|
AFRIKA
Apr 22, 2019 10:52:26 GMT 1
Post by Mickey4700 on Apr 22, 2019 10:52:26 GMT 1
Afrika er den næststørste verdensdel med et landareal på 30,3 mio. km², hvilket udgør 20 % af landmasserne på jorden. Afrika strækker sig i alt 8000 km fra nord til syd med ækvator omtrent på midten og med hav på alle kanter bortset fra ved Suez-kanalen i Ægypten. Klimaet er tropisk omkring ækvator og subtropisk længst mod i nord og syd. Middeltemperaturen er derfor høj over hele kontinentet, men nedbørsmængden og -mønsteret varierer meget fra regnskov til ørkenområder, fra kyst til indland, fra nord til syd. I 2005 blev Afrikas samlede befolkningsantal anslået til over 900 millioner, det vil sige 14 % af verdens befolkning. Verdensdelen har flere stater end noget andet kontinent med sine 47 kontinentale stater og seks østater. Eva-teorien regner med at alle mennesker er efterkommere efter tidlige hominider som levede i det centrale Østafrika for 7 millioner år siden. De ældste menneskefund der er 200.000 år gamle.Afrika er delt op i flere områder:
(Klik på de enkelte lande, for at se tidslinjer) NORDAFRIKA:Nordafrika er vel nok mest kendt for Egypten, og dens antikke civilisation med nogle af verdens berømte monumenter - pyramiderne, oldtidens Ægypten der var lidt af en gåde, nærmest på grund af de enorme bygningsværker der kan findes rundt omkring i ørkenområdet. Religionen er mere end noget andet sted det dominerende - Islam, hvilket leder til borgerkrige, krigstilstande mellem de forskellige kulturer, ja selv indbyrdes, hvor det gælder om at udføre det ene statskup efter det andet, hvis man er utilfreds med landets øverste! Anden verdenskrig blev udkæmpet i Nordafrika, og nogle af verdenskrigens største slag blev udkæmpet her - i Algeriet, Marokko og Tunesien. I Libyen er hele 97% af befolkningen underlagt Islam. Libyen spillede også en rolle i Anden Verdenskrig i 1941 ved Sidrabugten hvor byen El Agheila blev erobret af de britiske tropper i en voldelig ørkenkrig. Statens religion i Marokko er naturligvis også Islam - og Marokko har stadig et fast greb i Vestsahara, som der har været kæmpet om flere gange gennem årene. Sudan er nok det værste af alle landende i Nordafrika, nemlig på grund af at Darfur-konflikten har fordrevet mange mennesker, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan.
Afrikanerne kan grupperes efter om de lever nord eller syd for Sahara, disse grupper kaldes henholdsvis nordafrikanere og subsahariske afrikanere. Afroasiatisk-sprogede folkeslag dominerer i Nordafrika, mens Afrika syd for Sahara er domineret af et antal befolkninger grupperet efter deres sprog, Niger-Congo i Vestafrika, nilosaharisk på det østlige højland og khoisan i syd.AlgerietEgyptenLibyenMarokkoSudanSydsudanTunesienVestsahara (besat af Marokko) CENTRALAFRIKA:Centralafrika, herunder, er fællesbetegnelsen korruption, statskup, mord, optøjer, fattigdom, pestbefængt, ord, som man kan bruge til at beskrive landene mest med. Jeg har brugt en del tid på nettet for at finde de ting, som fortæller mest om landet, og det er ting som jeg håber vil gøre at du bliver lidt klogere på hvor omfattende verden er - også i de forskellige landsdele. Det som er vigtigt at påpege er, at det er de stærkeste der overlever i Afrika, der er det mest betydningsfulde, fordi ledere af landene helst skal være stærke - og det bliver et problem når de er korrupte, eller de ansatte i regeringerne prøver på at styrte lederen i landet. Det sidste er selvfølgelig ikke et problem, når præsidenten for et land, er et magtmisbrugende korrupt menneske, der fortjener at blive væltet af pinden!
Men hvor ufattelig end historien har været i Centralafrika, er landene stadig ufattelige beundringsværdige og smukke - ikke mindst på grund af de flotte landskaber, men også på grund af den kultur - den passion nogle af de fattige har for at overleve hver dag... Men det er desværre blot en facade, der skal skjule al elendighed.
Centralafrika er en fællesbetegnelse på en række lande i Afrika:AngolaÆkvatorialgunieaGabonCamerounDemokratiske Republik CongoRepublikken CongoSão Tomé og PrincipeCentralafrikanske RepublikTchadSYDLIGE AFRIKA:Det sydlige Afrika er i sagens natur et uklart begreb, men omfatter gerne de afrikanske lande syd for Tanzania og D.R. Congo:Botswana Lesotho Malawi Mozambique Namibia Swaziland Sydafrika Zambia Zimbabwe VESTAFRIKA:Vestafrika er den vestligste region af Afrika. FNs definition inkluderer følgende 16 lande:Benin Burkina Faso Elfenbenkysten Gambia Ghana Guinea Guinea-Bissau Kap Verde Liberia Mali Mauretanien Niger Nigeria Senegal Sierra Leone Togo ØSTAFRIKA:Østafrika er en region som inkluderer 13 lande i den østlige del af det afrikanske kontinent og udfor Afrikas østkyst.BurundiDjiboutiEritreaEtiopienKenyaRwandaSomalia Tanzania Uganda Madagaskar Mauritius Seychellerne Comorerne ANDRE OMRÅDER:Herunder er selvstyrende områder i Afrika ejet af andre lande.Ceuta (tilhører Spanien) Melilla (tilhører Spanien) Mayotte (tilhører Frankrig) Réunion (tilhører Frankrig Franske Sydterritorier (tilhører Frankrig) Sankt Helena (tilhører Storbritannien) Tristan da Cunha (tilhører Storbritannien) Bouvetøen (tilhører Norge)
|
|
|
AFRIKA
Aug 6, 2019 14:04:58 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 6, 2019 14:04:58 GMT 1
AngolaNation: ANGOLA Areal(km²): 1.246.700 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 10.593.171 Befolkningstæthed (pr. km²): 8,5 Hovedstad: Luanda Angola er et land i Afrika. Landet grænser op til Namibia, den Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo og Zambia. Luanda, hovedstaden, har cirka 3 millioner indbyggere. Landet plages af en række miljøproblemer, der er blevet forværret af borgerkrigen. Generelt er der mangel på vand. I 1987 medførte vandmanglen bl.a., at der udbrød en koleraepidemi i Luanda. Endvidere forekommer der erosion og afskovning som følge af eksporten af sjældne træsorter. Angola er fra naturens side et af de rigeste lande i Afrika. Landet er frugtbart og landbruget varieret. Man regner med, at Angola er lige så rigt på mineraler som Sydafrika. Allerede i 1955 blev der fundet olie nær Luanda, men de største fund hidtil blev gjort af Gulf Oil udenfor Cabindas kyst i 1966. Angola råder endvidere over store diamantlejer samt jernmalm, kobber, bauxit, mangan, fosfat, platin, uran og en række andre strategisk vigtige mineraler, der endnu kun er delvist kortlagte og ringe udnyttet. TIDSLINJE: o. 500 - Cirka dette år var der bofaste bønder over hele det nuværende Angola. De havde en relativt høj materiel udvikling, kendte jernet, havde store kvægbesætninger og var endvidere fiskere. Frem mod år 1000 opstod der stammeriger og kongedømmer. De stærkeste af kongedømmerne var Congo på begge sider af den nedre del af Congofloden, og Ndongo, syd for Congo. Kongen i Ndongo blev kaldt Ngola, som portugiserne omformede til navnet på statsdannelsen Angola. Indtil europæerne ankom, levede de forskellige kongeriger stort set fredeligt side om side. 1450 - Slaverøveriet og krigene reducerede den angolanske befolkning fra 18 millioner i 1450 til knapt 8 millioner i 1850. 1482 - De første portugisere steg i land ved udmundingen af Congofloden, og indledte dermed koloniseringen. Den fandt i første omgang sted gennem missionsstationer og handel. Først senere begyndte portugiserne at sende ekspeditioner ind i landet. 1500 - På den anden side af Atlanterhavet havde Portugal i begyndelsen af 1500 tallet underlagt sig Brasilien, hvor der blev anlagt store sukkerplantager. Til dem behøvedes arbejdskraft, og slavehandelen fra Vestafrika blev indledt. (Fra år 1500 til 1820 blev der udskibet 4-5 millioner slaver - alene fra Angola. Det er den direkte årsag til den spredte befolkningsstruktur, der fortsat præger landet.) 1573-1680 - Den såkaldte hundredårskrig med Ndongo-riget bragte portugiserne frem til Cuanzafloden. 1885 - fra slutningen af 1800 tallet og frem til 1920 skaffede koloniherrerne sig militær kontrol over hele territoriet. Da de europæiske stormagter delte Afrika mellem sig på Berlinkonferencen i 1885, blev Portugal tilkendt det område der nu er Angola. 1961 - Den 4. februar gik en gruppe MPLA medlemmer til angreb på hovedfængselet i Luanda og en række andre strategiske punkter for at befri de politiske fanger. Angrebet blev slået ned, og i ugerne efter gennemførte portugiserne omfattende massakrer på civilbefolkningen i Luanda. Det dårligt planlagte Luandaoprør blev for mange det afgørende bevis på, at den portugisiske kolonialisme kun kunne bekæmpes med våbenmagt, og MPLA regner derfor den 4. februar som starten på den væbnede kamp mod kolonialismen. 1975 - Den internationale solidaritet med uafhængighedsbevægelserne og portugals militære tilbagegang i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau samt interne vanskeligheder i Portugal gjorde, at hæren mistede håbet om en militær sejr. Det banede vejen for det interne oprør i det portugisiske militær, der den 25. april 1974 bragte Oliveira Salazar og Marcelo Caetano diktaturet til fald i Portugal. 1991 - Med mæglere fra USA, Portugal og Sovjet samt FN undertegnede den angolanske regering og UNITA en fredsaftale den 31. maj - efter 16 års borgerkrig. Aftalen rummede bestemmelser om en umiddelbar våbenhvile, gennemførelse af valg i 1992 samt oprettelsen af en fælles politisk-militær komission, der skulle bistå ved sammensmeltningen af begge parters væbnede styrker til én national hær. Fra 14. november bestod den øverste hærledelse af generalerne Joao de Matos fra MPLA og Ahilo Camalata Numa fra UNITA. 1999 - I april måned offentliggjorde regeringen, at den havde besluttet at indgå i en regional "selvforsvars-front" bestående af Zimbabwe, Namibia og Dem. Rep. Congo. Denne udvikling afspejlede, at de regionale konflikter ikke længere holder sig indenfor de grænser, de tidligere koloniherrer udstak. I slutningen af 1999 mente regeringen at kunne se afslutningen på den væbnede konflikt i landet. Baggrunden var regeringshærens stribe af sejre de foregående måneder, der bl.a. gjorde det muligt at indtage UNITA's vigtigste byer, Andulo og Bailundo. 2002 - Den 22. februar faldt UNITA's leder, Jonas Savimbi i kamp i provinsen Moxico i landets centrale del. Hans plads blev overtaget af organisationens næstformand, Antonio Dembo. Allerede inden Savimbis død havde regeringen opfordret til at bringe kampene til ophør, og præsident dos Santos erklærede nu, at Savimbis død havde banet vejen for afholdelsen af valg, men at det dog var nødvendigt at skabe sikre forhold, og han derfor havde taget kontakt med Dembo. 2002 - I april undertegnede regeringen og UNITA en formel våbenhvileaftale, og 4 måneder senere opløste UNITA endelig sin væbnede gren, hvilket fik forsvarsministeren til at erklære: "krigen er slut". Borgerkrigen i Angola - den længstvarende på det afrikanske kontinent - havde da varet 27 år. 2002 - UFO MYTE - den 22 august i Luanda, styrter et kuglerundt objekt ned nær landsbyen Manzawu, i den nordlige Uije provins, rapporterede den romersk-katolske radio Ecclesia. Byboerne fortalte at de så objektet styrte ned i nærheden efterfulgt af en høj eksplosion. "Vi hørte tordenlignende støj, og derefter en kugle der landede på jorden", udtalte et af vidnerne. De var bange for, at objektet kunne sprænge, så de holdt sig i sikkerhed, og mange folk flygtede fra deres hjem. Ifølge Ecclesia, vejede objektet omtrent 10 kg og målte omkring 50 cm i diameter. Angolske eksperter fra militæret tog til stedet for at undersøge objektet. 2004 - I januar måned rapporterede Human Rights Watch, at de seneste opgørelser havde vist, at der var forsvundet 4 mia. US$ af Angolas olieindtægter. Det svarer til næsten 10% af landets BNP og til værdien af samtlige sociale programmer gennemført i perioden 1997-2002. Rapporten lagde ansvaret for de mange milliarders forsvinden på korruptionen og dårlig regeringsførelse. Efter Nigeria er angola den største olieeksportør syd for Sahara. 2005 - I marts måned kom det frem, at i løbet af de foregående 3 måneder var næsten 100 angolanere døde i den nordlige del af landet af den såkaldte Marburg virus. Sygdommen rammer især børn under 5 år og er beslægtet med den frygtede ebola virus. I starten af 2006 blev flere provinser ramt af kolera, der over fire måneder slog 1000 mennesker ihjel. Alene i Launda døde 167.
|
|
|
AFRIKA
Aug 6, 2019 14:13:42 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 6, 2019 14:13:42 GMT 1
BurundiNation: BURUNDI Areal(km²): 27.830 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 6.373.002 Befolkningstæthed (pr. km²): 229,0 Hovedstad: Bujumbura Burundi er et land beliggende i det centrale Afrika. Det grænser op til Rwanda mod nord, Tanzania mod syd og øst og Den Demokratiske Republik Congo mod vest. Ligesom nabolandet Rwanda, har landet haft mange stridigheder mellem befokningsgrupperne Hutu og Tutsi. Burundi fik dog ikke nær så meget opmærksomhed som Rwanda. Disse stridigheder resulterede i en blodig borgerkrig, der varede fra 1993 til 2003. Burundis første indbyggere var pygmæer. Fra 300-600-tallet indvandrede Hutuerne, som det første folk til landet, og fra 1300-1600-tallet tutsi-folket, og et fælles hutu- og tutsisprog, rundi, opstod. Tutsierne fik magten, da de rent fysisk er højere og stærkere end hutuerne på trods af at tutsierne var i undertal. Man lavede et kongedømme med tutsier som de ledende. Denne magtfordeling har foråsaget problemer og borgerkrige selv op i vor tid. Hutu'erne nedstammer fra bantú'erne og er landbrugere, der hovedsageligt er kollektivt organiseret. For 500 år siden underlagdes de de invaderende tutsi'er - eller watutsi 'er - der kom fra nord i søgen efter frugtbar jord til deres kvæg. Tutsi'erne var i besiddelse af moderne våben og det lykkedes med vold og magt at undertvinge lokalbefolkningen, hutu'erne, der blev gjort til slaver. Tutsi-kongerne var i de 7. og 8. århundreder ganske magtfulde, men i det 19. århundrede bidrog den interne rivalisering mellem de forskellige klaner til at svække centralmagten. Dette muliggjorde en invasion af tyske kolonisatorer, der i 1890 erobrede Burundi. Tyskerne understøttede tutsi'ernes dominans over hutu'erne og grundlagde dermed et system, der beskyttede Mwami'en, kongen. Burundi forenedes i 1899 med Rwanda under navnet Rwanda-Burundi. Landet blev berømt for sin elfenbenseksport, der monopoliseredes af kolonimagten. TIDSLINJE:1899 - Burundi blev en tysk koloni. Den sene kolonisering skyldes, at landet ligger langt inde på kontinentet. 1916 - Belgien overtog kolonien, som følge af Tysklands nederlag i 1. verdenskrig. 1962 - Burundi blev et selvstændigt land. 1966 - Kongen, som var tutsi, blev styrtet, men det lykkedes tutsierne at holde på magten og de dannede en republik. 1972 - fandt en voldsom massakre sted, og op mod 80.000-100.000 hutuer blev dræbt, mens mange blev drevet på flugt. Tutsien Jean-Baptiste Bagaza overtog magten i 1976 og lovede at undertrykkelsen af hutuerne ville ophøre. Han lavede bl.a. jordreformer, men de slog ikke særlig godt igennem. 1993 - Nye takter begyndte i juni måned da det første frie valg så dagens lys. Hutuen Melchior Ndadaye blev præsident, men tutsierne havde stadig magten over hæren. Ndadaye blev myrdet 3 måneder efter sin indsættelse, den 24. oktober 1993, under et fejlslagent militærkup. Premierministeren, Sylvia Kinigi, der havde søgt tilflugt i den franske ambassade, havde held til at få kontrol med situationen. Lederne af opstanden arresteredes eller flygtede til Zaire. Cyprien Ntaryamira, en hutu af samme politiske observans som Ndadaye udnævntes af parlamentet til præsident. Selv om kuppet mislykkedes, førte drabet på Ndadaye til een af de værste udryddelseskampagner i Burundis historie. Tilhængere af den tidligere præsident begik overgreb mod medlemmer af partiet til Enhed og Nationalt Fremskridt, uanset om de var hutu'er eller tutsi'er. Det resulterede i drab på titusinde civile og tvang omkring 700.000 på flugt. På dette tidspunkt etableredes de såkaldte "ekstremistiske, væbnede militser", som modsatte sig sameksistens med andre etniske grupper, som f.eks. tutsi'erne fra "De Ubesejrede" eller hutu'erne fra "Intagohekas" ("De, der aldrig sover") og volden begyndte at spredes. Vrede tilhængere af Ndadaye begyndte at dræbe medlemmer af det tutsi-styret parti. 1994 - En ny hutupræsident, Ntaryamira, blev valgt, men da han og Rwandas præsident Juvénal Habyarimana sad i fly på vej hjem fra fredsforhandlinger i Tanzania, blev de skudt ned ved et attentat mod deres fly i Kigali, hovedstaden i Rwanda, den 6. april. Sylvestre Ntibantunganya, ligeledes hutu, efterfulgte den myrdede præsident. Attentatet førte til regulær borgerkrig. Flere forsøg på at skabe fred med statskup slog fejl. 1996 - FN og Organisationen for Afrikansk Enhed besluttede af frygt for at konflikten skulle brede sig til nabolandene at påtage sig en fredsskabende rolle. Buyoya, der forsøgte at undgå en fælles, afrikansk intervention, tog initiativ til et nyt og denne gang vellykket statskup i juli 1996, og han blev dermed landets nye præsident. 1996 - Hutu-oprørerne meddelte i midten af september, at 10.000 civile var blevet myrdet af hæren efter kuppet. Mindst 1000 personer blev dræbt i løbet af det efterfølgende år, selv om Amnesty International anså det for at være vanskeligt at afgøre om drabene blev begået af regeringen eller af oprørerne. 1998 - Det blev i februar måned anslået, at mere end 200.000 personer var omkommet i borgerkrigen siden 1993. 1999 - Gennem året blev der taget en række initiativer til genoptagelse af fredsforhandlingerne. Trods nogen modstand fra en række politiske ledere i Burundi, blev Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela den 1. december valgt som fredsmægler, og Tanzania blev udset til at være det land, hvor forhandlingerne skulle foregå. Men trods forhandlingsprocessen fortsatte de væbnede sammenstød mellem parterne. 2000 - I januar måned gav USA's præsident Clinton sin personlige støtte til Nelson Mandela i dennes mæglingsmission. En række politiske observatører bemærkede, at det var særdeles usædvanligt, at en politisk leder fra USA involverede sig i løsningen af en krig i Afrika. 2000 - de fleste stridende parter indgik fredsaftaler. 2002 - I marts måned blev 45.000 burundiske flygtninge enige med FN om en plan for tilbagevenden til deres land. De havde levet i flygtningelejre i Tanzania, der var blevet sammenligned med koncentrationslejre pga. de barske levevilkår. 2003 - I juli fandt det alvorligste partisanangreb i 10 år sted i Bujumbura. Omkring 300 partisaner og 15 soldater blev dræbt. Iflg. Ignace Ntawembarira der var guvernør i Bujumbura Rural - provinsen omkring hovedstaden - var 40.000 tvunget til at forlade deres hjem under en uges sammenstød mellem hutuer og tutsier. Han erklærede videre, at størstedelen af de fordrevne var tvungne til at sove under åben himmel og understegede at hurtig international hjælp var nødvendig. Washington opfordrede partisanerne til at holde igen med angrebene og i stedet indlede fredsforhandlinger med regeringen. Burundis hær der havde Bujumbura under kontrol informerede om, at mange af hutu ofrene var børn på 11-15 år. Antallet af dræbte under konflikten i landet har nu passeret 300.000. 2004 - I juni indledte 5.000 FN fredsbevarende soldater deres aktiviteter i Burundi til støtte for fredsprocessen. Omkring 2.700 FN soldater fra Sydafrika, Mozambique og Ethiopien forblev i Burundi. 2004 - i august måned dræbte hutu rebeller 160 tutsi flygtninge fra den Demokratiske republik Congo, der befandt sig i Gatumba flygtningelejren i Burundi nær grænsen til Congo. Mænd bevæbnede med machetes og skydevåben angreb lejren, ødelagde de nødtørftige hytter og brændte eller dræbte de personer der kom i vejen for dem. Flygtninge fra DR Congo var flygtede fra volden i deres eget land. FN's Flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers fordømte kraftigt massakren på uskyldige civile. FNL påtog sig ansvaret for massakren. 2005 - Det første rigtige valg blev holdt og en hutu, Pierre Nkurunziza, vandt. 2006 - I april måned blev undtagelsestilstanden ophævet, efter at have været i kraft i 13 år. Regeringen vurderede at sikkerhedssituationen var "kraftig forbedret". Der var dog fortsat spædinger og i september blev der indgået en ny våbenstilstandsaftale. 2007 - Kraftige byger i januar måned førte til omfattende oversvømmelser, der ødelagde 50% af afgrøderne af bønner, kartofler, majs og ris. Fødevaresituationen blev alvorlig forværret og landet blev sat i undtagelsestilstand.
