibrutalitet. Demonstrationen var overvejende fredelig, men i slutningen brød en gruppe fra Svoboda ud og væltede Leninstatuen på pladsen. Den 11. december forsøgte sikkerhedspolitiet tidligt om morgenen at rydde barrikaden omkring Maidan, men i løbet af morgenen kom 20.000 demonstranter til og umuliggjorde rydningen.
2014:
Januar - Demonstrationer og regeringstro demonstrationer fortsatte ind i 2014 og den 16. januar vedtog regeringen vidtgående lovgivning til at dæmme op for urolighederne.
28. januar - Den russiske efterretningstjeneste optog en telefonsamtale mellem USA's viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland og supermagtens ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, der diskuterede hvem der skulle indsættes i regeringen, når Janukovitj var fjernet. Undervejs i konversationen faldt talen på EU, hvortil Nuland bemærkede: «Fuck the EU», hvortil ambassadøren svarede: «Oh, exactly ..».
6. februar - Russerne offentliggjorde samtalen på YouTube, hvilket førte til en mindre krise mellem EU og USA, men bemærkningerne var i virkeligheden udtryk for, at EU's diplomati var ligegyldigt. Det var CIA's kupplaner der var afgørende. Samme dag offentliggjorde russerne efterretninger om, at USA brugte 20 mio. US$ ugentligt på at finansiere og bevæbne oppositionen.
18. februar - Slutspillet i oprøret blev indledt den 18. februar, hvor omkring 20.000 demonstranter gik mod parlamentet med krav om genindførelse af 2004 forfatningen. Under kampene mellem politi og demonstranter går snigskytter i aktion og dræber 18. Halvdelen demonstranter og den anden halvdel politifolk. Retsmedicinske undersøgelser viser efterfølgende, at de blev dræbt af de samme våben og den samme ammunition. Hvem snigskytterne var blev ikke opklaret, men den israelske avis Haaretz interviewede efterfølgende israelske officerer, der var blevet sendt til Kiev i disse dage. Det var ikke sikkerhedsstyrkerne der startede skyderiet. De havde eksplicit forbud mod at skyde med skarpt, netop for at undgå at landet blev hængt ud i verdenspressen, men en del demonstranter blev fotograferet med automatvåben. Tilladelse til at skyde med skarpt blev først givet 20. februar, hvor yderligere 70 blev dræbt. De højreradikale grupper var nu forsynet med automatvåben og gik veldisciplineret til angreb på sikkerhedsstyrkerne.
21. februar - Det lykkedes EU at forhandle en aftale på plads mellem Janukovitj og oppositionen, der indebar at forfatningen fra 2004 skulle genindføres, der skulle skrives en ny forfatning frem til september og holdes præsidentvalg inden december. Aftalen blev derefter vedtaget med 386 stemmer mod 0 i parlamentet, men aftalen var ligegyldig. Magten lå hos de højreradikale grupper som USA havde finansieret og som holdt pladser og gader besat omkring parlamentet. Samme dag flygtede Janukovitj til Rusland. USA's regimeskift var lykkedes.
23. februar - Efter de ukrainske uroligheder, blev loven om beskyttelse af mindretalssprog, herunder russisk, afskaffet, og ukrainsk blev det eneste officielle sprog på alle niveauer.
26. februar - Tusinder af pro-russiske og pro-ukrainske demonstranter stødte sammen foran parlamentsbygningen i Simferopol. Protesterne fulgte afsættelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj den 22. februar 2014 og et krav fra pro-russiske demonstranter for løsrivelse af Krim fra Ukraine og søge assistance fra Rusland. Janukovitj lever i dag i eksil i Rusland og er i Ukraine dømt for højforræderi.
1. marts - Den russiske Statsduma præsident Vladimir Putin myndighed til at anvende militær magt i Ukraine. Det internationale samfund fordømte bredt dette træk. Samme dag fordømte den fungerende præsident i Ukraine, Oleksandr Turchynov, udnævnelsen af premierminister for Krim som forfatningsstridig. Ruslands nære allierede, Hviderusland og Kasakhstan, støttede ikke den russiske intervention på Krim. Den russiske annektering af Krim i 2014 blev i vesten beskrevet som Maskirovka.
16. marts - Der blev udskrevet en ulovlig folkeafstemning til afholdelse 16. marts 2014. Folkeafstemningen var ulovlig, det det kun er parlamentet i Ukraine som kan give tilladelse til det i henhold til international lov. USA afviste på forhånd at ville anerkende resultatet, og EU meddelte efter valget at man ville indføre sanktioner. Dagen efter, den 17. marts 2014, erklærede Krim sig uafhængig af Ukraine og ansøgte om optagelse i den Russiske Føderation. Den 18. marts 2014 holdt den russiske præsident Putin et pressemøde angående Krim-halvøens status, hvor han bød halvøen velkommen i den Russiske Føderation. En lang række lande vedtog sanktioner mod Rusland, som følge af interventionen på Krim. Sanktionerne var medvirkende til at sende Rusland ind i en økonomisk krise. Optagelsen er ikke internationalt anerkendt og er fordømt af bl.a. EU og USA.
2017: Den 18. juni udråber Ukrainske separatister uafhængighed af Ukraine og staten Lillerusland (Kilde)
2022: Den 24. februar 2022 indledte russiske styrker en omfattende invasion af Ukraine. Læs hele tidslinjen her.
Kilder/Referencer:
da.wikipedia.org/wiki/Ukraine
da.wikipedia.org/wiki/Krim
leksikon.org/art.php?n=3064
denstoredanske.lex.dk/Ukraine
um.dk/danida/resultater/resultathistorier/menneskerettigheder-i-ukraine
www.vox.com/2014/9/3/18088560/ukraine-everything-you-need-to-know