|
|
|
AFRIKA
Aug 6, 2019 14:24:56 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 6, 2019 14:24:56 GMT 1
CamerounNation: CAMEROUN Areal(km²): 475.440 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 16.184.748 Befolkningstæthed (pr. km²): 34,0 Hovedstad: Yaoundé Cameroun, officielt Republikken Cameroun er en enhedsstat i Øst- og Centralafrika. Landet grænser mod Nigeria i vest, Tchad i nordøst, Centralafrikanske Republik i øst, Ækvatorialguinea, Gabon og Republikken Congo i syd. Området for det nuværende Cameroun var først beboet i den yngre stenalder. De folkgrupper som har været bosat længst i området er pygmægrupper som baka. Sao-kulturen opstod omkring Tchad-søen cirka 500 e.Kr. og banede vejen for Kanem og dets efterfølger Kanem-Bornu. Kongeriger, fon og høvdingesamfund opstod i vest. Landet er opdelt i 3 regioner: de nordlige savannedale ved Tchad-søen med kvægavl og majsdyrkning; den centrale del med fugtige sletter, og i syd med frugtbar, vulkansk jord, hvor der hovedsageligt dyrkes eksportafgrøder som kaffe, bananer, kakao og bomuld. Tørke og ørkenspredning er de væsentligste problemer i den nordlige region, som udgør 25% af Camerouns areal og hvor mere end 1/4 af landets befolkning lever. Se billedgalleri med forklaringer på borgruiner fundet i det nordlige Cameroun (Mandara mountains). Tryk på billedet øverst til venstre for at begynde slideshowet. Mandara-bjergene er en vulkansk bjergkæde, som strækker sig omkring 200 km, nær grænsen mellem Cameroun og Nigeria Cameroun er oprindelsesland og centrum for bantustammerne, der i det 2. århundrede fvt. indledte en ekspansion mod øst og syd og dermed fik udbredt kendskabet til dyrkning af nye afgrøder og udvinding af jern. Det første møde med europæerne blev ganske kort; Fernando Pó døbte floden, hvis sandbanker var fulde af rejer, for "Rejefloden" - heraf landets navn. TIDSLINJE:1884 - Tyskernes indtrængen fandt sted i juni måned, da repræsentanten Gustav Nachtigal indgik aftale om etablering af et protektorat med kystbefolkningen duala'ernes konge. Ved Berlin-konferencen et år senere, blev Cameroun overdraget til Tyskland, men først i 1894 indlemmedes Adauma-emiratet, der var stærkt efterstræbt af englænderne, formelt i landet. 1918 - Frankrig og England invaderede Cameroun; franskmændene satte sig på 75% af landet mens englænderne fik tildelt det resterende. Konflikterne imellem de to kolonimagter muliggjorde dannelsen af folkelige bevægelser, der kæmpede for uafhængighed. 1945 - stiftedes Camerouns Folkeunion, (UPC), under ledelse af Rubem Um Nyobé. UPC opnåede bred folkelig tilslutning og anførte en række lovlige demonstrationer, fra 1948- 1956, da partiet blev forbudt. 1990'erne - årene viste, at det blev stadig mere udbredt at gennemprygle folk - en praksis der havde været ukendt inden krisen. Korruptionen i politiet og retsvæsenets ineffektivitet fik sektorer i befolkningen til at fange og gennemprygle småtyvene - ofte til de døde når der var tale om mænd eller til de var hårdt sårede, når der var tale om kvinder. Ofte blev det senere afsløret, at det var uskyldige, der var blevet dræbt. 1990 - sociale og politiske organisationer anklagede regeringen for at stå bag overgreb mod hundredevis af indbyggere i Cameroun. Nogle måneder senere tillod regeringen oprettelsen af politiske partier; omkring 70 politiske organisationer blev på denne måde legale. 1997 - I slutningen af året voksede modstanden mod et olieudvindingsprojekt der, med støtte fra Verdensbanken, skulle føre olie fra det sydlige Chad, tværs over Cameroun, til Atlanterhavet. Hundredevis af NGO'er opfordrede i stedet Verdensbanken til at bruge pengene på sociale udviklingsprogrammer. 1999 - I oktober måned offentliggjorde Transparancy International sin årsrapport om økonomisk korruption, der placerede Camaroon på pladsen verdens næstmest korrupte land. 2004 - I januar måned underskrev præsidenterne fra Cameroon og Nigeria en aftale om i fællesskab at løfte sikkerhedsforpligtigelserne i konfliktområdet mellem de to lande. Begge lande betegnede den fælles patrulje som et stort fremskridt, og erklærede at aftalen var en venskabsaftale. Paul Biya (Cameroon), Olusegun Obasanjo (Nigeria) og FN's generalsekretær Kofi Annan erklærede på et fælles møde i Geneve at de søgte at finde en fælles løsning på grænsekonflikten. Mødet blev af begge præsidenter betegnet som "venligt", og på mødet diskuterede de endvidere den fremtidige kontrol over olieforekomsterne på Bakassi halvøen. 2005 - I marts måned erklærede regeringen, at den udbredte korruption i finansministeriet havde kostet landet 2 mio. US$ om måneden. Omkring 500 embedsmænd blev anklaget for at stikke penge i egne lommer ved bl.a. at udbetale lønninger til ikke-eksisterende ansatte. Premierminister Inoni erklærede, at de der blev kendt skyldige ville få hårde straffe.
|
|
|
AFRIKA
Aug 6, 2019 14:29:09 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 6, 2019 14:29:09 GMT 1
Den Centralafrikanske RepublikNation: CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK Areal(km²): 622.984 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 3.642.739 Befolkningstæthed (pr. km²): 5,8 Hovedstad: Bangui Den Centralafrikanske Republik er en stat i Centralafrika og har tidligere været en fransk koloni. Landet har ingen kystlinje og grænser til Tchad mod nord, Sudan mod øst, Republikken Congo og den Demokratiske Republik Congo mod syd, og Cameroun mod vest. Den Centralafrikanske Republik og dets nabolande der i kolonitiden blev til imperiet Ubangui-Chari, blev regeret af stammehøvdinge, en sultan, af kolonitidens handelsfolk, franske administratorer, en præsident, en militærdiktator, en kejser og en korrupt politiker. Således har det været siden slutningen af det 19. århundrede, og således fortsatte det også efter at landet i august 1960 erklærede sig for selvstændigt. Regionen blev udsat for en af de mest vilde og bedrageriske former for kolonialisering, som de europæiske kolonimagter gennemførte i Afrika. Frankrigs eneste interesse var den militære dominans, der blev brugt som afsæt for angreb på sultan Rabah, der regerede over det område, der i dag er Sudan. Den militære besættelse var grundlaget for omkring 40 virksomheder, der havde til opgave at kommercialisere rågummiet og elfenbenet fra hele regionen. Dertil kom bomuld, kaffe og diamanter. Virksomhederne indledte en 30 årig udbytningsperiode karakteriseret ved slavearbejde, massakrer og forfølgelse. De nåede op på at kontrollere 70% af området, der i 1908 blev omdøbt til Ubangui-Chari. Sammen med Senegal, Côte d'Ivoire, Gabon og Djibouti er den Centralafrikanske Republik et af de mest følsomme emner for fransk udenrigspolitik i Afrika. TIDSLINJE:1949 - Undertrykkelsen og volden var allerede tiltagende, da den tidligere præst Barthélemy Boganda grundlagde partiet Bevægelsen for social udvikling af det sorte Afrika (MESAN), der havde til opgave at kæmpe for den nuværende Centralafrikanske Republiks selvstændighed. Bogandas prestige steg voldsomt trods franskmændenes ihærdige bestræbelser på at sværte ham til. 1956 - Det franske efterretningsvæsen besluttede sig til at infiltrere MESAN med det formål at korrumpere Bogandas nærmeste rådgivere, David Dacko og Abel Goumba. 1959 - Marts. Boganda døde ved et flystyrt under mystiske omstændigheder - kun et år før landet blev selvstændigt. 1965 - December. David Dacko blev væltet ved et statskup gennemført af hans nevø, oberst Jean-Bédel Bokassa, der var tæt knyttet til Frankrig, i hvis hær han havde tjent i 22 år. Bokassa tilhørte det lille jordejende borgerskab fra den etniske gruppe m'baka i Lobaye - det område hvorfra Frankrig havde rekrutteret de fleste embedsmænd og militærfolk til sin koloniadministration. 1972 - Bokassa udnævnte sig til præsident på livstid, efterfølgende feltmarskal, for slutteligt at lade sig krone som kejser og samtidig ændre landets navn til Det Centralafrikanske Imperium. 1977 - December. Kroningsceremonien kostede 28 millioner dollars og blev financieret af Frankrig, Israel og Sydafrika. 1978 - Bokassa overlod 30.000 km2 til en pensioneret general fra den israelske hær med henblik på udvindingen af diamanter. Samtidig udnævnte han en række kendte internationale våbenhandlere til militærrådgivere. Han sendte endvidere tropper til Zaire (nuværende Congos Demokratiske Republik) til støtte for diktatoren Mobuto, der var i gang med at slå et oprør ned i Shabaprovinsen. 1979 - April. Efterhånden nåede befolkningens utilfredshed et kritisk punkt. Det kom til flere oprør blandt arbejdere og studenter. Nu var det Bokassa der fik støtte fra Zaires soldater til at slå de folkelige oprør ned. Studenterne gik atter på gaden, denne gang i protest mod at de var tvunget til at købe deres uniformer i forretninger, der var ejet af kejseren. 100 studenter blev arresteret og ført til det uhyggelige Ngaragba fængsel, hvor de under Bokassas personlige overvågning blev underkastet tortur og for størstedelens vedkommende henrettet. Skandalen rystede verdensoffentligheden. 1979 - 20. September. Frankrig besluttede nu at styrte kejseren og slette det dårlige image der var blevet skabt, da den tidligere kolonimagt i 1977 bistod ham ved tronbestigningen. Ideen var dengang at anvende ham som en brik i det neokoloniale spil. Mens Jean-Bédel Bokassa var på statsbesøg i Libyen sendte Frankrig et militærfly med den tidligere præsident David Dacko til Bangui. Han overtog magten uden på nogen måde at lægge skjul på, at han var en brik for den tidligere kolonimagt, og at han måtte beskyttes af 1000 franske soldater. Dacko opløste imperiet, genindførte republikken, samtidig med at han gav Frankrig lov til for en 10 årig periode at anvende den enorme flybase i Bouar. 1980 - Dackos tilbagevenden var kun en ændring af navne. Korruptionen og undertrykkelsen fortsatte som under Bokassa. landet brød de diplomatiske relationer med Sovjetunionen og Libyen, og smed alle de teknikere og diplomater ud, de to lande havde i Centralafrika. Samtidig optrappedes forfølgelsen af oppositionens politikere, der næsten alle blev sendt i fængsel eller måtte gå i eksil. 1981 - September. Situationen var præget af omfattende konspiration og kamp om magten, og Dacko blev styrtet ved et militærkup anført af general Kolingba. 1986 - den 21. november blev Kolingba valgt til præsident for sit parti, Det centralafrikanske parti for demokratisk Genopbygning (PCRD). Det skete under omstændigheder, hvor oppositionen ikke havde mulighed for at deltage i valget. I samme periode blev der vedtaget en ny forfatning, der gjorde landet til en etpartistat. 1986 - Bokassa vendte tilbage fra sit eksil i Frankrig. Han var blev in-absentia blevet retsforfulgt for oprør og dømt til døden. Nu blev han arresteret, på ny stillet for retten og idømt en fængselsstraf. 1993 - I maj angreb og besatte en gruppe soldater præsidentpaladset og radiostationen i Bangui. De krævede udbetaling af deres løn, der var 8 måneder forsinket, men accepterede at vende tilbage til deres forlægninger efter at have fået udbetalt 2 månedslønninger. 1996 - I maj måned bad Ange-Félix Patassé - Bokassas tidligere premierminister - om militær assistance fra Frankrig for at slå et nyt militært oprør ned. De franske soldaters direkte deltagelse i militære træfninger udløste en række demonstrationer mod Paris' intervention. Bangui blev paralyseret i kølvandet på oprøret, plyndringer og den franske militære aktion. Landets økonomi blev nu endnu mere afhængig af Frankrig. 1997 - I oktober krævede præsidenten, at Frankrig skulle trække sig tilbage fra dets militære baser i landet. Samtidig søgte han at styrke relationerne til USA. 1998 - marts måned besluttede FN's Sikkerhedsråd at sende en specialmission (MINURCA) til Centralafrika bestående af 1.400 fredsbevarende soldater. 1998 - I april blev de inter-afrikanske fredsbevarende styrker erstattet af 1.350 MINURCA soldater. Samme dag trak Frankrig sine 1.400 soldater ud af landet. 2000 - Januar. Skudvekslinger mellem præsidentgarden og militærenheder udløste panik i hovedstaden. Enhederne havde været loyale overfor præsident Patassé ved tidligere kupforsøg, men beskyldte ham nu for ikke at have opfyldt krav fremsat under tidligere oprør. Garden fik dog militærenhederne under kontrol, og oprøret var dermed slået ned. 2001 - i oktober måned vendte Bozize uventet tilbage til Chad. Samtidig krydsede oprørere der var loyale overfor ham grænsen mellem Chad og den Centralafrikanske Republik, hvor de besatte en række byer og en tredjedel af hovedstaden. De krævede, at Patassé genoptog dialogen med oppositionen, eller i modsat fald trak sig tilbage. 2001 - Patassé afviste kravet og i november forsøgte oprørerne der var loyale overfor oprørslederen François Bozize at gennemføre et kupforsøg, der dog blev slået ned. 2002 - Februar. Befolkningen i Bangui begyndte at klage over de libyske tropper, der var ankommet til landet for at forsvare præsidenten efter et fejlslagent kupforsøg. Disse tropper kontrollerede radio, TV og lufthavnen. Tilstedeværelsen af disse tropper skabte også problemer i forholdet til Chad, der har en olierørledning i den sydlige del af landet tæt ved grænsen til den Centralafrikanske Republik. 2003 - Den 15. marts gennemførte Bozize sit andet kupforsøg, der denne gang lykkedes og sendte præsident Patassé i eksil i Cameroon. 2004 - I august måned igangsattes en oplysningskampagne om præsidentvalget der skulle gennemføres i januar 2005, financieret af internationale donorer der var opsatte på at få kupstyret bragt til ophør og få bragt den sociale og økonomiske ustabilitet samt volden i landet til ophør. 2006 - Der var i februar rapporter om kampe mellem regeringsstyrker og rebeller i den nordlige del af landet. Omkring 50.000 blev sendt på flugt. Heraf 7.000 til nabolandet Chad. Der var endvidere om, at regeringsstyrker systematisk henrettede mænd og børn der formodedes at samarbejde med rebellerne. 2007 - Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) indledte i maj måned en undersøgelse af de omfattende menneskerettigheds-krænkelser der fandt sted under sammenstødene i 2002-03. Flere tusinde blev på det tidspunkt ofre for overgreb.
|
|
|
AFRIKA
Aug 6, 2019 14:35:59 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 6, 2019 14:35:59 GMT 1
Den Demokratiske Republik CongoNation: DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO Areal(km²): 2.345.410 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 55.225.478 Befolkningstæthed (pr. km²): 23,5 Hovedstad: Kinshasa Den Demokratiske Republik Congo (fork. DR Congo) eller Congo Kinshasa er et land i Afrika. Landet hed Belgisk Congo før uafhængigheden i 1960 og Zaïre fra 1971 til 1997. Landet grænser til Centralafrikanske Republik og Sudan mod nord, til Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania mod øst, til Zambia og Angola mod syd og til Republikken Congo mod vest. Både Den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo ligger ved Congofloden i det vestlige Centralafrika. Da Den Demokratiske Republik Congo skiftede navn fra Congo til Zaïre i 1971, skiftede Congofloden også navn til Zaïrefloden. Floden fik navnet Congo tilbage, efter at landet gik tilbage til navnet DR Congo i 1997. Navnet "Congo" kommer af Bantu-sprog og betyder "bjerg". Med bjerg menes en referering til Mount Stanley, der med sine 5.110 meter udgør landets højeste punkt og er et af Afrikas højeste bjerge. Blandt de første, som udforskede det indre af DR Congo, var David Livingstone og Henry Morton Stanley. Det eneste bemærkelsesværdige topografiske træk ved Congo må siges at være det enorme Congo-bækken, også kaldet Congo-bassinet. Ved grænsen til Great Rift Valley i øst hæver bækkenet sig op til den vulkanske bjergkæde Ruwenzori, der brat glider nedad til dalens mange store søer. I dette område findes der både regnskov og tågeskov, der danner hjemsted for den nu næsten uddøde, endemiske bjerggorilla samt okapien. I syd findes der savanne med giraffer, løver, antiloper og næsehorn. I kolonitiden var Congo et oplagt og yndet mål for eventyrlystne europæer, især belgiere, der ønskede at tage på safari. TIDSLINJE:1800-tallet - Congo havde allerede 10 århundreders politisk historie bag sig, da man i Mellemeuropa fik kendskab til dets eksistens via reportagerne om Dr. Livingstones virke i perioden 1840-1870. I 1876 grundlagde den belgiske konge, Leopold d. 2., Den Internationale Afrikanske Association, som var et privat foretagende, der financierede journalisten og eventyreren Henry M. Stanleys ekspeditioner. Det lykkedes i løbet af ganske få år Stanley at få underskrevet 400 aftaler om handel og forsvar med de lokale ledere fra stammerne der levede ved Congoflodens bredder. Som følge af disse aftaler og ved anlæggelsen af belgiske virksomheder ved flodens munding, etableredes et udbytningssystem af landet, der officielt anerkendtes ved Berlinkonferencen. "Fristaten Congo" blev den belgiske kong Leopolds private ejendom og hans Compagnie du Katanga, bremsede den engelske kolonisator Cecil Rhodes ekspansionsforsøg. 1885 - Ved belgiernes ankomst til Congo blev der organiseret en omfattende raceadskillelse. Den oprindelige befolkning blev af belgierne delt i tre kaster: tutsierne, også kaldet watutsi, der var høje, lyshudede kvægavlere fra det nedre Sudan, og som udgjorde et aristokrati i samfundet; hutuerne, også kaldet bahutu, der var lave, mørkhudede agerdyrkere fra det østlige Congo, Rwanda og Burundi, der udgjorde en af tutsierne undertrykt majoritet, samt pygmæerne (mbuti- og twa-folk), der legemsmæssigt var de laveste. Disse var jægere og samlere og indgik ofte i et symbiotisk samarbejde med bondebefolkningen, hos hvilken pygmæerne byttede sig til landbrugsvarer, de ikke selv kunne skaffe. Under belgierne blev alle medlemmer af de forskellige etniske grupper tildelt særlige identitetskort, så koloniherrerne vidste, hvem de havde med at gøre. Et problem for belgiere såvel som den oprindelige befolkning var blot, at det at være hutu eller tutsi rettere var et kulturelt princip i stedet for et racemæssigt princip; enhver, der ejede kvæg, kunne nemlig blive tutsi, mens enhver, der dyrkede jorden, modsat kunne blive hutu. Problemet gav anledning til spændinger mellem hutuer og tutsier, mens pygmæerne nærmest blev marginaliseret. 1908 - Congos befolkning udsattes for den groveste udnyttelse, der ikke forbedredes da områdets status ændredes af den belgiske kolonimagt. Hæren blev konstant sat ind for at nedkæmpe den antiimperialistiske modstand og for at beskytte den særdeles rentable minedrift i Katanga. 1959 - Første tilfælde af hiv hos en mand i det daværende Belgiske Congo i Afrika. Smitten spreder sig hastigt globalt. Læs mere på Wikipedia om AIDS. 1959 - Politiets brutale nedkæmpning af et fredeligt politisk møde blev indledningen til blodige raceoptøjer. Den belgiske kong Bauduin forsøgte at gyde olie på vandene ved at love uafhængighed indenfor en overskuelig fremtid. De hvide kolonisatorer svarede med nye voldsbølger; uafhængigheden blev omsider proklameret i 1960 med Joseph Kasavubu som præsident og Lumumba som premierminister. Kort tid efter stiftede Moisés Chombe, Katangas daværende premierminister, en ny uafhængighedsbevægelse. 1960 - Under urolighederne, der fulgte efter belgiernes afgang dette år, kom mange af modsætningerne mellem hutuer og tutsier til udtryk; helt galt gik det dog i nabolandene Rwanda og Burundi, hvor et folkemord blev en realitet i henholdsvis 1962 og 1994. 1975 - Med indførelsen af "Den afrikanske oprindelighedsdoktrin" ændrede Mobutu dels landets navn til Zaire, dels sit eget navn til Mobutu Sese Seko. Selv om disse tiltag førte til visse uoverensstemmelser med det nordamerikanske diplomati, lykkedes det Mobutu under den kolde krig at fremstå som Washingtons allierede i regionen. 1978-1979 - Storoffensiver, iværksat af Congos Befrielsesfront, blev udelukkende nedkæmpet pga. bistanden fra franske og belgiske faldskærmstropper, samt marokkanske og egyptiske styrker - endnu engang forsynet med nordamerikanske våben. 1981 - I april måned trak den daværende premierminister NguzaKarl iBond sig fra posten og anmodede om asyl i Belgien; han anklagede Mobutu for magtmisbrug, samtidig med at denne forsøgte at fremstille sig selv som et anstændigt alternativ til den udbredte korruption i landet. 1984 - Ved valget i juli opnåede Mobutu 99,16% af de afgivne stemmer. 1984 - Angolas regering påstod, at bistand på 15 millioner dollars fra Reaganadministrationen i al hemmelighed kanaliseredes via Zaire til FNLA; herved blev det centralafrikanske land omdannet til et veritabelt våbenlager for FNLA. 1989 - Under et besøg i Washington opnåede Mobutu i juni et lån fra Verdensbanken på 20 millioner dollars. Mobutu var ankommet til Washington med en vigtig diplomatisk sejr i ryggen: Han havde i sin fødeby, Gbadolite, været vært for det historiske møde mellem Angolas præsident, Edoardo dos Santos, og lederen af oprørsstyrkerne fra UNITA, Jonas Savimbi, hvor det besluttedes at indgå en våbenhvileaftale for at finde en fredelig udgang på konflikten i Angola. 1990 - Hæren besatte universitetetsområdet i Shaba-provinsens hovedstad Lubumbashi om morgenen den 11. maj. Flere end 100 studerende blev myrdet; den følgende dag flygtede overlevende til andre provinser og til Zambia, hvorfra de kunne berette om massakren. Det lykkedes Mobutu delvist at dæmpe rygterne om massakren, men affødte alligevel en kraftige reaktion fra EU, som krævede en international udredning, og fra Belgien, der standsede al økonomisk bistand. Mobutus planer om en liberalisering af systemet syntes, idet mindste midlertidigt, at miste troværdighed. Massakren på Universitetet i Lubumbashi, rejste en storm af protester og strejker, som f.eks. på Gecamina, det største, statsejede mineselskab; i USA forlangte man stop for bistanden til Mobutu. 1990 - I oktober bøjede Mobutu sig og besluttede at forsøge endnu en politisk liberalisering og tillod politiske partier uden begrænsninger. Majoriteten blandt oppositionen - forenet i Den hellige Union, sammensat af 9 partier, bl.a. de 4 største - krævede i december Mobutus afgang og afholdelse af en international konference hvor man skulle beslutte Zaires politiske fremtid - uden deltagelse af præsidenten. 1991 - Den hellige Union dannede i november en "parallel" regering og opfordrede Hæren til at styrte Mobutu. Præsidenten udnævnte samme måned Nguza Karl i Bond til premierminister - den femte i løbet af 1991. Den tidligere oppositionsleder Nguza havde 10 år i forvejen været regeringschef under Mobutu; han overtog posten i en periode præget af økonomisk krise og internationalt pres fra især USA. 1992 - Mobutu åbnede i marts atter den nationale konference efter at have allieret sig med præsidenten for konferencen, ærkebiskop Monsegwo Pasinya. Konferencen udnævnte Etienne Tshisekedi, leder af Den hellige Union, til ny premierminister som afløser for Nguza Karl-i-Bond. Som et tydeligt tegn på sit mishag med Mobutus regime, blev Monsegwo Pasinya modtaget i Washington af USA´s udenrigsminister, James Baker, og af Senatets udenrigspolitiske udvalg. 1992 - Premierministeren erklærede i december, at den nationale valuta var inddraget og en ny blev sat i omløb. Alligevel fortsatte Mobutu med at udbetale lønninger til soldaterne med den gamle valuta. 1993 - I begyndelsen af året kom det til direkte konfrontationer mellem Mobutus private garde og oprørske soldater, der var rasende over at have modtaget ugyldige penge. Disse sammenstød førte til tabet af mere end 1.000 menneskeliv i Kinshasa. Byen hærgedes af plyndringer, brande og overgreb fra de ophidsede soldater. USA´s udenrigsministerium anmodede Frankrig og Belgien om en beslaglæggelse af Mobutus formuer, som et stærkt middel vendt direkte mod ham uden skadelig påvirkning af hverken landets økonomi eller de nordamerikanske og europæiske investeringer. Det anslås, at Mobutu - en af verdens rigeste mænd - havde en personlig formue på over 4 milliarder dollars. 1996 - Urolighederne tog til efter styrker fra Rwanda bistået af soldater fra Zaire havde indledt en etnisk udrensning i den østlige region Masisi, hvor man fordrev og myrdede tutsier, der igennem generationer havde boet i dette område. 1997 - Oppositionsstyrkerne erobrede let størsteparten af landet i begyndelsen af året og en række lande - bl.a. Sydafrika, USA, Frankrig og Belgien - forsøgte at mægle. Det lykkedes for Nelson Mandela at få Mobutu og Laurent Kabila til at mødes på et skib i internationalt farvand, hvor man diskuterede en overgangsløsning. Forsøget mislykkedes dog, da Kabila krævede, at Mobutu skulle træde tilbage. 1997 - Mobutu flygtede den 16. maj ud af landet med kurs mod Marollo, og den efterfølgende dag trængte oprørsstyrkerne ind i Kinshasa. Kabila udnævnte sig selv til ny præsident. Mobutu døde i Rabat den 7. september. Landets nye stærke mand tiltrådte samme måned posten som præsident, med kontrol over hæren, parlamentet og administration. Den nye regering ændrede landets navn til Den demokratiske Republik Congo og indførte en række initiativer for at forbedre økonomien. Schweiz genåbnede en undersøgelse af forholdene omkring Mobutus formue, der var deponeret i flere af landets banker. 1998 - I april måned oplevede landet de værste oversvømmelser i de seneste 35 år, med store områder sat under vand og hundredetusinder drevet på flugt. Regeringen indførte undtagelsestilstand. 1998 - Oppositionen under ledelse af den intellektuelle Ernest Wamba dia Wamba samlede sig hurtigt i den Congolesiske Union for Demokrati (RCD). Den bestod af tidligere medlemmer fra AFPDL partiet, som Kabila selv havde stiftet, tutsi-flygtninge og demobiliserede congolesiske soldater. Unionen beskyldte Kabila for at vende tilbage til tribalisme, og med våbenstøtte og officerer fra regeringerne i Rwanda og Uganda besatte den hurtigt halvdelen af landet. Kabila slog til gengæld igen mod rebellerne under parolen «truslen mod bantu-civilisationen». 1999 - Konflikten internationaliseredes hurtigt, og i april offentliggjorde Kabila og præsidenterne fra Angola, Zimbabwe og Namibia dannelsen af en alliance, hvor hvert af medlemmerne forpligtigede sig til at gribe militært ind, hvis et af de andre blev angrebet. Både Angola, Zimbabwe og Namibia sendte øjeblikkelig tropper og våben til Kabilas styrker. Til gengæld optrappede Rwanda og Uganda støtten til rebellerne. To år efter indledningen af den borgerkrig der bragte Kabila til magten, var hele provinser under Rwanda og Ugandas kontrol. Konflikten drejer sig i vid udstrækning om, hvilke multinationale selskaber der skal have kontrollen over landets enorme rigdomme. 2001 - I januar nåede konflikten Kabila selv. Han blev dræbt i et internt opgør, og hans søn Joseph Kabila overtog præsidentposten. Nabolandene holdt umiddelbart efter et hastemøde, hvor de samlet besluttede at støtte Joseph Kabila. 2001 - Under FN's overvågning gennemførtes i maj en delvis troppetilbagetrækning. Den gav de humanitære organisationer adgang til de konfliktområder, der tidligere havde været lukket land, og det var først nu katastrofens omfang begyndte at tegne sig. Et stor del af befolkningen var som følge af krigen blevet fordrevet til fjerntliggende områder, hvor de ikke havde adgang til mad, medicin eller boliger. Iflg. vurderinger fra det Internationale Røde Kors døde omkring 5% af landets befolkning. Alene i landets østlige del var omkring 2½ mio. døde. De fleste af malaria, diarré og volden - i den rækkefølge. 2002 - I juli undertegnede Kabila og Rwandas præsident, Paul Kagame en fredsaftale, der skulle afslutte 4 års borgerkrig på congolesisk jord. Konflikten blev også kaldt "Afrikas Verdenskrig" og havde involveret militær fra 6 lande, splittet landet op i regioner kontrolleret af henholdsvis regeringen og oprørsstyrker og ført til over 2½ mio. menneskers død. Aftalen blev indgået i Pretoria i Sydafrika og havde som hovedelement Kabilas løfte om at afvæbne og hjemsende 12.000 hutu soldater af rwandisk afstamning, mod at Rwanda trak sine 30.000 soldater ud af Congo. 2003 - Volden fortsatte i Ituri i den østlige del af landet, hvor kampe mellem hema og lendu stammerne har kostet 50.000 livet siden 1999. FN overførte i december 2003 omkring 8.000 af sine 10.000 fredsbevarende tropper i landet til Bunia, hovedbyen i Ituri provinsen, i et forsøg på at afvæbne den lokale milits og beskytte civilbefolkningen. Resultatet af krigen er blevet, at HIV/AIDS er blevet den største trussel mod den congolesiske befolkning. Soldaternes mobilitet i krigszonerne men især massevoldtægterne af kvinder, fra små piger på 5 år til gamle på 80, har fået antallet af HIV tilfælde til at eksplodere. I december blev det vurderet, at for hver kvinde ud af de 150 der hver måned søger hjælp efter voldtægt og tortur, er der 30 gange flere der er blevet voldtaget. 2004 - I august myrdede hutu rebeller over 160 congolesiske tutsi flygtninge i Gatumba lejren i Burundi tæt ved grænsen til DR Congo. Mænd bevæbnede med macheter og skydevåben angreb lejren, angreb dens faldefærdige hytter, brændte mange flygtninge levende og dræbte de der forsøgte at flygte. Overvejende kvinder og børn. FN's flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers fordømte i skarpe vendinger massakren på uskyldige civile. 2005 - I januar afslørede en intern undersøgelse, at soldater fra FN's fredsbevarende styrker havde købt sex fra piger for æg og mælk. Der var tale om piger helt ned til 13 år. 2006 - I juli gennemførtes de første frie valg i 40 år. Kabila fik 45% af stemmerne, og vandt i den vestlige del af landet. Den forhenværende rebelleder Jean-Pierre Bemba fik 20% og vandt især i den østlige del af landet, hvor swahili er det dominerende sprog. Den tidligere vicepremierminister i den første selvstændige regering, Antoine Gizenga opnåede 13%. Da Kabila ikke opnåede flertal i 1. runde måtte man vente til 2. valgrunde i oktober. Bemba erklærede at valget havde været præget af svindel. Kampe blussede op mellem tilhængere af de to kandidater, og kostede 20 livet. Under indtryk af den tiltagende spænding blev 400 FN soldater sendt til hovedstaden for at standse volden. 2006 - I september indgik Antoine Gizenga en samarbejdsaftale med Kabilas AMP. Han skulle støtte Kabila under 2. valgrunde til præsidentembedet i oktober. til gengæld skulle Gizenga være premierminister. 2. runde blev vundet af Kabila med 58% af stemmerne. Bemba accepterede resultatet og lovede at indtage pladsen som leder af oppositionen. I december blev Gizenga valgt som premierminister. 2007 - I februar kunne Gizenga præsentere sin regering bestående af 59 ministre. I november blev regeringen omdannet og reduceret til 44 ministre. Efter 40 års vestligt støttet diktatur og borgerkrig var det lykkedes at føre landet ind på et demokratisk spor. 2007 - Schweiz' præsident, Michelin Calmy-Rey erklærede under et besøg i Congo i juli, at de penge Congos tidligere diktator Mobuto havde opbevaret i schweiziske banker ville blive leveret tilbage til det congolanske folk. I udgangspunktet var der tale om 6,6 mio. US$, men det menes at Mobuto havde flere mia. US$ på schweiziske konti. 2008 - 21. Marts. I Nyanzale og Rutshuru i Nord Kivu i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo møder Læger uden Grænser (MSF) vedvarende katastrofer – heriblandt underernæring, vold og epidemier. Regionen lider under vedvarende usikkerhed, hvor befolkningen er udsat for voldelige angreb og derfor må flygte. Her giver Romain Gitenet, der leder MSF’s indsats i Nord Kivu en opdatering på arbejdet i regionen. Læs resten her. 2008 - November. Konflikten i den Demokratiske Republik Congo har siden 1997 kostet flere end 3,4 millioner mennesker livet. Trods en fredsaftale mellem de stridende parter og indsættelsen af en overgangsregering i 2003 bliver der løbende rapporteret om henrettelser uden lov og dom, massedrab på civile, voldtægter, tortur og ulovlige fængslinger samt udbredt rekrutering og anvendelse af børnesoldater.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 15:22:46 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 15:22:46 GMT 1
Republikken CongoNation: REPUBLIKKEN CONGO Areal(km²): 342.000 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 2.958.448 Befolkningstæthed (pr. km²): 8,7 Hovedstad: Brazzaville Republikken Congo eller Congo Brazzaville er et selvstændigt land i den centrale-vestlige del af Afrika syd for Sahara, omkring ækvator. Afrika. Mod syd og øst afgrænses landet af Congofloden og dens biflod Ubangifloden. Congofloden i det vestlige Centralafrika danner grænse til den Demokratiske Republik Congo. Landet har også grænser mod Gabon mod vest, Cameroon og Centralafrikanske Republik mod nord og Cabinda (Angola) mod sydvest. Landet har en kort kystlinje mod Atlanterhavet. Hovedstaden Brazzaville, ligger i den sydlige del af landet ved Congofloden, lige over for Kinshasa, hovedstaden i DR Congo. Republikken var tidligere en fransk koloni og opnåede uafhængighed i 1960. Landet er opdelt i 4 regioner: Sletterne ved kysten; den centrale højslette, der adskilles fra den førnævnte af en bjergkæde i 800 meters højde; Congoflodens dalstrøg i nordøst og et udstrakt sumpområde. Hele det tyndt befolkede, centrale område er dækket af tæt regnskov. 2/3 af befolkningen er koncentreret i syd, langs jernbanen fra Brazzaville til Pointe-Noir. Skovbrug beskæftiger sammen med landbruget 2/3 af befolkningen. Der er rige forekomster af olie, bly, guld, zink, kobber og diamanter. Miljøet forringes betragteligt af den ukontrollerede vækst i byerne, ophobningen af affald, den mangelfulde kloakering, spredning af smittefarlige sygdomme, forureningen, afskovningen og udryddelse af faunaen. Oprindeligt var landet beboet af pygmæer og buskmænd, men i det 16. århundrede blev det nuværende Congo tilholdssted for bantukongedømmerne Luango og Kacongo, tætte allierede med regionens stormagt Manicongo. Det lykkedes at undgå de portugisiske koloniseringsbestræbelser, og disse kongedømmer deltog igennem 3 århundreder i slavehandelen som mellemhandlere og leverandører til franskmændene og englænderne; en aktivitet, der senere blev overtaget af bateke-kongedømmet Anzico. Congo eller Kongo har flere betydninger: Congofloden – en flod i Afrika Demokratiske Republik Congo – et selvstændigt land i Afrika Republikken Congo – et selvstændigt land i Afrika Kikongo – et sprog Kongo-folket – et folk, også kaldet Bakongo Kongo-riget – et storrige i middelalderens Afrika Congo – en bog af Michael Crichton Congo – en filmatisering af Crichtons bog Congo – en abe, der lærte at male. TIDSLINJE:1880 - Franske tropper under ledelse af Savorgnan de Brazza indledte den blodige kolonisering af landet. 2/3 af den oprindelige befolkning blev udryddet i den første fjerdedel af århundredet. 1944 - Brazzaville var vært for et møde de Frie Franske Styrker og repræsentanter af Frankrig's afrikanske kolonier. Brazzaville Deklarationen skulle redefinere forholdet mellem Frankrig og dets afrikanske kolonier efter Anden Verdenskrig. 1960 - Som indledning til "afkoloniseringen" promoverede franskmændene munken Fulbert Youlou, der, som leder af Den demokratiske Union til Forsvaret af Afrikanernes Interesser, blev det uafhængige Congos første præsident. 1963 - De folkelige organisationer accepterede aldrig Fulbert Youlous neokolonistiske politik, og protesterne mod korruptionen og overgrebene mod fagforbundene eksploderede i en folkelig opstand, de såkaldte "tre gyldne dage", fra den 13. til den 15. august 1963. 1969 - 1. januar. Krigen forårsaget af uoverensstemmelser mellem Revolutionsbevægelsen og landets hær, der var trænet og bevæbnet af franskmændene førte den til Massemba Débats tilbagetræden. Han afløstes af den unge major Marien N'Gouabi, der repræsenterede hærens venstrefløj. 1977 - 18. marts. N'Gouabi blev myrdet af en gruppe af sammensvorne, under ledelse af den tidligere præsident Massemba Débat. Det lykkedes imidlertid ikke kupmagerne at tage magten, og Massemba Débat blev henrettet. 1978 - Under den nye præsident, oberst Joachim Yombi Opango, ændredes den officielle, asketiske politiske linie. Efter anklager om korruption og magtmisbrug blev han tvunget til at trække sig tilbage den 6. februar 1979. Han afløstes af Denis Sassou N'Guesso. Han iværksatte en moral-kampagne inden for den offentlige sektor og gennemførte administrative og ministerielle reformer. 1982 - Congos økonomi forbedredes - til dels pga. olieeksporten, der financierede 49,44% af de offentlige udgifter. 1988 - Olien blev udvundet i samarbejde med franske, nordamerikanske og italienske virksomheder og tilsammen eksporterede man omkring 8 millioner tons råolie. Præsident N'Guesso anlagde en pragmatisk politisk linie i forhold til udlandet; man opretholdt økonomiske forbindelser med både Østeuropa, USA og Frankrig. Congo spillede en hovedrolle i forhandlingerne mellem Angola, Sydafrika og Cuba, og aftalen der undertegnedes den 13. december 1988 i Brazzaville muliggjorde Namibias selvstændighed. 1991 - I juli overtog André Milongo posten som premierminister, indtil afholdelsen af præsidentvalget kunne finde sted. Denne beslutning førte til gadeoptøjer og man enedes om at danne en overgangsregering med deltagelse af hæren. 1993 - Ved det fremskyndede valg i maj måned opnåede regeringspartiet 62 pladser mod oppositionens 49. Oppositionen anklagede regeringen for valgsvindel, og nye sammenstød mellem demonstranter og soldater efterlod 6 døde. Lissouba udnævnte den pensionerede militærmand Jaques Yhombi-Opango til ny premierminister, hvilket fik oppositionen til at danne et "skyggekabinet" under ledelse af Bernard Kolelas. 1993 - Nye uroligheder i juli og december førte til drabene på 80 mennesker. På den anden side fortsatte regeringen kursen mod en bankerot og betalte kun de offentligt ansatte 7 af 12 månedslønninger. 1994 - I januar greb hæren til anvendelsen af artilleri for at forsvare sig mod de bevæbnede oppositionsgrupper. Optøjerne kostede flere end 100 mennesker livet. En aftale mellem oppositionen og regeringen, indgået i midten af marts, dannede rammen om en våbenhvile. 1994 - I juli, var valget af Kolelas til borgmester i Brazzaville medvirkende til at dæmpe gemytterne og man gennemførte den efterfølgende måned en offentlig "forbrødringsceremoni". 1995 - Året blev præget af forsøget på at finde en permanent aftale, der skulle sikre afvæbningen af de regeringsfjendtlige byguerillaer og eventuelt forsøge at få dem integreret i den nationale hær. Den 19. februar indledtes en generalstrejke med kravet om udbetaling af de tilbageholdte lønninger. Den 10. marts nåede man frem til en løsning, men planen afvistes af de offentligt ansatte, fordi det varslede en reduktion i lønningerne mod en tilsvarende nedsættelse af arbejdstiden. 1997 - Juni. De første kampe brød ud, da myndighederne forsøgte at afvæbne og arrestere Denis Sassou N'Guesso og nogle af hans tilhængere. Efter 4 måneders borgerkrig afsatte oprørsstyrkerne præsident Lissouba, med støtte fra angolesiske tropper. I mange tilfælde førte kampene til plyndringstogter mod den lokale befolkning. N'Guesso dannede en ny regering i Brazzaville og gik straks i gang med at nedkæmpe oprøret anført af Kolelas. 1998 - I løbet af året forstærkede N'Guesso sin hær med våben købt fra den russiske mafia og udnævnte israelske officerer til at lede sin personlige sikkerhedsgarde. 1999 - 16. november. Våbenhvile undertegnedes mellem N'Guesso og rebellerne. Denne aftale blev yderligere forlænget den 29. december efter mægling fra Gabons præsident, Omar Bongo. 2000 - I overensstemmelse med aftalen løslod N'Guesso fanger og i januar måned blev tusinder af rebeller afvæbnet. 2000 - I februar bekræftede Kolelas sin anerkendelse af N'Guesso som præsident. 2001 - I december blev der konstateret 11 tilfælde af infektion med den meget farlige Ebola virus, trods omfattende sanitær kontrol ved grænseovergangene. Man mener, at det var en smittet kvinde, der kom over grænsen fra Gabon. Sundhedsvæsenet fik isoleret i alt 94 personer, som havde været i kontakt med de smittede. 2002 - I starten af januar måned blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt der var udbrudt akut hæmoragisk feber i Republikken Congo, og et internationalt undersøgelseshold blev sendt til Mbomo distriktet med henblik på at be- eller afkræfte mistanken. 2002 - I december blev der observeret en øget dødelighed blandt gorillaer og chimpanser i Mbomo distriktet i Republikken Congo. Prøver fra disse dyr viste, at det drejede sig om infektion med ebola virus, et af de virus, der kan give hæmoragisk blødningsfeber hos mennesker. 2003-04 - FN fortsatte sine nødhjælpsprogrammer, koncentreret omkring flygtningelejrene, og begrænsning af AIDS epidemien og fattigdommen. Nye tilfælde af ebola kostede 136 mennesker livet. 2003 - 17. februar. Ebola blev verificeret i fem prøver taget fra patienter fra Kellé, hvorfra langt de fleste patienter i udbruddet kommer. 2005 - I april oplyste regeringen, at en gruppe officerer der var blevet arresteret i januar for tyveri af våben, havde været i gang med forberedelse af et statskup. Efter 8 år i eksil vendte Kolelas i oktober 2005 tilbage til Congo for at deltage i begravelsen af sin kone. Den tidligere premierminister der var dømt til døden for krigsforbrydelser fik i november amnesti. 2005 - 26. December. Flere tusinde mennesker mistede deres hjem, efter at kraftigt regnvejr har udløst jordskred og forårsaget oversvømmelser i Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo. Det sagde lokale embedsmænd mandag. Der var rapporter om, at en dreng var omkommet under oversvømmelserne, der specielt har været hård ved de tæt befolkede fattige kvarterer i byens nordlige distrikter. I Maman Mbouale-distriktet, hvor der ulovligt er opført huse, blev mange huse skyllet væk af jordskred. Nogle indbyggere var spærret inde i deres huse i adskillige timer, inden de kom ud med hjælp fra redningshold. I Mpila, en anden del af Brazaville, steg flodvandet med op til fire meter, og her overlevede indbyggere kun ved at begive sig op på hustage. (/ritzau/Reuters) 2006 - I januar blev Congo formandsland for den Afrikanske Union. 2006 - Guerillabevægelsen den Nationale komite for Modstand, der havde deltaget i flere borgerkrige i 1998-2002 besluttede at gå ind i det politiske liv under navnet det Republikanske Nationalråd. Lederen af det nye parti, Frédéric Bintsangou erklærede at han støttede planerne om afvæbning i hele landet. 2008 - 30. Juli. Greenpeace afslører, hvordan landene ved Congofloden drænes for ressourcer gennem eksport af tømmer. Den multinationale tømmer-gigant Danzer Group, en af de største aktører i Congo-områdets tømmerindustri, fører profit ud af Afrika og ind på udenlandske bankkonti, viser interne dokumenter fra virksomheden. Dermed bliver DRC (Den Demokratiske Republik Congo) og nabostaten Republikken Congo snydt for væsentlige skatteindtægter. Download pdf her. 2008 - 6. August. En gruppe gorillaer har overlevet i den nordlige del af republikken Congo - så mange, at miljøaktivister kan fordoble deres skøn over den samlede bestand af dyret. Det oplyste miljøorganisationen Wildlife Conservation Society. En ny optælling afslørede flere end 125.000 vestlige lavlandsgorillaer i et område på 47.000 kvadratkilometer i det centralafrikanske land, oplyser organisationen. Skøn fra 1980'erne pegede på, at færre end 100.000 eksemplarer af den store abe havde overlevet, og mange eksperter mente, at dette tal siden var blevet halveret på grund af sygdom og jagt. - "De nye optællinger viser, at den nordlige del af republikken Congo er hjemsted for størstedelen af gorillaerne, siger Steven Sanderson", formand for Wildlife Conservation Society. - "Det viser også, at naturbeskyttelsen i republikken Congo virker. Denne opdagelse er et opråb til verden om, at vi kan beskytte de sårbare og truede dyrearter, hvad enten der er tale om gorillaer i Afrika, tigre i Indien eller lemurer på Madagascar", siger Sanderson videre.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 15:31:33 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 15:31:33 GMT 1
GabonNation: GABON Areal(km²): 267.667 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 1.233.353 Befolkningstæthed (pr. km²): 4,6 Hovedstad: Libreville Gabon er et land i det vestlige Centralafrika. Landet har kystlinje mod Guineabugten og grænser til Ækvatorialguinea mod nordvest, Cameroun mod nord og Republikken Congo mod øst og syd. Landets hovedstad hedder Libreville. Gabon er et relativt lille land i afrikansk sammenhæng og landet ligger centralt placeret, lige under Ækvator. Skønt landets areal er på 268.000 km² og dermed seks gange så stort som Danmark, så er landet meget tyndt befolket med en samlet befolkning på mindre end 1½ million mennesker. Det er uvist, hvem de første beboere i Gabon var, men de har efterladt sig spor af stenalderværktøj. Omkring 1100 f.Kr. kom pygmæerne til Gabon. Over de næste århundreder kom forskellige bantustammer til området, deres efterkommere lever stadigvæk i Gabon. Landet var oprindelig tyndt befolket af pygmæjægere, men tog fra det 16. århundrede imod en betydelig indvandring af bantu-folk, der talte sproget myene. De blev senere fulgt af andre folk. I dag består omkring halvdelen af befolkningen af bantuer fordelt på 40 etniske grupper - bl.a. galoaer, nkomier og irunguer. Omkring en tredjedel af befolkningen tilhører fang og kwele folkene - overvejende i landets nordlige del - og i syd er der minoriteter af punuer og nzabier. De første europæere der nåede kysten af det der i dag er Gabon var portugiserne, der ankom i 1472, men det var først i midten af det det 19. århundrede at franskmænd, hollændere og briter oprettede permanente handelsposter, hvorigennem handelen med elfenben, sjældne træsorter og slaver blev formidlet. I 1849 oprettedes byen Libreville, der blev et centrum for frigivne slaver fra andre franske kolonier. Området bød ikke umiddelbart på økonomisk tiltrækkende aktiviteter, så franskmændene brugte det istedet som strategisk base for sine ekspeditioner til det indre af kontinentet. I 1990 blev Bongo presset til at indføre flerpartisystem, men det er efterfølgende lykkedes ham at bevare magten, som han senest genvandt for sjette gang ved præsidentvalget i november 2005 med ca. 80% af stemmerne. Han er dermed den længst regerende præsident i verden. Der er enighed blandt oppositionspartierne om, at regeringen ikke gør en tilstrækkelig indsats for at bekæmpe korruption, og korruptionsspørgsmålet er i stigende grad på den politiske dagsorden, ikke mindst efter at IMF har stillet krav om anti-korruptionslovgivning. Der kan ligeledes spores en stigende folkelig mistillid til regeringen, bl.a. forstærket af den faldende levestandard, som har ført til strejker og social uro. Præsident Bongo har dog fortsat et solidt greb om magten. Gabon hører til blandt de rigeste lande i Afrika – kun tre lande i Afrika syd for Sahara har et højere BNI pr. capita – men en meget skæv indkomstfordeling gør, at halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Dette reflekteres i FN’s Human Development Index for 2006, hvor Gabon ligger på en 119. plads ud af 177 lande. Olie er altafgørende for Gabons økonomi, men den faldende olieproduktion, der skyldes udtømning af reserverne, betyder, at Gabon er ved at sakke agterud. Menneskerettighedssituationen i Gabon lever ikke op til internationale standarder i alle henseender. Der har været flere meldinger om aktioner mod regeringskritiske medier. Der er ligeledes rapporter om, at medlemmer af oppositionen er blevet chikaneret. Ifølge den gabonesiske regering er udbredelsen af hiv/aids i kraftig stigning. Det estimeres, at ca. 8 pct. af befolkningen er smittet af sygdommen. Ligesom andre lande i Central- og Vestafrika er Gabon involveret i handlen med børn, der især kommer fra Nigeria. Børnene der sælges i Nigeria arbejder på plantager, i hjemmene, i prostitutionen, eller sendes ud som gadefejere. TIDSLINJE:1840'erne - Gabon blev et fransk protektorat, da gabonesiske høvdinger underskrev traktater med Frankrig. Det betød, at Gabon slap for slavehandelen, til gengæld fik Frankrig monopol på handel fra Gabon, bl.a. elfenben, sjældne træsorter og med europæernes ankomst også plantager, hvor der blev dyrket kaffe og bomuld. 1960 - 17. august. Gabon blev erklæret for en selvstændig republik med Leon M'ba som landets første præsident. Han var præsident indtil sin død i 1967. 1963 - 25. december - UFO MYTE. I Libreville ser en fisker et fartøj lande, og et faretruende væsen dukker op. Det havde menneskelignende træk, og talte med lyde som han ikke forstod. Væsenet efterlod spor i sandet, og gik tilbage til sit fartøj igen og fløj bort. (Fra Jacques Vallée "Magobnia UFO landings database 592) 1967 - Da M'ba døde blev han efterfulgt af sin forsvarsminister Omar Bongo, der trofast fortsatte M'bas politiske linie. Udover at sikre franskmændenes interesser udvikledes landet efter nordamerikanske inspiration til et "subimperialistisk" centrum. Bongo gjorde sig til Centralafrikas "gendarm", og landet base for aggression mod dets progressive nabolande. 1968 - Fra 1968 til 1990 blev landet regeret som en et-parti stat under præsident Omar Bongo Ondimba. 1977 - I januar måned stillede landet f.eks. fly og våben til rådighed for en gruppe lejesoldater, der gennemførte et mislykket angreb på Folkerepublikken Benin. 1979 - Bongo blev genvalgt som præsident dette år og senere i 1986 med 99% af stemmerne - i valg hvor han var eneste opstillede kandidat. 1980'erne - Svindel med statens midler og beskyldninger om korruption mod regeringen førte i de første år af 80'erne til voldelige folkelige protester. Oprøret rakte helt ind i politiets rækker. I 1982 gennemførte det en demonstration med krav om lønforhøjelser og tilbagetrækning af de franske rådgivere fra landet. Protestaktionerne blev brutalt slået ned af landets efterretningstjeneste, der officielt går under navnet "Dokumentationscentralen". 1982 - Regeringen slog ligeledes til mod Bevægelsen for National Fornyelsen (MORENA), der bestod af intellektuelle, studerende og nationalistiske politikere. Bevægelsen blev anklaget i oktober måned for at have stjålet 30 tons våben, da attentaterne mod Bongo familiens ejendomme og de franske militærinstallationer tog fart. Mindst 28 ledende medlemmer af MORENA blev idømt 15 års fængsel. Det franske socialistparti kritiserede dommene, hvilket skabte et spændt forhold mellem Bongo og den franske præsident Mitterrand. 1984 - Episoden i 1982, hindrede dog ikke, at Bongo i marts måned besøgte Frankrig. Præsidentens besøg i det franske Elysee palæ udløste lige så mange protester, som den franske beslutning om at bygge et atomkraftværk i Gabon. 1990 - I maj måned blev formanden for Gabons Fremskridtsparti, Joseph Redjambe myrdet på et hotel i Libreville. Han var en af oppositionens centrale lederskikkelser, og mordet udløste en voldsom reaktion mod regeringen. Hele Port-Gentil regionen var i 10 dage i oprørstilstand, Paris måtte evakuere 5.000 franskmænd fra området og regeringen måtte sætte præsidentgarden ind for at genoprette ordenen. Ifølge oplysninger bekræftet af Amnesty International kostede oprøret 6 livet og 100 blev såret. 1990 - Alle landets politiske og sociale sektorer mødtes i juni til en national konference, hvor det blev besluttet at afholde frie præsidentvalg. Konferencen var en sejr for oppositionen. Det lykkedes den at tvinge præsidenten til et kompromis om gennemførelse af flerpartivalg, men Bongo opnåede også en sejr, da det lykkedes ham at fremskynde valget fra 1992 - som oppositionen havde ønsket - til slutningen af 1990. På den måde kunne han betjene sig af hele det apparat, han havde opbygget gennem sine 20 år ved magten, mens oppositionen der gennem årtier var blevet undertrykt havde dårlig tid til at organisere sig. Resultatet var derfor også, at oppositionen gik splittet til valg. 1990 - Ved valget i september fik Bongos parti, Gabons Demokratiske Parti (PDG), flertal i Nationalforsamlingen. 1991 - Marts måned blev landets nye forfatning formelt vedtaget, og med den havde landet formelt fået et flerpartisystem.Gennem året blev landet ramt af række yderligere politiske og sociale uroligheder.Den stabiliseringspolitik der siden september 1990 var blevet gennemført - udfra retningslinier fra IMF - havde ikke givet resultater, og skabte fortsat ikke de store forventninger i befolkningen. 1992 - I oktober erklærede Gabon bl.a., at det ville udvise 10.000 nigerianere, der opholdt sig i landet "på irregulær vis". 1993 - I december blev der afholdt præsidentvalg, som Bongo endnu engang vandt, trods kritik fra oppositionen af uregelmæssigheder. 1994 - I februar udbrød der nye uroligheder, der blev slået ned og kostede 30 menneskeliv. 1996 - Ved valget til Nationalforsamlingen i december fik Bongos parti PDG 47 ud af de 55 pladser. Til gengæld vandt oppositionens leder, Paul Mba-Abessole kommunalvalget og blev borgmester i hovedstaden Libreville. 1997 - Den gennemsnitlige levetid dette år var kun 55 år, 37% af befolkningen var analfabeter og børnedødeligheden lå på 87 %. 1998 - I begyndelsen af året bad hovedstadens borgmester, Mba-AbessoleFN om at overvåge det planlagte præsidentvalg samme år for at "hindre det uretmæssige genvalg af Omar Bongo". Præsidenten vandt som ventet over Mba-Abessole og hans allierede Pierre-Andre Kombila. 1999 - Præsidenten udnævnte Jean-François Ntoutoume Emane til posten som premierminister fra januar måned. Myndighederne bad om humanitær bistand fra FN pga. den stadige strøm af flygtninge ind i landet. I oktober 1999 vurderede FN, at der fandtes 10.000 flygtninge i landet. 2000 - I juli stødte et fragtskib fra Grækenland og et fra Frankrig sammen i Gabons territorialfarvand sammen, og 400 tons olie løb ud i havet. Bongo anmodede om international hjælp for at dække omkostningerne ved oprensningen, der løb op i 1,5 mio. US$. 2002 - I marts blev det opgjort, at 60% af dødsfaldene i den nordlige del af landet skyldes ebola epidemien. Mekambo regionen og grænseområdet mod Congo er de mest berørte zoner. 2003 - Den 6. maj kunne sundhedsminister Faustin Boukoubi bekendtgøre, at ebola epidemien var ovre. 2003 - Sikkerhedsstyrker ødelagde den 24. juli 4 fiskerlandsbyer nær Libreville, og efterlod flere hundrede familier uden tag over hovedet. Ifølge regeringen blev landsbyerne anvendt af narkohandlere som operationsbase, og ødelæggelsen var led i kampen mod narkotika. 2003 - I juli gennemførte regeringen en ændring af forfatningen, som gjorde det muligt for Bongo at stille op til præsidentvalget så mange gange han lystede. Bongo hvis mandat udløb i 2005 efter 36 år ved magten blev skarpt kritiseret af oppositionens leder, Pierre Mamboundou, der erklærede at forfatningsændringen kunne gøre det muligt for præsidenten at bevare magten på livstid. Mamboundou opfordrede det internationale samfund til at gribe ind, for "forfatningsændringen bliver alene gennemført for at Bongo kan forblive på magten, og verden må reagere på de problemer lander oplever". Siden bongo første gang blev indsat som præsident er forfatningen blevet ændret 16 gange. 2004 - I september blev landets olieindustri kraftig styrket pga. opdagelsen af nye olieforekomster og stigende produktion. Shell Gabón opdagede nye kilder og Vaalco Energy offentliggjorde en øgning af produktionen. Der var tale om en radikal forandring ifht. de foregående års negative tal. Baggrunden fandt sted efter at en række - især nordamerikanske - firmaer øgede deres efterforskning i Gabon som led i Washingtons strategi for at sikre mindst 25% af USA's olieimport fra Afrika i det næste årti. Den øgede efterforskning blev kraftig støttet af Bongos regering. 2005 - Ved præsidentvalget i november blev Bongo genvalgt med 79,18% af stemmerne - langt foran hans modkandidater. Den 69-årige Bongo indtog første gang posten som statschef i 1967 og er dermed den afrikanske statschef, der har siddet længst på posten. Hans vigtigste modkandidat Pierre Mamboundou fik 13,61% af stemmerne og tidligere regeringsminister Zacharie Myboto fik 6,58%. Begge karakteriserede valget som "præget af svindel". 2006 - Landets nye premierminister, Jean Eyeghé Ndong offentliggjorde i januar sin ministerliste med 49 ministre - deraf 12 kvinder. 2006 - Regeringerne i Gabon og Ækvatorial Guinea blev i februar enige om at indlede forhandlinger om en række små øer i Guinea golfen, som muligvis har olie i undergrunden. 2007 - Den høje oliepris og en betydelig øgning i udvindingen af olie gav øgede olieindtægter og førte til at regeringen i juli tog beslutning om at afdrage sin udenlandsgæld på 2,3 mia. US$ med Parisklubben. Gabon har nu det højeste humane udviklingsindeks (HDI) i Afrika syd for Sahara. 2007 - Regeringen besluttede i oktober at afskaffe dødsstraffen, der på det tidspunkt ikke havde været taget i anvendelse i 10 år. 2009 - næste præsidentvalg for-ventes afholdt i 2012.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 15:50:51 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 15:50:51 GMT 1
São Tomé og PrincipeNation: SÃO TOMÉ og PRINCIPE Areal(km²): 1001 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 170.372 Befolkningstæthed (pr. km²): 170,2 Hovedstad: São Tomé Sao Tome og Principe (República Democrática de São Tomé e Príncipe) er en østat i Atlanterhavet ud for Gabon. Østaten var portugisisk koloni fra 1522-1975. Sao Tome er blevet opkaldt efter Saint Thomas (Apostlen Thomas, Judas Thomas eller Didymos - der også gav navn til den nytestamentlige apokryf Thomas-evangeliet, der siges at være forfattet af ham) af portugiserne, der ankom til øen på hans højtids dag. De tropiske øer er af vulkansk oprindelse. De ligger 140 km fra hinanden, 250 og 225 km fra Gabon's kyst. Begge er dele af udslukkede bjergvulkaner, hvilket inkluderer øen Bioko i Ækvatorisk Guinea nordpå og Mount Camaroon på den afrikanske vestkyst. Sao Tome er 50 km lang og 32 km bred, og er den mest bjergrige (højde: 2,024 m) af de to øer. Principe er 30 km lang, og 6 km bred. Øerne var ubeboede før portugiserne ankom mellem 1469 og 1471. i løbet af disse tre år udforskede portugisiske opdagelsesrejsende øerne og besluttede at de ville være en god base for handel med fastlandet. Som en af de første kolonier i det portugisiske imperium har øerne São Tomé, Príncipe og de nærliggende småøer haft en rædselsfuld historie, der stadig berører mange afrikanere dybt, når de mindes slavehandelen, der strakte sig helt frem til midten af det 19. århundrede. Deres naturlige havne blev af portugiserne i det 15. århundrede omdannet til "forsyningsstationer for slaveskibene". Hollandske, spanske, franske, britiske og portugisiske skibe købte der slaver, der blev hentet fra kontinentet, for at fragte dem videre til kolonierne på det amerikanske kontinent. Nogle slaver blev på øerne, hvor de blev inddraget i den første afrikanske produktion af sukkerrør. Det kom hurtigt til slaveoprør på øerne. Det første blev anført af Yoan Gato, men slog fejl. Senere gennemførte slaven Amador et oprør, der nåede at bringe to-tredjedele af øen under kontrol, og gav ham mulighed for at udråbe sig selv til konge. Oprørene blev kort tid senere besejret og søgte efter at have afbrændt plantagerne tilflugt i hemmelige oprørslandsbyer i regnskoven. De plantageejere der fortsatte til Brasilien med deres slaver tog på denne måde oprørets frø med, og slaveoprørene kom hurtigt til udvikling på det amerikanske kontinent, hvor nogle som det i slaveriget Palmares modstod kolonimagten i mere end et århundrede. I dag bor der på Sao Tome omkring 137,500 mennesker, og 6000 på Principe. Alle på øen stammer fra efterkommer af forskellige etniske grupper der har emigreret til øerne siden 1485. TIDSLINJE:1469-72 - Øerne blev opdaget af João de Santarém og Pedro Escobar og havde hans navn indtil det 20. åhundrede. Sao Tome menes at være opdaget den 21. december 1471 (St. Thomas's Day), og den 17. januar 1472 (St. Anthony's Day) for Principe, men årstallene er man uenige om. 1493 - Den første succesfulde bosættelse på São Tomé blev etableret af Álvaro Caminha, der modtog det bosatte land fra kronen. Príncipe blev bosat i 1500 under en lignende aftale. At tiltrække bosættere viste sig dog vanskeligt og de fleste af de tidlige bosættere var ”uønskede” send fra Portugal, for det meste jøder. Over tid opdagede disse bosættere at regionens rige vulkanske jord var egnet til landbrug, isæt til at gro sukker. 1500 - Principe blev bosat under lignende omstændigheder som Sao Tome. Det var flest jøder der flyttede til øerne, hvor de hurtigt opdagede de gunstige betingelser for agrikultur - specielt dyrkelsen af sukker. 1800-tallet - I begyndelsen af århundredet blev de nye værdiafgrøder kaffe og kakao introduceret. Den rige vukanske jord var også velegnet til dette og snart optog store plantager (roças) ejet af portugisiske virksomheder eller fraværende herremænd næsten al den gode jord. 1900-tallet - I starten af århundredet fik en sag om at angolanske kontraktarbejdere blev udsat for tvangsarbejde og utilfredsstillende arbejdsforhold, international opmærksomhed. Sporadiske arbejderuroligheder og utilfredshed fortsatte et godt stykke ind i 1900-tallet og kulminerede i uroligheder, og under Antonio Oliveira Salazar og Marcelo Caetanos kolonial-fascisme var undertrykkelsen benhård, i februar i 1953 i "Batepá massakren", hvor over 1000 afrikanske arbejdere blev dræbt i et opgør med de portugisiske herskere. Begivenheden vedbliver at være en vigtig begivenhed i den koloniale historie for øerne og årsdagen markeres af regeringen. 1908 - São Tomé var blevet den vigtigste producent af kakao, som stadig er landets vigtigste afgrøde. 1969 - Massakren gjorde det klart for befolkningen, at det var nødvendigt at organisere sig, og derfor dannedes Bevægelsen til befrielse af São Tomé & Príncipe (MLSTP), hvis to primære mål var selvstændighed og jordreform. 1990 - São Tomé blev et af de første afrikanske lande der gennemgik en demokratisk reform og ændringer i forfatningen, der bl.a. indeholdt tilladelse til oppositionspartier. Dette ledte til valg året efter, der var ikke-voldelige, frie og gennemsigtige. Miguel Trovoada, en tidligere premierminister, der havde været i eksil siden 1986, vendte tilbage som en uafhængig kandidat og blev valgt til præsident. 1995 - Øen Príncipe fik den 29. april selvstyre og dannede en lokalregering med 5 medlemmer. 1996 - Miguel Trovoada blev genvalgt som præsident i juli, og i november foreslog han Raul Bragança Neto udnævnt til ny premierminister. 1996 - Nationalforsamlingen gav i september premierminister Armindo Vaz D'Almeida et mistillidsvotum for "dårlig ledelse, ineffektivitet, uansvarlighed og korruption». Han havde beklædt posten siden 31. december året i forvejen. 2001 - I juli vandt den velhavende kakoeksportør Fradique de Menezes præsidentvalget med 56,31% af stemmerne, men ved parlamentsvalget året efter vandt MLSTP et komfortabelt flertal i Nationalforsamlingen. 2003 - Mens Menezes i juli måned besøgte Nigeria, gennemførte militæret et kup, arresterede de vigtigste regeringspolitikere og indsatte en "junta til frelse af nationen". 9 dage senere accepterede kuplederne kravene fra de internationale mæglere og overgav atter magten til præsidenten. I aftalen indgik amnesti til kupmagerne, indsættelsen af en ny regering og gennemførelsen af nyvalg, fordi de mente at der var for meget korruption og at kommende olieindtægter ikke vil blive fordelt retfærdigt. Der blev indgået en aftale og præsident de Menezes vendte tilbage. Han indledte i september en fuldstændig udrensning indenfor de væbnede styrker og kritiserede åbent hæren for ikke at have beskyttet demokratiet under statskuppet. 2005 - I maj måned blev der registreret 131 tilfælde af kolera. En epidemi der gav UNICEF alvorlig bekymring eftersom den truede 80% af befolkningen. Sygdommen spredes gennem vand eller forurenede fødevarer, og spredningen foregår let i en befolkning, hvor kun 20% har adgang til rindende vand og kun 9% har adgang til toiletter. 2006 - 30. Juli. Præsidentvalget, sikrede Fradique de Menezes en nem sejr for den anden 5-årige periode, hvor han slog de to andre kandidater Patrice Trovoado (søn af tidligere præsident Miguel Trovoado) og den uafhængige Nilo Guimäres. 2007 - I slutningen af maj oplyste nordamerikanske og nigerianske olieselskaber, at de havde fundet olie og naturgas i den fælles zone, og ville åbne de 8 første udvindingspladser.Landet indgik en aftale med Angola - Afrikas næststørste producent af olie - om samarbejde om olieudvinding. Ligeledes i maj oplyste Parisklubben, at den eftergav 100% af landets udlandsgæld med denne gruppe - næsten 24 mio. US$. 2007 - November. Præsident de Menezes fyrede og erstattede adskillige ministre i hans regering som følge af offentlig kritik på grund af økonomiske tilstande og regeringens behandling af mytterier af anderledes tænkende politibetjente. Skiftet fandt sted uden dramatik. 2008 - Februar. Under endnu en regeringsomvæltning, udnævnte præsidenten Patrice Trovoada som statsminister. 2008 - 20. Maj. Regeringen kollapsede efter et tabt parlementsvalg. Bevægelsen til befrielse af São Tomé & Príncipe -Social Democratic Party (MLSTP-PSD), med støtte fra Oppositionspartiet Demokratisk Konvergens(PCD), påstod at statsminister Trovoada ikke havde overholdt den reform som han havde lovet da han blev ansat i regeringen. Joachim Rafael Branco blev den nye statsminister i Juni 2008.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 16:11:20 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 16:11:20 GMT 1
TchadNation: TCHAD Areal(km²): 1.284.000 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 8.997.237 Befolkningstæthed (pr. km²): 7,0 Hovedstad: N'Djamena Tchad/Chad er en indlandsstat i Centralafrika. Landet grænser op til Libyen mod nord, Sudan mod øst, Centralafrikanske Republik mod syd, Cameroun og Nigeria mod sydvest, og Niger mod vest. Den nordlige del af Tchad ligger i Sahara-ørkenen. Tchad inddeles i tre større geografiske regioner: en ørkenzone i nord, et tørt sahelbælte i midten og en mere frugtbar savanne mod syd. Landet er opkaldt efter Tchad-søen, som er det største vådområde i Tchad og det næststørste i Afrika. Tchads højeste bjerg er Emi Koussi, en inaktiv vulkan i Tibesti, er med sine 3.414 meter over havet det højeste punkt i Tchad og i Sahara, og den største by er hovedstaden N'Djamena. Tchad er beboet af over 200 forskellige etniske og sproglige grupper. De officielle sprog er fransk og arabisk og islam er den mest udbredte religion i landet. I begyndelsen af det syvende årtusind f.Kr. flyttede store grupper af mennesker ind i Tchad-sænkningen. I slutningen af det første årtusind f.Kr. kom og faldt en række stater og imperier i Tchads sahelbælte, hvor alle fokuserede på kontrol over de transsahariske handelsruter, som passerede gennem regionen. Nogle af de vigtigste arkæologiske fundsteder i Afrika findes i Tchad, først og fremmest i Borkou-Ennedi-Tibesti-regionen. Nogle af fundstederne er fra før 2000 f.Kr. Tchad-sænkningen har i over 2000 år været et landbrugssamfund med faste bosættelser. Området blev mødested for forskellige civilisationer, hvor den første af disse var den legendariske Sao, kendt gennem kunstgenstande og mundtlige overleveringer. Saoerne var en afrikansk civilisation, som levede nær floden Chari syd for Tchad-søen i territoriet, som senere blev en del af Cameroun og Tchad. I de senere år har Darfur-konflikten spredt sig over grænsen fra Sudan og destabiliseret landet. Etnisk motiveret vold er de seneste år øget i det østlige Tchad, og FN's Flygtningehøjkommissariat har udtrykt bekymring for, at et folkedrab som det i Darfur kan bryde ud i Tchad. Der er mange aktive politiske partier i Tchad, men magten ligger fast i hænderne på præsident Déby og hans parti Mouvement patriotique du Salut. Tchad er fortsat ramt af politisk motiveret vold og stadige forsøg på statskup. Det er et af de fattigste og mest korrupte lande i Afrika. De fleste tchadere lever i fattigdom og driver landbrug og husdyrhold til eget brug. Den traditionelle bomuldsindustri var landets fremmeste kilde til eksportindtægter frem til 2003, da råolie tog over. TIDSLINJE:ca. 700 - 1376 - Kanem-riget var et førkolonialistisk afrikansk rige bestående omtrentlig af dagens Tchad og Libyen. Ved højden af sit vælde bestod det af et område som ikke bare dækkede mesteparten af Tchad, men også dele af det sydlige Libyen og østlige Niger. Kanem-rigets historie fra 1200'erne og fremover er hovedsageligt kendt fra Girgam-krøniken som blev genopdaget i 1851 af den tyske opdagelsesrejsende Heinrich Barth (16. februar 1821 - 25. november 1865), der var en tysk opdagelsesrejsende og Afrika-forsker. Han deltog 1849-1855 i en britisk ekspedition gennem Sahara til det vestlige Sudan og som den eneste overlevende leder nåede han tilbage til Tripoli i 1855. Turen havde strakt sig over 20.000 km og givet forøget viden om Sahara, Sudan og Benueflodens øvre løb. Barth udgav i 1858 "Reisen und Entdeckungen in Nord- und Zentralafrika". 1891 - Frankrig invaderede Tchad, og udvidelsen af den franske kolonimagt førte til at Territoire Militaire des Pays et Protectorats du Tchad blev dannet i 1900. 1920 - Frankrig havde sikret sig fuld kontrol over det område, som blev kolonien. Det franske styre i Tchad var kendetegnet af en politik, som var fraværende i forhold til forening af området, og af langsom modernisering. 1929 - Frankrig indførte storskala bomuldsproduktion. Kolonialadministrationen i Tchad var kritisk underbemandet, og måtte belave sig på brug af mindre attraktive arbejdere fra den franske statsadministration. Den franske tilstedeværelse var minimal i den nordlige og østlige del af kolonien, kun i syd blev der udøvet et effektivt styre, en negligering, som ramte uddannelsessystemet. 1960 - Under ledelse af François Tombalbaye blev Tchad selvstændig, men hans politik vakte misfornøjelse i den muslimske norddel af landet, hvilket kulminerede i udbruddet af en langvarig borgerkrig i 1965. 1975 - Tombalaye blev styrtet og dræbt, men oprøret fortsatte. 1979 - Oprørerne erobrede hovedstaden og gjorde en ende på hegemoniet fra syd. Rebellernes ledere kom imidlertid i indbyrdes strid indtil Hissène Habré besejrede sine rivaler. 1987 - Væbnede grupper, hvoraf mange fra den nordlige del af landet, kæmpede om magten. Opløsningen i Tchads styre førte til at Frankrigs stilling i landet kollapsede. Libyen invaderede Tchad for at fylde det magtvakuum, der var opstået, og blev involveret i borgerkrigen. Invasionen endte katastrofalt for Libyen, da den franskstøttede præsident Hissène Habré, med et forenet Tchad i ryggen, drev Libyens hær ud af Tchad. Habré konsoliderede sit diktatur gennem et magtsystem baseret på korruption og vold, og anslået 40.000 mennesker blev dræbt under hans styre. Præsidenten favoriserede sin egen etniske gruppe dazaerne, og diskriminerede zaghawaerne, som var hans tidligere allierede. 1987 - Tchad havde kun 30 km asfalterede veje. Senere projekter har dog forbedret vejnettet så det omfattede 550 km i 2004. Vejnetværket har imidlertid fortsat begrænsninger, og vejene er fortsat ubrugelige flere måneder om året. Fordi landet ikke har eget jernbanenet til havet er Tchad meget afhængig af Camerouns jernbane til Atlanterhavet, for eksport og import af varer til og fra havnen i Douala. N'Djamena har en international lufhavn med direkte ruter til Paris og flere afrikanske byer. 1990 - Hissène Habré blev styrtet af sin general Idriss Déby. Déby forsøgte at forsone oprørsgrupper, og genindførte flerpartisystemet. 1996 - Befolkningen godkendte en ny forfatning ved en folkeafstemning og samme år vandt Déby med lethed et præsidentvalg med flere kandidater. Fem år senere blev han genvalgt for en ny periode på fem år. 1999 - De fransk-tchadiske forbindelser blev imidlertid forringet, da tildelingen af borerettighederne for olie blev tildelt det amerikanske selskab Exxon. 2003 - Tchad begyndte olieudvinding med håb om at landet endeligt skulle kunne opnå fred og velstand. I stedet førte øgede interne modsætninger til udbruddet af en ny borgerkrig. ExxonMobil er leder af et konsortium, der også inkluderer Chevron og Petronas, som har investeret 3,7 milliarder dollar i udvindingen af formodentligt opmod en milliard tønder olie i den sydlige del af landet. 2005 - Transparency Internationals korruptionsindeks for 2005 udpegede Tchad som verdens mest korrupte land. 2005 - menneskerettighedsorganisationer og oppositionspartier støttede en boykot af folkeafstemningen, som gav Déby ret til at stille til genvalg i en tredje periode, et valg som pågik, mens der blev rapporteret om uregelmæssigheder i stemmeregistreringen og regeringsstyret censur af uafhængige medier. Korrespondenter anså præsidentvalget i 2006 som en ren formalitet, da oppositionen anså valget som en farce og boykottede det. 2006 - Déby blev genvalgt i en tredje periode ved et valg, som blev boykottet af oppositionen. 2006 - Oprørere forsøgte at erobre hovedstaden, og igen i 2008, men forsøgene mislykkedes begge gange. 2006 - 14. juli. Verdensbanken og Tchad undertegnede en erklæring, hvor Tchads regering forpligter sig til at øremærke 70% af sit forbrug på programmer for fattigdomsbekæmpelse. 2007 - havde landet ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks en score på 1,8 på en skala fra en til ti (hvor ti er mindst korrupt). Kun Tonga, Usbekistan, Haiti, Irak, Myanmar og Somalia havde en lavere score. Kritikere af præsident Déby har beskyldt ham for diskrimination og favorisering af personer med samme etniske baggrund.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 18:58:16 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 18:58:16 GMT 1
ÆkvatorialguineaNation: ÆKVATORIALGUINEA Areal(km²): 28.051 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 498.144 Befolkningstæthed (pr. km²): 17,8 Hovedstad: Malabo Ækvatorialguinea – et afrikansk land, som tidligere var en spansk koloni, er en republik i Centralafrika med grænser mod Cameroun, Gabon og Biafra-bugten i Atlanterhavet. Det er et af Afrikas mindste lande. Landet er delt op i en fastlands- og en ø-del. Der er tale om Bioko øerne (tidligere Fernando Pó og Macías Nguema) samt Pigalu øerne (tidligere Annobón, Corisco, Elobey Grande og Elobey Chico), på ialt 2.034 km2. Fastlandsdelen ligger ud til Guinea bugten (Río Muni, på 26.017 km2). Øerne har vulkansk oprindelse og rummer meget frugtbare jorder. Río Muni er en kystslette dækket af tropisk regnskov og uden naturlige havne. Der er tale om et af jordens mest fugtige og regnfulde lande, hvilket begrænser afgrødernes art. Landets alvorligste miljøproblem er anvendelsen af øen Pigalu som affaldsdepot for giftigt industriaffald og stærkt radioaktive affaldsstoffer. Menneskerettighedssituationen i Ækvatorial Guinea er stærkt kritisabel. Ækvatorial Guinea har siden 1992 officielt haft flerpartistyre og pressefrihed, men regeringen anvender fortsat repressive love, arrestationer og anklager med henblik på at begrænse den politiske frihed og de demokratiske rettigheder. På trods af de voldsomme stigninger i BNP er der en bred fattigdomskløft i Ækvatorial Guinea, og olierigdommene er således koncentreret på meget få hænder. Landet er præget af udbredt korruption, og IMF og Verdensbanken har kritiseret regeringen for ikke at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer. Ækvatorial Guinea har gennem lang tid haft et anstrengt forhold til sine nabolande på grund af uenigheder om den maritime grænsedragning. Dette skyldes primært formodninger om nye olieforekomster i grænseområderne. En aftale om fastlæggelsen af den maritime grænse blev indgået med Sao Tomé og Principe i 1999, ligesom en aftale blev underskrevet med Nigeria i september 2000. I januar 2004 enedes Ækvatorial Guinea med Gabon om at lade en FN-udpeget forhandler forestå den maritime grænsedragning mellem de to lande i Corisco bugten. Spændingerne fortsætter dog stadig på trods af forhandlingerne. Især USA har presset på for en hurtig løsning på grænsestridighederne, så olieboringerne kan starte. Danmarks eksport til Ækvatorial Guinea udgjorde i 2006 DKK 9,7 mio., mens importen samme år udgjorde DKK 0,3 mio. TIDSLINJE:o. 13-tallet - Omkring det 13. århundrede slog folkene fang og ndowe sig ned i det område, der i dag kendes som Río Muni. De fordrev pygmæ befolkningen (bayele), som der i dag kun findes små grupper af. Fang og ndowe folkene spedte sig også til øerne, der i det 15. århundrede blev betegnet som "tæt befolkede". 1471 - Øen Bioko blev opdaget i 1471 af den portugisiske opdagelsesrejsende Fernando de Poo og blev portugisisk koloni indtil den blev afgivet til Spanien i 1778. 1885 - Fastlandsdelen af landet blev et spansk protektorat i 1885 og en koloni i 1900. 1968 - Ækvatorialguinea blev selvstændigt i 1968 efter 190 år som den spanske koloni, Spansk Guinea. Den nuværende præsident, Mbasogo, har styret landet siden han tog magten gennem et kup i 1979. 1986 - I juni måned optrappede regimet tilbageholdelserne på baggrund af et kupforsøg, i hvilket vicepremierministeren, Fructuoso Mba Onana var involveret. 2001 - Præsident Mbasogo afsætter sin egen regering på grund af korruption og "manglende vilje til at respektere flertallet af befolkningen". 2002 - Præsident Obiang har et stærkt greb om de politiske institutioner, pressen og hæren, hvilket betyder, at der ikke er nogen reel opposition. Ved præsidentvalget i 2002 opnåede præsident Obiang officielt 97,1% af stemmerne. Valget var imidlertid præget af alvorlige uregelmæssigheder, hvorfor oppositionen valgte at trække sine kandidater tilbage. Ved parlamentsvalget i 2004 sikrede præsidentens parti, Partido Democratico de Guinea Ecuatorial (PDGE), sig 98 ud af parlamentets 100 sæder. Observatører betragtede forløbet af valget som forbedret i forhold til de tidligere valg, men også parlamentsvalget var præget af alvorlige uregelmæssigheder. Det næste præsidentvalg finder sted i december 2009. 2004 - I marts måned blev et formodet kupforsøg under ledelse af lejesoldater fra fortrinsvis Sydafrika afværget. Mark Thatcher, søn af den tidligere britiske statsminister Margaret Thatcher, blev i 2004 arresteret i Cape Town mistænkt for at have stået bag finansieringen af et planlagt statskup mod Præsident Teodoro Obiang Nguema i hovedstaden. Udover Mark Thatcher blev 69 andre personer arresteret i en række afrikanske byer. Størstedelen af disse var sydafrikanere. Præsident Obiangs specialrådgiver Miguel Mifunoo hævdede blandt andet at Spanien havde støttet kupforsøget mod præsidenten og proklamerede, at Spanien havde sendt 500 marinesoldater til landet for at dræbe præsidenten. Samtidig hævdede han, at den spanske regering støttede modstandsbevægelsen med både penge og våben. En talsmand for regeringen i Madrid benægtede beskyldningerne om, at Spanien havde sendt tropper til landet for at styrte regeringen, og de blev da heller ikke bevist. 2005 - I februar måned udbrød en koleraepidemi, der øjeblikkeligt blev den væsentligste dødsårsag på øen Bioko, hvor også hovedstaden Malabo ligger. 3-5 døde blev dagligt begravet på kirkegården, og en enkelt dag nåede tallet op på 30. Epidemien truede med at brede sig til hele landet - som malariaen - da 80% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. 2006 - En rapport fra Komiteen til beskyttelse af Journalister fra maj måned placerede Ækvatorial Guinea som det afrikanske land med mest omfattende censur. Rapporten påpegede at: "adgangen til kommunikation ligger 100% i hænderne på landets magtelite". I landet eksisterer der kun én privat radio- og TV station, der ejes af præsidentens søn. 2007 - I april måned opfordrede oppositionspartiet Sammenslutningen for socialt Demokrati det internationale samfund til at overvåge kommunal-, parlaments- og præsidentvalgene, der skal gennemføres i 2008-09. Iflg. oppositionspartiet vil Obiang som ved tidligere valg søge at gennemføre offentlig afstemning og hindre internationale observatørers deltagelse. Regeringen har hverken indbudt oppositionen eller internationale organisationer til at deltage i organiseringen af valgene, hvilket betragtes som et tegn på, at valgene vil blive præget af svindel. Læs her om Baka pygmæernes liv.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 19:46:59 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 19:46:59 GMT 1
AlgerietNation: ALGERIET Areal(km²): 2.381.740 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 32.277.942 Befolkningstæthed (pr. km²): 13,6 Hovedstad: Algier Algeriet er et land i det nordlige Afrika, der ligger ud til Middelhavet og grænser op til Tunesien, Libyen, Niger, Mali, Mauretanien, Vestsahara og Marokko. Algier er Algeriets hovedstad og største by. Byen ligger i en bugt ved Middelhavet. Byen har 3 mio. indbyggere, hvilket svarer til 10% af landets befolkning. Algier blev hovedstad i Algeriet efter landets uafhængighed i 1962. Nogle af Algeriets miljøproblemer er jorderosion, udslip af urent kloakvand, vandforurening fra olieraffinaderier samt en mangel på frisk vand. Algeriet har skrevet sig på, men ikke ratificeret FN-aftalen om forbydelse af atomvåben. Al elektricitet produceres ved hjælp af fossile brændstoffer. Landet har verdens femtestørste naturgas-reserver, og er verdens næststørste naturgas-eksportør. Når det gælder olie, har landet verdens 14. største reserver. For at mindske afhængigheden af olie som næringskilde forsøger regeringen at sprede investeringer til andre brancher, men man har løbende problemer med en høj arbejdsløshed og lav levestandard. Det er særligt tre forhold der gjorde, at Algeriet i næsten 30 år fra 1960-90 indtog en speciel plads blandt udviklingslandene: Landets frigørelse fra kolonialismen, en antiimperialistisk udenrigspolitik og en storstilet udviklingsmodel der skulle føre frem til et socialistisk samfund. Men de seneste års udvikling har udsat drømmen på ubestemt tid. Algeriet opnåede selvstændighed i 1962 ved Evian-aftalen efter Algierkrigen. Over 100.000 mennesker er blevet dræbt siden 1991, hvor regeringen aflyste et valg hvor Den Islamiske Frelserfront stod til at vinde. Frelserfronten blev dog opløst året efter. TIDSLINJE:10,000 FVT - Algeriet har været beboet siden Berberne kom til. Berbernes oprindelse er usikker, men de har med stor sandsynlighed udgjort den dominerende befolkningsgruppe i det nordlige Afrika fra omkring 1500 f.v.t. Først med den arabiske indvandring i 12. århundrede blev berberne fortrængt til bjerg- og ørkenområderne. 1000 FVT - kartaginienserne slog sig ned langs kysten i landet. 200 FVT - Den Romerske republik, der var forløberen for Romerriget, indtog Algeriet. 1235-1518 - Zianiderne regerede landet i denne periode og måtte modstå spanske invasioner, der bl.a. resulterede i oprettelsen af støttepunkter som Oran, efter at det kristne Spanien i 1492 afsluttede 7 århundredes muslimsk dominans. 1600-tallet - Sammen med Tunis blev Algeriet i det 16. århundrede en del af det osmanniske imperium. Brødrene Arroudj og Kheireddine smed spanierne bort fra kysten og udstrakte statens herredømme over et omfattende territorium. Flådens styrke gav landet stor respekt, og landets selvstændighed blev bekræftet gennem flere traktater: Med Holland i 1663, Frankrig i 1670, England i 1681 og USA i 1815. 1840 - 115.000 franske soldater invaderede Algeriet og startede dermed en ny erobringskrig. Flere fejlslagne oprørsforsøg blev gennemført mod franskmændene. I den sydlige del af landet fastholdt nomadestammerne imidlertid deres næsten totale selvstændighed og bekæmpede til langt op i det 20. århundrede franskmændenes tilstedeværelse. (Se Vestsahara). Først omkring 1870 var modstanden i den nordlige del af landet knust. 1942 - 10. November. Oran er en by i Algeriet med ca. 700.000 indbyggere (i dag). Byen var underlagt Vichy-regeringen under 2. verdenskrig, men blev erobret af De Allierede under Operation Torch. (se Google Maps) 1945 - Den nationalistiske modstand eksplodere, da festlighederne ved sejren over nazismen udviklede sig til et folkeoprør, der blev voldsomt slået ned: Ifølge den officielle franske rapport blev 45.000 algierere og 108 europæere dræbt. For at dæmme op for oprørets udvikling gav franskmændene en række politiske indrømmelser, hvilket tillod nationalistbevægelsen at grundlægge politiske partier og deltage i de valg, kolonimyndighederne afholdt i 1948 og 51. 1954 - 1. November. For at bevare Algeriet som fransk ødelagde franskmændene i de følgende år 8.000 landsbyer, slog 1 million civile algierere ihjel, gennemførte systematisk tortur og sendte mere end 500.000 franske soldater til landet. (Se Algierkrigen) De højreorienterede franske settlere i Algeriet dannede den frygtede Organisation Armée Secrète (OAS - Den væbnede hemmelige Organisation), der blandede nyfascisme med de franske settleres krav og modstand mod den stadig stigende algierske indflydelse. Den 18. marts 1962 undertegnede den daværende franske præsident Charles de Gaulle endelig Evian aftalen, der indebar våbenhvile og afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse. 1958 - UFO MYTE. I marts måned så legionæren N.G, i Bouahmama inder den Algeriske krig, et enormt rundt objekt der kom dalende ned og stoppede da det var en 35-40 meter over jorden. Det svævede lydløst og stod helt stille i luften. Han mente at objektet var 350 meter bredt. Han følte at han blev påvirket psykisk af objektet. 1962 - Algeriet frigøres fra Frankrig og bliver uafhængigt. 1963 - Ahmed Ben Bella bliver valgt til præsident. 1965 - 19. juni. Col Houari Boumedienne vælter præsident Ben Bella, og han lover at sætte en stopper for korruptionen. Utilfredsheden i borgerskabet og hæren voksede, og en gruppe omkring Boumedienne stillede sig i spidsen for et ublodigt statskup. Ben Bella blev arresteret og sat i langvarig isolationsarrest. Kuppet blev siden kaldt for den "historiske genrejsning" af revolutionen, mens Ben Bella-perioden havde ført revolutionen ind i en blindgyde. Boumediennes magtovertagelse betød imidlertid indrømmelser til borgerskabet omkring nationaliseringen af privatejendom - bl.a. ved at en del nationaliseret ejendom blev givet tilbage til sine tidligere ejere. Hæren havde støttet kuppet, og der opstod nu en alliance mellem jordejerne, hæren og statsapparatet. 1976 - Boumedienne introducerer en ny forfatning og en lovgivende forsamling "The National People's assembly" , der bygger på socialisme og partiet National Liberation Front (FLN) som det eneste politiske parti. Islam bliver anerkendt som statsreligion. 1976 - December. Boumedienne bliver valgt som præsident og er med til at lancere et hurtigt industrialiseringsprogram. 1978 - Boumedienne dør og bliver erstattet af Col Chadli Bendjedid. 1986 - Stigende inflation og arbejdsløshed. Voldsomt fald i olie- og gaspriser forårsager en bølge af strejker og voldelige demonstrationer. 1988 - I oktober startede der protester i flere byer mod knapheden på vand og basale varer. Protesterne satte samtidig spørgsmålstegn ved FLN's og militærets legitimitet. Militante fundamentalistiske muslimer var i denne situation blandt de vigtigste agitationsgrupper. Nogle moskeer - specielt i de folkelige bydele - blev centrum for politiske manifestationer. Specielt under fredagsbønnen der blev brugt til at formulere politiske og sociale krav. Nogle af de mest radikale islamistiske grupper begyndte at sende frivillige til Afghanistan for at kæmpe jihad "hellig krig" mod Kabulstyret, der blev støttet af Sovjet. Protesterne og agitationen tvang præsident ChadliBendjedid til at love en ny forfatning, der i midten af 1989 indførte flerpartistyre og dermed gjorde op med FLN's 27 årige etpartistyre. 1989 - Algeriets lovgivende forsamling ophæver forbuddet mod nye politiske partier og laver nye valgregler, der tillader oppositionspartier at opstille ved fremtidige valg. 1989 - Partiet Islamic Salvation Front (FIS) bliver dannet. I alt bliver mere end 20 nye partier godkendt. 1991 - Regeringen udskriver parlamentsvalg i juni og planlægger ændringer i valgsystemet. Det gøres bl.a. sværere at føre valgkampagne i moskeer. FIS reagerer og opfordrer til generalstrejke. 1991 - December. Ved valgene nåede valgdeltagelsen ned på 60% af de 13 millioner stemmeberettigede. Resultatet af 1. valgrunde var en stor sejr for FIS, der fik 188 ud af 430 pladser i parlamentet mod FFS's 25 og FLN's 15. De antifundamentalistiske sektorer i landet var dybt foruroligede over FIS' sejr i første runde. Det gjaldt især FFS og landets LO, UGTA. De gennemførte en demonstration med 100.000 deltagere i hovedstaden Algiers centrum. Heri deltog også kvindeorganisationer, mellemlag og intellektuelle. 1992 - 4. Januar. Præsident Chadli Benjedid trådte efter voldsomt pres fra militæret og FLN politikere tilbage. De frygtede en total FIS sejr. Istedet dannedes et Højeste Sikkerhedsråd bestående af 3 militærfolk og premierministeren. Kort tid senere blev der oprettet et Højeste Statsråd ledet af Mohamed Boudiaf, der havde været oppositionsleder indenfor FLN og i eksil siden 1964. Rådet indledte øjeblikkeligt arrestationen af FIS ledere og valgresultatet blev annulleret. 1992 - I februar satte Statsrådet hele landet i undtagelsestilstand for 1 år. Militæret satte sig imod enhver mulig deling af magten med FIS. Det bliver forbudt at samles på gaden, voldelige sammenstød bryder ud 8. og 9. februar mellem FIS-støttere og sikkerhedsstyrker. FIS bliver beordret opløst. 1992 - 25. Marts. FIS blev forbudt. 1992 - I de første dage af april opløste regeringen omkring 400 kommunalbestyrelser, der siden kommunalvalget i juni 1990 var blevet ledet af medlemmer af FIS. I slutningen af april bekræftede højesteret illegaliseringen af FIS. 1992 - 29. Juni. Ved en offentlig begivenhed blev Boudiaf myrdet under en tale, af en af sine sikkerhedsvagter, der havde islamistiske forbindelser. Volden tager til og Armed Islamic Group (GIA) viser sig at stå bag operationerne. Budiaf blev erstattet af Ali Kafi og samtidig trådte premierminister Ghozali tilbage. Regeringens politik overfor oppositionen blev nu yderligere strammet. 1992 - September. regeringen offentliggjorde under ledelse af den nye premierminister Belaid Abdelsalam en række "antiterrorist foranstaltninger" - der i blandt udvidelsen af dødsstraffen til en lang række nye områder. Amnesty International vurderede, at omkring 2.000 mennesker mistede livet under borgerkrigens første år. 1993 - Februar. Statsrådet forlængede undtagelsestilstanden på ubestemt tid, indførte udgangsforbud i Algier og 5 provinser og opløste alle de organisationer, der havde tilknytning til det illegale FIS. 1994 - Premierminister Abdelsalam afviste at gennemføre massive privatiseringer og blev derfor fjernet fra magten. Det banede i starten af 94 vejen for en aftale mellem IMF og den nye regering under ledelse af Redha Malek. Øgningen af udlandsgælden faldt sammen med øgningen af arbejdsløsheden, der nåede op på at berøre 22% af den erhvervsaktive befolkning. Malek blev udskiftet med en anden fortaler for økonomisk liberalisering, Mokdad Sifi, der vurderedes at være mere åben overfor dialog med islamisterne. Dette var begyndelsen på en stigende splittelse i alle de politiske sektorer, og samtidig blev den islamiske guerilla splittet i Den væbnede islamiske Gruppe (GIA) og Den væbnede islamiske Bevægelse. Volden fra begge sider - både regering og islamister - fortsatte gennem året, uden af nogle af dem var i stand til at opnå en militær sejr. I en af deres mest spektakulære aktioner lykkedes det islamisterne at befri 1000 fanger fra højsikkerhedsfængslet Tazoult. Borgerkrigen fortsatte gennem 1995, men trods en vis militær overlegenhed på regeringens side, syntes det ikke at være muligt at knuse den islamiske opposition. 1994 - Liamine Zeroual, en pensioneret militær-oberst, bliver udnævnt til formand for statsrådet. 1995 - Zeroual vinder præsidentvalget med komfortabelt flertal. 1997 - Januar var særlig voldelig, og GIA viste, at organisationen stadig havde en betydelig operativ kapacitet. Mere end 200 mennesker døde ved forskellige attentater - over 100 blev halshugget. Det satte regeringen i højeste alarmberedskab. 1997 - I august erklærede den netop løsladte FIS leder, Abasi Madani, at hans bevægelse var villige til at gøre en ende på volden gennem dialog med regeringen. Men massakren samme måned på 300 mennesker i en lille landsby syd for Algier ødelagde atter engang muligheden for dialog. De ansvarlige for massakren vurderedes at være islamistiske partisaner, men samtidig kunne øjenvidner berette, at tropper fra hæren kunne have forhindret massakren, men valgte ikke at gribe ind. 1997 - Parlamentsvalg vindes af det nystiftede parti Democratic National Rally, efterfulgt af Moderate Islamic party, Movement of Society for Peace. 1998 - President Zeroual udskriver valg før tid. 1998 - Marts. Amnesty International kritiserede regeringens sikkerhedsstyrker og oppositionens væbnede grupper for deres ansvar for mord og forsvindinger af hundredvis af personer. Organisationen kritiserede samtidig torturen og mishandlingen af tilbageholdte samt overtrædelsen af maksimumsperioden for tilbageholdelse. 1999 - I april Tidligere udenrigsminister Abdelaziz Bouteflika vælges som præsident efter at alle oppositionens kandidater trækker sig med beskyldninger om et unfair valg. Han udskrev øjeblikkelig folkeafstemning om en forsoningslov. Loven fik med 98,6 % af stemmerne overvældende tilslutning og blev også støttet af FIS. Præsidenten indførte endvidere general-amnesti for alle de der nedlagde våbnene og gik ind i en legal politiske aktivitet. 1999 - I november blev FIS' 3. vigtigste leder, Abdelkader Hachani, myrdet i hovedstaden Algier. Mordet menes begået af radikale islamiske kræfter, der ønskede at angribe Hachanis dialog linie overfor regeringen. 2000 - Militærets opførsel i den væbnede konflikt blev skarpt fordømt nationalt og internationalt, efter offentliggørelsen af major Habib Souaidias bog, Den beskidte Krig. Majoren var trådt tilbage og levede i eksil i Frankrig. I sin bog afslørede han, at militæret gentagne gange i løbet af 1990'erne havde forklædt sig som partisaner og gennemført massakrer på civilbefolkningen. Desuden havde det torteret islamister til døde. Bouteflika regeringen afviste krav fra menneskerettighedsaktivister om at gennemføre en offentlig og tilbundsgående undersøgelse af krænkelserne. 2000 - Angreb på civile samt sikkerhedsstyrker fortsætter. Volden menes at have kostet 100,000 liv i Algeriet siden 1992. 2001 - I februar blev Bouteflika kraftigt kritiseret for ikke at kunne bremse GIA's massakrer. Måneden inden havde han erklæret, at han ville slå til med jernhånd mod de partisaner, der fortsat var aktive, og februar blev en af de blodigste måneder fra GIA's side. 2001 - April/Maj. Demonstranter dræbes i et voldeligt sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter i Berber-regionen i Kabylie. De demonstrerer, fordi en teenager er død i politiets varetægt. 2001 - Maj. Berber-partiet, the Rally for Culture and Democracy, trækker sig fra regeringen i protest mod myndighedernes behandling af optøjerne i Kabylie. 2001 - Oktober. Regeringen bliver enig om at give Berber-sproget officiel status. 2001 - I november døde flere hundrede mennesker som følge af de værste oversvømmelser i landets historie. 2002 - Marts. Præsident Bouteflika annoncerer, at Berber-sproget, Tamazight, nu er nationalsproget. 2002 - Juni. Premierminister Ali Benflis's parti National Liberation Front (FLN) vinder valget, som dog spoleres af vold og lav valgdeltagelse. Valget boykottes af 4 partier, hvor af to repræsenterer Berberne. 2003 - I maj blev landet ramt af et jordskælv, der kostede 1100 livet og sårede 7000. Der blev derfor dekreteret 3 dages landesorg. 2003 - Juni. Lederen af det forbudte parti FIS, Abassi Madani, og hans stedfortræder, Ali Belhadj, bliver sat på fri fod efter 12 år i fængsel. 2004 - I marts erklærede regeringen, at en ny olierørledning, OZ2, ville blive taget i brug i begyndelsen af 2005. Den skulle bidrage til øget eksport af olie fra landet. Rørledningen blev bygget af det nationale olieselskab i samarbejde med det fransk-italiensk-britiske konsortium Sonatrach. Den 800 km lange olierørledning løber fra Haoud el Amra i den sydlige del af landet til Arzew ved Middelhavskysten, og vil kunne transportere hvad der svarer til 25% af det franske olieforbrug. OZ2 følger samme rute som OZ1 der er bygget 30 år tidligere. Man mener at Algeriets oliereserver er på 11.300 millioner tønder, men den fortsatte olieefterforskning kan øge dette tal betydeligt. 2004 - April. Præsident Bouteflika bliver genvalgt i en jordskredssejr. 2004 - I juni blev de 2 algierske journalister Mohammed Benchicou fra avisen Le Matin og Hafnaoui Ghoul arresteret. Benchicou blev idømt 2 års fængsel og Ghoul sad 2 måneder fængslet for bagvaskelse. Begge journalister havde skrevet om menneskerettighedskrænkelser i Algeriet til avisen Le Soir d'Algérie. Iflg. nationale og internationale iagttagere var de to angreb på pressefriheden tegn på en ny bølge af angreb på den uafhængige journalistik i landet. 2005 - I januar erklærede regeringen, at GIA lederen Nourredine Boudiafi var blevet arresteret, og at hans næstkommanderende var blevet dræbt. Dermed erklærede myndighederne GIA for stort set nedkæmpet. 2005 - I marts udkom en officiel rapport der indrømmede, at sikkerhedsstyrkerne var ansvarlige for forsvindingen af mere end 6.000 civile under den væbnede konflikt i 1990'erne. 2005 - September. Vælgere viser opbakning til regeringens plan om at give amnesti til de mennesker, der var involvereti drabene omkring 1992. 2006 - Februar. Oversvømmelser i Tindouf efterlod 50,000 mennesker boligløse. Det portugisiske og Italienske militær måtte flyve 20 tons telte ind sammen med andet nødhjælpsudstyr. 2007 - Maj. Regeringspartiet fik absolut flertal ved parlamentsvalget. Det skete under indtryk af tilgagende vold i landet. I januar havde Salafistgruppen for prædiken og Kamp taget navneforandring til al-Qaeda i islamisk Magreb og havde samtidig indledt en blodig offensiv mod regeringen.
|
|
|
AFRIKA
Aug 18, 2019 19:57:22 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 18, 2019 19:57:22 GMT 1
EgyptenNation: EGYPTEN Areal(km²): 1.001.450 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 70.712.345 Befolkningstæthed (pr. km²): 70,6 Hovedstad: Kairo Egypten eller Ægypten er et land i Nordafrika. Sinaihalvøen er en del af Egypten, men danner en landbro til Asien. Dækkende et areal på omkring 1.001.450 km², grænser Egypten til Libyen mod vest, Sudan mod syd og Gaza-striben og Israel mod øst. Den nordlige kyst grænser til Middelhavet, den østlige kyst til Rødehavet. Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika. Hovedparten af dets 80.300.000 indbyggere (2007 estimat fra Det amerikanske udenrigsministerium) bor nær ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, - på et areal der andrager ca. 40.000 km² (til sammenligning: Danmarks areal er 43.094 km²) De store områder i Sahara-ørkenen er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse, med flertallet boende i de tætbefolkede centre, Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet. Landet består af fire større geografiske regioner, Nildalen og deltaet, Den arabiske ørken, Den libyske ørken og Sinaiørkenen. Egypten er berømt for sin antikke civilisation og har nogle af verdens mest berømte monumenter, inklusive Giza pyramide-komplekset. Den sydlige by Luxor rummer mange antikke kunstskatte, såsom Karnak Templet og Kongernes Grav. Egypten er en vigtig politisk og kulturel nation i Mellemøsten. Den egyptiske befolkning er etnisk stærk sammensat. Flertallet er af semitisk hamitisk afstamning. Den næststørste gruppe er beduinerne, der har en stammemæssig organisering, er praktiserende nomadefolk og lever i ørkenen i den østlige del af landet. Den tredje største gruppe er nubierne. Et afrikansk folk der gennem årtusinder har levet omkring den Øvre Nil. Der findes endvidere etniske spor efter de erobrere der gennem årtusinder har passeret gennem landet: romere, grækere, tyrkere og senest englændere og franskmænd. En berber minoritet lever især omkring oaserne. En koptisk minoritet adskiller sig ikke racemæssigt fra resten, men adskiller sig ved deres kristne religion. Der er endvidere indvandret mindre grupper fra Armenien og andre lande, og aktuelt 2 millioner udokumenterede flygtninge fra Sydsudan. Landets højeste punkt, Katharinabjerget (eller Sinai-bjerget) 2.642 meter over havet ligger i den sydlige del af Sinaiørkenen. TIDSLINJE:o. 57.992 FVT - Værktøj og andre arkæologiske fund viser, at der har levet mennesker i Nildalen i mere end 60.000 år. 0. 5200 FVT - Under ørkensandet 80 km fra Kairo har et hold af hollandske amerikanske forskere udgravet ruinerne af det hidtil ældste bondesamfund i Egypten. Fundet omfatter bl.a. ildsteder samt flere pilespidser, potter, dyreknogler og forkullet korn. (Ill. Vid. 12/2008) o. 5000 - 3100 FVT - Den førdynastiske periode i Egypten. Adskillige kulturer opstår i Nildalen. 4200 FVT - Egypterne opfinder en kalender, hvor året består af 12 måneder og 365 dage. 4000 FVT - Egyptens historie starter med små bysamfund der hver havde en høvding. Handel med de omkringliggende lande begynder og metaller og stene bliver vigtige statussymboler mellem bysamfundene der indbyrdes udkæmper mange krige. I Øvre-egypten (det sydlige Egypten), blev Nekha en slags hovedstad og i Nedre-egypten hed den tilsvarende by Buto. Øvre-egypten erobrede hele landet og det blev starten på faraonernes tid. o. 4000 FVT - Både på Nilen anvender sejl for første gang. Arkæologi. I en egyptisk grav blev der for nylig fundet et 5700 år gammelt (o. 3692f.kr.) skelet af en kat. Dyret havde haft to benbrud. Begge var helet, hvilket tyder på, at det var en huskat, da en kat med benbrud ikke kan klare sig selv i naturen. (Ill. Vid. 9/2008) o. 3500 FVT - Vidnesbyrd om handel mellem egypterne og sumererne er fundet i Buto i Nildeltaet. 3100 - 3050 FVT - Sen pre-dynasti periode. 3150-3050 FVT - Kong Skorpion eller Scorpion II er en af de første Egyptiske konger vi kender til. Han tilhører den før-dynastiske periode, somme tider kaldet "dynasti 0". Hans kongetid formodes at ligge indenfor dette tidrum. Man kender Kong Skorpion fra ét eneste stykke sten, et delvist ødelagt køllehoved fundet i Nekhen i samme grube hvor også Narmers berømte køllehoved og palet er fundet. Der er ikke på køllehovedet nogen skrift man kan tyde. Kongen er afbilledet én gang. Han bærer Øvre Egyptens hvide krone, og er i færd med at udføre en ritual handling med en hakke. Foran hans ansigt er afbildet en skorpion og en blomsterlignenede figur. Det må være hans navn. Da man ikke kan læse skriften, kaldes han "Kong Skorpion". Skorpions køllehoved viser at både den hvide krone, som symbol på herredømmet over Øvre Egypten, og de ni buer, som symbol på Egyptens fjender, går helt tilbage til før hieroglyffernes tid. o. 3100 FVT - Egypten forenes under de første pharaoner. Hieroglyfskriften udvikles. 3100 FVT - Menes grundlægger Memphis. Han er en problematisk skikkelse i den ægyptiske kongerække. Man har intet arkæologisk belæg for at han har eksisteret. Nogle af faraoerne af første dynasti nævner Narmer som dynastiets grundlægger i deres gravindskrifter. Der er dem der mener at Menes er et andet navn for Hor-Aha. Hor-Ahas nebti-navn var Men. Derfor er det sandsynligt at det er ham Manethon kalder Menes. 3050 - 2575 FVT - De første dynastier. 3050 FVT - Narmer var farao. Han er den første som man ved der var konge både af Øvre og Nedre Ægypten. Han regnes normalt til den før-dynastiske periode, men kan også være den første konge af første dynasti. Han regnes også for at være efterfølger til Kong Skorpion eller Ka. Men man regner også med at Narmer og Skorpionkongen er én og samme person, da de har meget tilfælles, men endnu er der intet bevis for dette. Den berømte Narmer Palette, der blev fundet 1898 i Hierakonpolis, ser man Narmer fremvise kendetegnet for både Øvre og Nedre Egypten, der giver anledning til at tro på teorien om at han forenede de to kongeriger i 3100 f.kr. 3000 år FVT - Stearinlyset opfindes i Egypten. o. 2900 FVT - Vidnesbyrd om handel mellem egypterne og fønikierne. 2772 FVT - Kalenderåret på 365 dage introduceres i Egypten. 2650 - 2150 FVT - Det gamle Rige. o. 2630 - 2612 FVT - Pyramidernes æra begynder med Imhotep, der laver sin første trappepyramide, som egypterne mener var til faraoen Djoser. 2634 - 2125 FVT - Det Gamle Rige i Egypten. o. 2650 FVT - En god periode indledes for Egypten. Landet bliver inddelt i provinser og faraoen er den absolutte hersker. Det var også i denne periode at man for alvor begyndte at bygge i sten. o. 2612 - 2589 FVT - Snafru (også kaldet Snofru, Snefru, og Soris) byggede pyramiden vedMeidum, og den var en trappepyramide, men arbejdet blev droppet fordi han ville lave den første rigtige pyramide uden trin. Meidum-pyramiden er den første af sin slags, og med sine 92 m i højden og 638 733 m3 den 5. største, med en pæn margin til nummer 6. Snafru er først og fremmest kendt som den største af alle pyramidebyggere, og den der byggede den første rigtige pyramide. Før Snafrus tid var der bygget én pyramide, Djosers trinpyramide. I de mellemliggende godt 30 år havde to faraoer påbegyndt trinpyramider, men ingen af dem blev færdige. Sneferu byggede tre pyramider, der alle tre er blandt de 5 største i Egypten. o. 2612 - 2589 FVT - Snafru byggede sin anden pyramide - den bøjede pyramide ved Dashur. o. 2612 - 2589 FVT - Snafru byggede sin tredje pyramide - den røde pyramide ved Dashur, Der er meget der tyder på, at Snafru ligger begravet i denne pyramide. Denne pyramide overgås i størrelse kun af de to største pyramider ved Giza, bygget af Snafrus søn og sønnesøn. o. 2589 - 2566 FVT - Keops (Khufu) bygger Den Store pyramide i Giza. Læs mere detaljeret om pyramiderne, og se også flere billeder af dem her på den engelske Wikipedia. o. 2566 - 2558 FVT - Djedefre (Radjedef) bygger en pyramide i Abu Rawash. o. 2558 - 2532 FVT - Khafre bygger sin pyramide i Giza. Mange egyptologer mener at Khafre var den der byggede Sfinksen på samme tid som pyramiderne i Giza (2723 f.Kr.-2563 FVT), men der eksisterer intet bevis på dette, ej heller hvornår den blev bygget eller af hvem! En kontroversiel "teori" er påvirkning af vanderosion på sfinksen er ifølge flere kilder lodret, også ved foden, hvilket betyder, at det er regn og ikke oversvømmelse, som har forårsaget erosionen. Problemet er blot, at det regnede hyppigst i perioden 10.000 - 5.000 FVT, og at regnen senest stoppede ca. 5.000 - 3.000 FVT - altså før de kendte ægyptiske dynastier. Dog regner det af og til i dag, men med ca. 5 års mellemrum. o. 2532 - 2504 FVT - Menkaure (Mykerinos) byggede sin pyramide i Giza. o. 2500 FVT - Den syriske kystslette bliver eroberet af egypterne. o. 2487 - 2477 FVT - Sahure bygger sin pyramide i Abu Sir. o. 2477 - 2467 FVT - Neferirkare Kakai bygger sin pyramide i Abu Sir. o. 2416 - 2392 FVT - Nyuserre Ini bygger sit soltempel i Abu Sir. 2400 FVT - Osiris (egyptisk Aser eller Wsir) er en af de mest kendte guder fra det gamle Egypten. Han er bror til Seth, Nepthys og og hans kone hedder (Isis), og er far til Horus. Hans navn forekommer bl.a. i pyramideteksterne. Han er en sammensat gud som, ligesom andre frugtbarheds- og vegetationsguder, står for død og genopstandelse. Han blev sat i forbindelse med kornets vækst og regeneration, og der er muligvis i forbindelse med kornkulten blevet bagt en form for kagemand, symboliserende Osiris. Som underverdenens hersker var han med til at dømme de døde ved hjertevejningen. Osiris’ vigtigste kultcentre var Abydos og Busiris. 2125 - 1975 FVT - 1. mellemliggende periode. o. 2100 FVT - Der herskede sult og kaos i landet. Den ene konge efter den anden blev prøvet men på intet tidspunkt var der kontrol over hele landet. En familie fra Nedre-egypten og en familie fra Theben i Øvre-egypten kom i krig om magten der faldt ud til Thebens fordel og landet var atter samlet. 2000 FVT - Landet blomstrede igen med Theben som hovedstad, men en ny familie kom til magten og flyttede hovedstaden til Memphis. Faraoen Amenemhet overtog magten og erobrede store dele af Nubien sammen med sønnen Sesostris der senere kom til magten da hans far blev dræbt ved et statskup. I denne periode står faraoen Sesostris 3. som en stor konge der bl.a. erobrede endnu mere af Nubien og førte krig i Palæstina. Efterfølgeren Amenemhet byggede et par pyramider ved Fajum-oasen og efter ham kom den første kvindelige hersker, nemlig Nofrusebeh. o. 2000 FVT - Astronomer i Egypten lærer at forudsige Nilens årlige oversvømmelser. o. 1991 - 1962 FVT - Amenemhat I bygger sin pyramide i Lisht. 1975 - 1640 FVT - Mellemste Rige. o. 1971 - 1926 FVT - Senusret I bygger pyramiden i Lisht. Han byggede adskillige helligdomme og templer i sin regeringstid i Egypten og Nubien o. 1897 - 1878 FVT - Senusret II bygger sin pyramide i el-Lahun. o. 1860 - 1814 FVT - Amenemhat III bygger sin pyramide i Hawara. 1810 FVT - En ny nedgangsperiode kom med skiftende konger der havde mindre og mindre magt. 1649 - 1540 FVT - Egypten er besat af Hyksos-dynastiet fra Syrien. Dynastiet introducerer heste og vogne i Egypten. 1630 - 1520 FVT - 2. mellemliggende periode. o. 1600 FVT - hyksos-folket overtog magten og det blev en turbolent periode der sluttede da Theben angreb og fordrev Hyksos-folket. Theben blev således igen hovedstad og nye templer blev opført. Det var også i denne periode at Kongernes Dal så dagens lys, her begravede man de døde faraoer. Det var faraoen Ahmose der bekæmpede Hyksos-folket og efterlod et stærkt forenet rige til sin søn Amenophis 1. Hans efterfølger Thutmosis 1. var en stor kriger og erobrede meget land til riget. Thutmosis 2. blev først rigtig kendt efter sin død, han efterlod nemlig dronning Hatshepsut som overtog magten efter mandens død. I 15 år lykkedes det hende at skjule for befolkningen at hun var kvinde. Hatshepsut lod som bekendt det vanvittigt smukke dødetempel opføre på Thebens vestbred. 1550 - 1070 FVT - Det Nye Rige i Egypten. 1504-1425 FVT - Egyptisk ekspansion mod syd og øst under Tuthmosis 2. og 3. og dronning Hatshepsut. 1500 år FVT - Egypterne opfinder soluret - den første tidsmåler. o. 1349 FVT - Farao Akhenaton foreslår den første forestilling om en enkelt, almægtig gud og indfører religiøse reformer i Egypten. Disse omstødes dog efter hans død. o. 1286 FVT - Egyptisk ekspansion under Ramses 2. fører til et slag mod hittitterne ved Kadesh. 1272 FVT - Grundet slaget ved Kadesh i 1286 indføres en egyptisk-hittitisk pagt. o. 1250 FVT - Moses fører israelitterne ud af Egypten. 1075 - 715 FVT - 3. mellemliggende periode. 712 - 332 FVT - Sentiden i Egypten. 671 - 661 FVT - Assyrerne invaderer og besætter Egypten. 525 FVT - Perserne invaderer Egypten. 500 FVT - Kuglerammen, verdens første "regnemaskine" tages i brug i Egypten. 343 - 332 FVT - Anden persiske periode. 332 FVT - 324 EVT - Græsk-romersk periode. 300 år FVT - Universitetet i Alexandria grundlægges. Dette bibliotek bliver senere det største og vigtigste i verden. I perioden hvor Egypten var under først græsk og siden romersk dominans var Alexandria (Al-Iskandariyah) et af de største kulturelle centre i den klassiske verden. Dets berømte bibliotek var verdens største, til det i Cæsars regeringsperiode brændte. Det rummede værker af datidens største filosoffer, videnskabsmænd og litterater. Da araberne i år 642 erobrede landet, var der ikke meget tilbage af fortidens storhed. Som andre folk antog Egypterne den islamiske tro og det arabiske sprog. 250 år FVT - Lægeskolen i Alexandria bliver den vigtigste i verden. Det er kun her, det er tilladt at dissekere lig for at studere menneskets indre. 146 FVT - Nordafrika, Egypten, Lilleasien og Grækenland styres af Rom. 1. årh. - Kristendommen kommer til Egypten. 50 - Heron opfinder den første dampmaskine. 180 - De første bøger om alkymi bliver skrevet, og egyptiske alkymister går i gang med at blande forskellige kemiske stoffer for at fremstille guld. 328 - 634 - Byzantinsk kristen periode. 616 - Perserne erober Egypten. 639 - Araberne erobrer Egypten fra det byzantinske rige og introducerer dels det arabiske sprog og dels Islam. o. 660 - Araberne besætter Egypten. 867 - Tyrkerne tager magten i Egypten. 969 - Egypten bliver invaderet af shiitiske fatimidarabere som etablerer Kairo som deres hovedstad. Kairo bliver et vigtigt handelscentrum. Dette styre varer til 1171, hvor Saladin erobrer Egypten og slår det sammen med Syrien. Desuden konverteres Egypten til Sunni-Islam. 1250 - Mamelukkerne, der oprindelig er kommet til Egypten som krigsfanger, gør oprør og vinder magten. Under deres styre bliver Egypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. 1500 - 1882 - Osmannisk herredømme. 1517 - Kairo bliver erobret af sultan Selim I, som reducerer Egypten til en provins i det Osmanniske Rige. 1798 - Det ottomanske styre består indtil en fransk ekspedition under ledelse af en ung officer ved navn Napoleon Bonaparte invaderer Egypten. Formålet er at blokere den engelske adgang til Indien. 1798 - I slaget ved Abukir tilintetgør englænderne de franske styrker, som må forlade landet i 1801. Den kortvarige besættelse får dog stor indflydelse på Egyptens fremtid som følge af kontakten med vesten. 1860-70 - Suezkanalen (As-Sways kanalen) blev bygget i fællesskab med franskmændene. 1881-82 - En engelsk-fransk flåde landsatte engelske soldater i Alexandria, og de besatte landet. Den britiske administration integrerede Egypten i den kapitalistiske verdensøkonomi. Landbruget blev indrettet mod eksport - især gennem bomuldsproduktion. Stærk produktionstilvækst og et økonomisk opsving de første årtier af det 20. århundrede, indbragte de udenlandske investorer og det lille lag af store jordejere enorme profitter. 1914 - Den engelske besættelse af landet blev formelt "legaliseret", da det blev gjort til engelsk protektorat. Modstanden mod det britiske styre blev på denne tid ledet af Nationalistpartiet, domineret af radikale intellektuelle anført af Mustafa Kemal og Muhammed Farid. 1922 - Protektoratet afsluttes med at Egypten bliver et monarki under kong Fuad. Men det havde en sådan karakter, at der reelt var tale om en fortsættelse af protektoratet. Der blev åbnet for en gradvis deltagelse af egyptisk kapital i det økonomiske liv. 1922 – 4. november. I Kongernes Dal i Egypten, finder den selvlærte britiske arkæolog Howard Carter trappen ned til et gravkammer, han er sikker på indeholder barnekongen Tutankhamon (graven) Godt tre uger senere bryder Carter og hans arbejdsgiver Lord Carnavon forseglingen. Deres lettelse er enorm, da de ser guld og elfenben. Gravrøverne har ikke været der! Fundet viser sig at indeholde den uden sammenligning mest velbevarede kongegrav i Egypten. 1937 - Kong Faud efterfølges af kong Farouk, og de engelske tropper trækker sig ud af Egypten bortset fra Suez området. 1940'erne - Under 2. verdenskrig blev Egypten på ny anvendt som britisk militærbase. Efter krigen blev landet ramt af en akut økonomisk krise. Samtidig fandtes der stærke antibritiske følelser blandt befolkningen, kongehuset var unationalt, regeringerne korrupte og i 1948 medvirkede England til oprettelsen af staten Israel i Palæstina. Egypten og andre arabiske lande gik straks til angreb på den nye stat, men blev slået. Nederlaget udløste folkelige demonstrationer mod monarkiet. I denne anspændte sociale situation blev der i militæret oprettet en nationalistisk gruppe under navnet, De frie Officerer. Den blev ledet af general Mohamed Naguib og oberst Gamal Abdel Nasser. Den 23. juli 1952 væltede gruppen kong Faruk og proklamerede i juni 53 dannelsen af en republik. Tre år senere blev Nasser landets præsident. 1948 - Efter krigen vokser de nationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel. 1952 - Hæren overtager kommandoen og tvinger kong Farouk til at træde tilbage. 1953 - Monarkiet afskaffes, og Egypten bliver en republik med general Muhammad Naguib som landets første præsident. 1952 - Man begyndte at planlægge Den Store Aswan Dæmning lige efter den Ægyptiske Revolution, udført af ægyptiske officerer med Nasser som leder. 1954 - Oberst Gamal Abdel Nasser tvinger Naguib til at træde tilbage og bliver selv præsident. 1956 - vesten afviser at finansiere den ønskede Aswandæmning, nationaliserer Nasser Suezkanalen, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderer Egypten. Regeringen svarede med at uddele våben til befolkningen. Efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN må de dog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden vokser til skyhøjde. 1956 - Egypten indgik et militært samarbejde med Syrien. 1958 - Der blev der proklameret en fuld union mellem de to lande - den Forenede Arabiske Republik. Nassers planer for den syriske del af unionen var imidlertid for radikale for det relativt stærke syriske borgerskab, og unionen faldt derfor allerede i 1961 fra hinanden. 1960 - Byggeriet af en af verdens største dæmninger begyndte. Der var 35.000 ægyptere og 5.000 russere om at bygge den over 10 år, hvor der blev brugt 43 millioner m³ materiale (svarende til stenmaterialet til 17 store pyramider). 1962 - Egypten blev militært involveret på republikanernes side i Nordyemen mod de Saudiarabisk støttede royalister. Styrkerne blev ikke trukket tilbage før efter katastrofenederlaget mod Israel i 1967. 1970 - 21. juli. Dæmningen blev indviet, men først i 1976 nåede reservoiret kapaciteten, efter at have været under opfyldning siden 1964. 1970 - Nasser dør og efterfølges af sin vicepræsident, Anwar Sadat. 1977 - November. Sadat tager et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøge Jerusalem og tale i Knesset (det israelske parlament). Den endelige aftale underskrives den 26. marts 1979 i Washington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerer Egypten og Israel diplomatiske forbindelser - til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden. 1981 - Sadat bliver dræbt af muslimske fundamentalister. Hans efterfølger Hosni Mubarak opfylder den indgåede fredsaftale, men kritiserer kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Egypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være mere markedsorienteret med liberalisering og privatisering.
|
|
|
AFRIKA
Aug 20, 2019 13:02:10 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 20, 2019 13:02:10 GMT 1
LibyenNation: LIBYEN Areal(km²): 1.759.540 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 5.368.585 Befolkningstæthed (pr. km²): 3,1 Hovedstad: Tripoli Libyen er et land i Nordafrika. Det ligger med middelhavskysten i nord, og grænser mod Egypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd, og Algeriet og Tunesien i vest. Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Af Libyens 5,7 millioner indbyggere bor 1,7 millioner i hovedstaden Tripoli. Landet er traditionelt inddelt i Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika. Libyen har tredjestørste BNP (KKP) pr. indbygger i Afrika, kun Seychellerne og Sydafrika har højere. En vigtig årsag til dette er landets store oliereserver og lave befolkningstal. Libyen er siden 1969 blevet ledet af Muammar al-Gaddafi, hvis udenrigspolitik ofte har bragt ham i konflikt med den vestlige verden og andre afrikanske landes regeringer. Libyen har imidlertid opgivet sit atomvåbenprogram i 2003, og Libyens relationer til omverdenen er for tiden mindre betændt. Libyens flag er det eneste nationalflag i verden med kun én farve og uden nogen form for mønster, symboler eller andre detaljer. Arkæologiske fund tyder på, at sletterne langs Libyens kyst var beboet så tidligt som det 8. årtusinde f.Kr. af et neolitisk folk, som både etablerede husdyrhold af kvæg og drev agerbrug. Det område, som i dag er kendt som Libyen, har været underlagt en række forskellige folkegrupper. Både fønikerne, karthagerne, grækerne, romerne, vandalerne og byzantinerne har hersket over hele eller dele af området. Bortset fra ruiner i Kyrene, Leptis Magna og Sabratha, efterladt af henholdsvis grækerne og romerne, er der få spor af disse antikke kulturer. Fønikerne var de første til at etablere handelsstationer i Libyen, da handelsrejsende fra Tyr (i dagens Libanon) udviklede handelsforbindelser med berbiske stammer og lavede aftaler med dem for at sikre sig deres samarbejde ved udvindingen af råvarer. Den klart mest udbredte religion i Libyen er islam, og hele 97 % af befolkningen tilhører denne. De allerfleste libyske muslimer er sunnimuslimer, og sunni-islam er blevet både en åndelig vejleder for hver enkelt, og en hjørnesten for regeringens politik. En minoritet af muslimerne i landet (mellem 5 og 10 %) hører til ibadismen (en gren af kharijitismen), og så og sige alle disse bor i Jebel Nefusa og i Zuwarah. En spændende hjemmeside med billeder fra hulemalerier i den libyske ørken, der kan dateres tilbage til 30,000 f.kr. kan ses her. TIDSLINJE:o. 140 mio år siden - Arkenu kraterne er et par eroderede nedslagskratere i Libyen. De er 10 km og 6.8 km i diameter. Kraterne tænkes at være sket på samme tid som et dobbelt nedslag for mindre end 140 millioner år siden (Jurassic eller yngre). Begge er synlige på overfladen. o. 1100 FVT - Ruinbyen Leptis Magna (eller Lepcis Magna; arabisk Lebda) ligger ca. 120 km øst for Tripoli i dagens Libyen. Byen blev antageligt grundlagt af fønikerne, og fik en betydeligere rolle efter at Karthago blev en magtfaktor i Middelhavsområdet i 300-tallet FVT. Byen mistede sin betydning i 200-tallet, da handelen aftog under en økonomisk nedgangstid. Ved midten af 300-tallet var store dele af byen forladt, og i 439 havnede byen og det øvrige Tripolitanienområde i vandalernes magt, og bymurene blev revet ned på kejser Geiseriks ordre. I 523 blev byen yderligere ødelagt af berberne, før den byzantinske kejser Belisar tog kontrol over området ti år senere. I ca. 120 var byen en beskeden byzantinsk provinshovedstad, før den blev forladt omkring 650. 1075 - 715 FVT - 3. mellemliggende periode: Inversion fra Libyen. Hovedstaden flytter rundt mellem Tanis, Libyen, Nubien og Theben. 630 FVT - Grækerne erobrede det østlige Libyen da, ifølge traditionen, emigranter fra den overbefolkede ø Thera blev beordret af oraklet i Delfi at finde sig et nyt hjem i Nordafrika. I 631 FVT grundlagde de byen Kyrene. Før der var gået 200 år havde yderligere fire vigtige græske byer blevet etableret i området: Barka (Al Marj), Euhesperides (senere kendt som Berenike, i dag Benghazi), Teuchira (senere Arsinoe, i dag Tukrah) og Apollonia (Susah), som var Kyrenes havneby. Sammen med Kyrene blev de kendt som Pentapolis (De fem byer). o. 500-tallet FVT - I løbet af det 5. århundrede f.Kr. havde Karthago, den største af de fønikiske kolonier, udvidet sit hegemoni over store dele af Nordafrika, hvorfra punerne fremstod som en egen civilisation. Puniske bosætninger langs kysten af Libyen inkluderede Oea (Tripoli), Libda (Leptis Magna) og Sabratha. Alle disse var i et område som senere blev kaldt Tripolis, eller "De tre byer". Libyens nuværende hovedstad Tripoli har fået sit navn efter dette område. o. 300-tallet FVT - Romerne forenede regionerne i Libyen, og i mere end 400 år var Tripolitanien og Cyrenaika velstående romerske provinser. Romerske ruiner, som de man finder i Leptis Magna, vidner om en levende region, hvor folkerige byer og også befolkningen i mindre byer kunne nyde bylivets bekvemmeligheder. Handelsmænd og håndværkere fra mange dele af den romerske verden etablerede sig i Nordafrika, men byerne i Tripolitanien beholdte sine puniske karaktertræk, og Cyrenaika sit græske. o. 120 - Africa var en romersk provins som omtrent omfattede det nuværende Tunesien, samt dele af Libyens middelhavskyst. Araberne kaldte senere det samme område for Ifriqiya. Africa terra (afrikanernes land) var oprindeligt (fra omkring 3. årh. f.v.t.) romernes navn på området omkring Karthago i Nordafrika, og blev først i kejsertiden brugt som navn på hele det afrikanske kontinent. o. 700 - Under kalif Uthmans regeringstid erobrede araberne, ledet af general Abdullah ibn Saad, Libyen. De følgende århundreder tog en stor del af befolkningen i Libyen Islam til sig, også det arabiske sprog og kulturen. 1500-tallet - Osmansketyrkere erobrede landet i midten af århundredet, og de tre provinser, eller Wilayaerne, Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika (som sammen udgør Libyen), forblev en del af Det osmanske rige, med undtagelse af en periode med selvstyre under Karamanlidynastiet (eng. wiki). 1902 - Fransk-italiensk aftale: Italien anerkender Frankrigs ret til Marokko og Frankrig Italiens til Tripolis (Libyen). 1941 - Byen Ajdabiya er nok bedst kendt under navnet El Agheila. Byen er en kystby i bunden af Sidrabugten. Under 2. Verdenskrig var byen ramme om en række slag i Ørkenkrigen. I februar 1941 blev den erobret af britiske tropper efter deres nedkæmpelse af den 10. italienske Arme i Operation Compass. De britiske styrker gjorde holdt her, mens hovedparten af den britiske styrke blev sendt til Grækenland for at kæmpe mod aksemagterne under Invasionen af Grækenland. Det gav det tyske Afrikakorps under Erwin Rommel tid til at ankomme og iværksætte en offensiv, hvor El Agheila blev generobret i marts og som fortsatte hele vejen til Tobruk og videre til den ægyptiske grænse. Rommel udbyggede forsvaret af byen og brugte den som base for sine operationer under Belejringen af Tobruk. Efter at være blevet drevet tilbage fra Tobruk i Operation Crusader i december 1941 faldt Afrikakorpset tilbage til El Agheila, hvor de stoppede tilbagetrækningen og standsede den britiske fremrykning. 1942 - I januar måned startede Rommel en ny offensiv ved El Agheila, som igen drev briterne tilbage til Tobruk, som denne gang blev erobret, og videre langt ind i Ægypten inden fremstødet blev stoppet i det Første slag om el-Alamein i juli 1942 - Rommel blev afgørende slået i det Andet slag om el-Alamein i november, og aksemagterne opgav El Agheila for sidste gang i slutningen af december 1942. 1949 - Den 21. november antog FN's generalforsamling en resolution som fastslog at Libyen skulle blive uafhængig før 1. januar 1952. 1959 - Opdagelsen af betydelige oliereserver, og de følgende indtægter fra salg af olie gjorde at Libyen gik fra at være en af verdens fattigste nationer til at blive en meget velstående stat. 1969 - 1. september. Oberst Muammar Abu Minyar al-Gaddafi vælter kong Idris I´s styre i Libyen. Dette blev Libyens nationaldag. Gaddafi, som udråbte Libyen som den nye libyske arabiske republik, bliver fortsat betegnet som "Broderlig Leder og Guide for Revolutionen" i officielle udtalelser og presse. 1978 - 1987 - Konflikten mellem Libyen og Tchad var en tilstand med sporadisk krigførelse som varede omkring ni år. Fire gange disse år blev der foretaget interventioner fra Libysk side. Den oprindelige hensigt til Gaddafis indblanding i Tchad, var hans ambitioner om at besætte Aouzoustriben, den nordligste del mod Tchad, som grænser mod Libyen, med begrundelse i en uratifiseret aftale fra kolonitiden 1980'erne - Libyen distancerede sig gradvis fra vesten, og blev beskyldt for at stå bag stats-støttet terrorisme i stor skala. 1984 - Det norske fragtskib Germa Lionel blev taget i arrest i Libyen. Skibet, som havde et mandskab på 14 norske sømænd, blev holdt under streng bevogtning i havneområdet i 67 dage. Sømændene som arbejdede om bord på skibet, var beskyldt for spionage, og måtte ikke forlade skibet. Sømændene blev bevogtet af bevæbnede vagter, som sommetider var stærkt spirituspåvirket. Flere af mandskabet blev taget ind til afhøring, og også udsat for tortur. Matros Bjørn Pedersen blev tortureret til døde, overstyrmann Bjørn Ivar Johansen blev stærkt mishandlet, mens Arnold Kiil blev fængslet. 1987 - Efter at Libyen blev drevet ud af området, har landene normaliseret forholdet sig imellem, og konflikten om Aouzoustriben blev endelig afgjort af Den internationale domstol i Haag 3. februar 1994. 1988 - Tidligt på aftenen den 21. december lettede Pan Am 103 fra Heathrow lufthavn for at flyve over Atlanterhavet til New York. Flyet var på vingerne klokken 18.25. 38 minutter senere eksploderede det over den skotske by Lockerbie. Eksplosionen var så kraftig, at cockpittet blev revet af i et hug. Lufttrykket 10.000 meter over jordens overflade fik passagerernes lunger til at udvide sig, og de mistede bevidstheden. Nogle overlevede til de ramte jorden. Stykker af flyet og passagerernes kroppe faldt mod marker, hustage og baghaver. Flyets næse landede næsten intakt på en mark seks kilometer uden for byen. 270 mennesker døde. 11 på landjorden og alle 259, der var ombord på flyet. 13 år skulle der derefter gå, før den tidligere libyske efterretningsofficer Abdelbaset Ali Mohmed al-Megrahi blev dømt for massemordet i Lockerbie. Endelig var sagen afsluttet. Læs resten af artiklen fra Information.dk. 1991 - Der blev rejst tiltale mod to libyske efterretningsagenter i USA og Skotland for deres roller i bombningen af Pan Am flight 103. Seks andre libyere blev stillet for retten in absentia for bombningen af UTA Flight 772. FN's sikkerhedsråd krævede at Libyen skulle udlevere de mistænkte, samarbejde i efterforskningen af flybombningerne, betale erstatning til ofrenes familier og standse al støtte til terrorisme. Libyen afviste at give et svar på kravene førte til Resolution 748 blev vedtaget, noget som betydende sanktioner mod landet oprettet med det formål at fremtvinge et svar fra Libyen. Libyens fortsatte modstand førte til yderligere FN-sanktioner i november 1993. 1999 - Fem bulgarske sygeplejere og en palæstinensisk læge blev tiltalt for med forsæt at have smittet 426 libyske børn med HIV ved et børnesygehus i Benghazi, som en del af et påstået komplot fra vest for at destabilisere regimet. I begyndelsen var 23 bulgarere og flere libyske sygehusansatte tiltalt, men efterforskningen begrænsede antallet til fem sygeplejere, to læger, en bulgarsk og en palæstinensisk, og flere libyske sygehusansatte. 2002 - I november kom det frem fra den franske efterretningstjeneste, at den britiske efterretningstjeneste betalte en al-Qaeda celle i Libyen for at myrde Gadaffi i 1996 og det lykkedes dem at få sat en kæp i hjulet, da Osama Bin Laden skulle for retten... Læs mere her (på engelsk). 2003 - Mere end et årti efter at sanktionerne mod Libyen blev indledt, ændrede Libyen politisk kurs med henblik på den vestlige verden, med en åben intention om et bedre forhold mellem Libyen og vesten. Den libyske regering offentligjorde sin beslutning om at opgive sit program for fremstilling af masseødelæggelsesvåben, og at udbetale næsten tre milliarder amerikanske dollars i erstatning til familierne af ofrene for flybombningerne i slutningen af 1980'erne. Beslutningen blev ønsket velkommen af mange vestlige lande, og blev set på som et vigtigt skridt i retning af at Libyen igen kunne blive en del af det internationale samfund. Siden 2003 har landet arbejdet i retning af et normaliseret forhold til EU-landene og USA, og står også bag udtrykket "Libyen-modellen", som er ment som et eksempel på hvad som kan opnås ved forhandlinger hellere end brug af magt, når der bliver vist vilje til det fra begge sider. 2005 - Freedom House rankede de politiske rettigheder og borgerrettigheder i Libyen til 7 på en skala fra en til 7, hvor 7 er mindst fri, noget som gav nationen ratingen "ikke fri". 2006 - 29. januar. I protest mod Muhammed tegningerne lukker Libyen sin ambassade i Danmark. I Mellemøsten sættes for første gang ild til Dannebrog af vrede muslimer. Alle danskere, nordmænd og svenskere opfordres til at forlade Gaza inden for 72 timer. 2006 - 18. februar. Mindst ni mennesker blev dræbt og 55 såret fredag under uroligheder i Libyen i forbindelse med protester over Muhammedtegningerne. Læs mere her. 2006 - 15. maj. USA's udenrigsdepartement offentliggjorde at det ville genoptage sine fulde diplomatiske forbindelser med Libyen eftersom landet afsluttede sit våbenprogram. Udenrigsdepartementet fjernede også Libyen fra sin liste over stater som støtter terrorisme, hvor Libyen havde været i 27 år.
|
|
|
AFRIKA
Aug 20, 2019 13:05:47 GMT 1
Post by Mickey4700 on Aug 20, 2019 13:05:47 GMT 1
MarokkoNation: MAROKKO Areal(km²): 446.550 Befolkning (anslået 1. juli 2002): 31.167.783 Befolkningstæthed (pr. km²): 69,8 Hovedstad: Rabat Marokko er et land i Nordvestafrika. Det har grænse med Vestsahara i sydvest, og Algeriet i øst. Kystlinjen vest for landet udgøres af Atlanterhavet. Hovedstaden er Rabat. Casablanca er landets største by. Det officielle sprog er arabisk. Herudover tales i dele af landet berbisk, ligesom fransk og spansk er udbredt grundet landets fortid som fransk protektorat og spansk interesseområde. Et hop over Gibraltar-strædet fra Spanien og du er i Marokko. Et land fyldt med mystik, farver og forunderlige dufte. Casablanca, Marrakesh og Tangier. Smager man på navnene, efterlader de en nærmest krydret fornemmelse. Og det er det Marokko er: En krydret blanding af myldrende markedspladser, læder og magiske tæpper. I det bjergrige østlige Marokko strækker bjergkæderne Atlas og Rif sig fra syd til nord. De er dækket af sparsom bevoksning. Her bor berberfolket, der er nomader. Man har problemer med skovene i Atlasbjergene som forsvinder og erstattes af tør busksteppe. Klimaet er ikke ideelt for landbrug alle steder, så kunstvadning udnyttes. Jo længere mod syd, jo mindre nedbør. De største økonomiske problemer i Marokko angår arbejdsløsheden. I år 2008 anslås den til at være 9,8 %. Især landets ungdom står uden arbejde, hvilket har medført illegale udvandringer især til Frankrig og Spanien. Disse sender penge hjem til Marokko. Byen Agadir i syd er mål for europæiske charterturister der tiltrækkes af den lange sandstrand til Atlanterhavet. Man oplevede en voldsom nedgang efter 11. september, men det ser bedre ud i dag. Fra Danmark organiserer Bravo ToursogTjæreborg rejser dertil. Til forskel fra Algeriet og Tunesien blev Marokko aldrig formelt indlemmet i det Osmanniske imperium, men drog dog fordel af tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i regionen, der udgjorde en bremse for den spanske ekspansion. Den skrøbelige ligevægt gjorde det muligt for sultanerne at bevare deres uafhængighed helt frem til det 20. århundrede. Ca. 98 % af befolkningen er sunni-muslimer, ca. 1 % er kristne og 1 % er jøder. Landets forfatning erklærer islam som statens religion, og der garanteres religionsfrihed for alle borgere. Islamisk ret (sharia) ligger til grund for lovgivningen i alle familieretslige anliggender som f.eks. arv og skilsmisser. Ministeriet for Religiøse Anliggender og Stiftelser sikrer, at den islamiske tradition holdes i hævd, og et stort antal imamer ved landets moskéer er ansat af ministeriet. Det marokkanske kongehus hævder at nedstamme fra profeten Mohammeds slægt. I landets kamp for uafhængighed af Frankrig blev den islamiske tradition kraftigt fremhævet, og islam har gennem hele landets selvstændighed spillet en vigtig rolle. (Kilde: MH, IFL og DSDE). TIDSLINJE:1912 - En aftale mellem Frankrig, Spanien og Storbritannien gjorde landet til fransk protektorat og delte det op: Spanien fik Rifregionen i nord - herunder enklaverne Ceuta og Melilla - samt i syd Ifni og Sahara. England opnåede en aftale med franskmændene omkring Egypten og Sudan. Tanger blev erklæret for international frihavn, og sultanen blev gjort til en kransekagefigur. 1956 - Franskmændene blev tvunget til at anerkende Marokkos fuldstændige selvstændighed. 1956 - 7. april. Marokko genindlemmede Melilla, Tangier og den «specielle zone» i Ceuta i sit territorium, men havnene i de 2 byer er fortsat i dag under spansk kontrol. Ifni enklaven blev leveret tilbage til Marokko i 1969. 1965 - Hassan II tøvede ikke med at beordre Ben Barka dræbt. Han var leder af det stærke oppositionsparti, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), der krævede at der skulle gennemføres et økonomisk og socialt program til fordel for folkeflertallet af arbejdere og bønder. Forsvindingen af Ben Barka i Paris blev fulgt op af brutal repression mod de folkelige kræfter. UNFP blev splittet, og den tendens der fastholdt Ben Barkas idealer blev tvunget til at operere under jorden, mens gruppen ledet af Abderrahim Buabid tog navneforandring til Den socialistiske Union, men forrådte samtidig sine principper for at kunne tage plads som minoritetsparti i parlamentet. Partiet Istiqlal konverterede sin oprindelige antikolonialisme til højrefløjs nationalisme og ekspansionisme. Det støttede kong Hassans projekt for dannelsen af et stor-Marokko gennem anneksionen af Vestsahara og om muligt Mauretanien. 1975 - Modsætningerne i det marokkanske samfund tog til, da kong Hassan besatte Vestsahara og indledte en krig, der har ført til store politiske forandringer i Nordafrika. 1979 - Året kendetegnes ved store studenter- og arbejderdemonstrationer. Det var samtidig et hårdt slag for regeringen, at Mauretanien i august 1979 trak sig ud af krigen om Sahara. Marokko måtte nu bære eneansvaret for krigens fortsættelse. 1980-81 - Tørken førte til mangel på fødevarer og tvang regeringen til at importere disse, hvilket øgede landets udlandsgæld til et helt utåleligt niveau. IMF kom regeringen til undsætning med hastelån, men stillede samtidig krav om, at regeringen skulle fjerne subsidier til fødevarer og boliger. Det gjorde livet endnu vanskeligere for arbejderklassen. De ambitiøse planer for økonomisk udvikling kom i krise, og «eksporten af arbejdsløsheden» blev begrænset af de restriktioner Frankrig indførte mod indvandringen af emigranter. Krisen blev yderligere uddybet, da en række moderate oppositionspartier brød den politiske våbenhvile. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP) indledte demonstrationer vendt mod regeringen. Denne undertrykte voldsomt protesterne i Casablanca i juni 1981. De kostede ifølge de officielle oplysninger 60 dræbte - ifølge oppositionen 637. 2.000 personer blev fængslet. Den såkaldte massakre i Casablanca markerede det endelige brud mellem kongen og de resterende partier på venstrefløjen, der ikke ønskede at fortsætte med at betale den høje pris for krigen i Sahara: Over en 1 million dollars dagligt. 1983 - 10. juni. Marokkanerne gik til stemmeurnerne for at vælge 15.492 byrådsmedlemmer i hele landet. Ifølge de internationale valgobservatører var optællingstallene fra regeringen manipulerede. Oppositionen på venstrefløjen kritiserede svindlen og beskyldte kong Hassan II for at se bort fra den folkelige vilje. 1987 - FILM. Scener til James Bond-filmen "The Living Daylights" med Timothy Dalton i hovedrollen filmes i Atlasbjergene, Tangier og Ourazazate. 1988 - I maj måned, efter 12 års spændinger genetablerede Marokko og Algeriet diplomatiske forbindelser, takket være mægling fra Saudi Arabien og Tunesien. Baggrunden for afbrydelsen af relationerne havde været krigen i Sahara, hvor Algeriet åbent fra starten støttede saharaui nationalisterne. Tilnærmelsen mellem de lande muliggjorde bygningen af en gasledning, der forener begge lande med Europa over Gibraltarstrædet. 1993 - Tortur og forsvindinger er hverdag for ikke blot befolkningen i Saharui, men også for den marokkanske befolkning. Nubier Amauí der er generalsekretær for den Demokratiske Arbejderføderation blev idømt 2 års fængsel for bagtalelse af den marokkanske regering. Han blev løsladt flere måneder senere efter oppositionens sejr i parlamentet. Den marokkanske menneskerettighedsorganisation rapporterede om eksistensen af 750 politiske fanger. 1999 - Hassan II's død i juni og hans søn Mohammed VI's overtagelse af tronen medførte store politiske forandringer i landet. Den nye konges første handling var benådningen af omkring 800 politiske fanger. I en TV transmitteret tale i august forpligtigede kongen sig til at bekæmpe den sociale ulighed, volden i hjemmene, arbejdsløsheden og flugten fra landområderne. Polisario hilste kongens første politiske tiltag velkommen og specielt beslutningen om at fremskynde folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid. I november fremsatte Mohammed VI forslag om en slags selvstyre i det besatte område. 1999 - 23. juli. Sayyidi Muhammad VI ibn al-Hasan udnævnt til konge af Marokko. 2000 - I marts udløste forslag fra regeringen om større rettigheder til kvinderne både støtte- og moddemonstrationer. Med lovforslaget ville polygami blive forbudt, ægteskabsalderen for kvinder ville blive forhøjet fra 14 til 18 år, kvinden ville blive tilkendt halvdelen af værdierne ved en skilsmisse, og denne skulle overvåges af en dommer, og ikke som i dag udelukkende efter mandens for godt befindende. 2000 - I august offentliggjorde kongen fundet af store gas- og olieforekomster ved landets østlige grænse. Nogle uafhængige medier vurderede, at der kunne være tale om 20.000 millioner tønder olie. 2001 - Maj. Iflg. en rapport fra det marokkanske fængselsvæsen er landets fængselsvæsen præget af korruption, vold, sygdomme og overgreb mod børn, hvoraf mange er under 12 år. Samtidig er de 44 fængsler notorisk overbefolkede og de sanitære forhold leder tanken hen på tidligere historiske perioder. De huser 80.000 fanger, men er kun bygget til halvdelen. Iflg. rapporten er den eneste mad de indsatte får den mad deres familier bringer efter først at have måttet bestikke fængselspersonalet. 2002 - januar. Turismen faldt drastisk efter 11. september 2001 - især strømmen af turister fra USA. Myndigheder og indflydelsesrige personer i Fez samlede derfor en delegation, der i april rejste til New York for at meddele den nordamerikanske offentlighed, at den ville blive budt varmt velkommen i Marokko. 2003 - 16. maj. Et terrorattentat i Casablanca kostede 45 livet. Iflg. regeringskilder var terroristerne medlemmer af Sirat al-Mustaqim, der er en del af Salafiya-Jihadiya bevægelsen, men det var ikke muligt at fastslå, at al-Qaeda var indblandet. I forlængelse af terroraktionen vedtog Marokkos parlament meget vidtgående terrorlove, der udvider terror begrebet til at omfatte alle former for forstyrrelse af den offentlige ro og orden. 2004 - Den 24. februar ramte et jordskælv den nordøstlige del af landet med en styrke på 6,5 på Richter skalaen. Dets epicentrum lå 15 km fra byen Alhucemas. Med 564 dræbte og 300 sårede var der tale om det blodigste jordskælv siden 1960, hvor et jordskælv ødelagde byen Agadir i landets sydvestlige del og kostede 12.000 mennesker livet. 2004 - I juli blev den første handelsaftale mellem USA og Marokko indgået. Den fjernede 95% af toldtarifferne på konsum- og råvarer. USA's landmænd menes at være blandt de mest begunstigede af den nye aftale. Samme måned havde Marokko været vært for en de største NATO flåde- og luft øvelser, og blev samtidig anerkendt af USA for sit bidrag til "kampen mod terror". 2005 - I maj indledtes en vigtig opstand i Vestsahara rettet mod den marokkanske regering. Opstanden blev af opstandens aktivister betegnet som Saharas Intifada. Marokko slog voldsomt ned på opstanden, og lokale menneskeretsaktivister blev arresteret og i en række tilfælde underkastet tortur. Det spanske parlament forsøgte i flere omgange at sende undersøgelseskommissioner til landet, men de fik ikke tilladelse af de marokkanske myndigheder. 2005 - I august løslod Polisario sine sidste marokkanske krigsfanger. En række af de 404 frigivne fanger havde siddet over 20 år i krigsfangenskab i Polisario lejre i Algeriet. 2005 - december. En sandhedskommission - den første i den arabiske verden - konkluderede efter 2 års undersøgelser, at 592 personer var blevet henrettet under kong Hassan II's regime i perioden 1956-99. 2006 - I april benådede Mohamed VI 48 saharui aktivister, der var blevet arresteret i 2005 for at have krævet Vestsaharas selvstændighed, men samtidig afviste kongen FN's mægling i konflikten. Det gjaldt især FN generalsekretær Kofi Annans forslag om samlingsregering og om at gennemføre en folkeafstemning om spørgsmålet indenfor 5 år. 2007 - 18. december. Marokko moderniserer gennem Sharia. Læs artiklen her.
|
|