Post by Mickey4700 on Apr 22, 2019 13:05:44 GMT 1
Arktis er området omkring Nordpolen. Den største del udgøres af Ishavet, men også de allernordligste landområder af Europa, Asien og Nordamerika henregnes til Arktis.
Ligesom Antarktis har Arktis lave temperaturer året rundt, dog især om vinteren, hvor det er mørkt døgnet rundt. I sommerhalvåret er der til gengæld lyst hele tiden.
Ishavet (Arktiske Hav) er 14.090.000 km² stort, med en gennemsnitlig dybde på 1.205 meter. Største dybde er 3.440 meter.
NORDPOLEN:
Den geografiske (1), den magnetiske (2), den geomagnetiske (3) og den uopnåelige (4) nordpol
Den geografiske nordpol ligger på 90 grader nordlig bredde og er det ene af de 2 punkter (den geografiske nordpol og sydpol), hvor Jordens imaginære rotationsakse går igennem jordoverfladen.
Det der benævnes jordens magnetiske nordpol er nu (2003) på 78°18′ nord, 104° vest, nær Ellef Ringness-øen, en af Queen Elizabeth-øerne i Canada og flytter sig faktisk hele tiden. Selvom den kaldes nordpolen, er den faktisk en magnetisk sydpol og derfor tiltrækker den en magnetnåls nordpol. På en magnet vil der altid være områder, hvor den magnetiske tiltrækning er større. Disse områder kaldes for poler. En magnet har to poler. Nemlig en nord- og en sydpol.
Den uopnåelige nordpol er det sted i Ishavet der er fjernest fra land, på 84°03′ nord, 174° 51′ vest.
Læs mere om Nordpolsekspeditioner her.
TIDSLINJE:
330 FVT – Pytheas fra Massalia (Marseille), der levede på Alexander den Stores tid (omtrent 330 f.Kr.), havde nået nordspidsen af Britannien og måske Danmarks vestkyst. Hans beretning om øen Thule nord derfor, hvor dagene skulle have en længde af 24 timer ved sommersolhverv, bærer øjensynlig præg af andenhånds efterretninger.
870 – Nordmanden Floki Vilgerdarson opdager Island, og gav øen det nuværende navn. På sit skib havde han tre ravne med sig, som han slap fri hver gang, så de kunne vise ham den rigtige vej når han fornemmede at de var i nærheden af land. Han fik øgenavnet “Ravn-Floke” på grund af dette.
983 – Den norske vikingehøvding Erik den Røde opdager Grønland, hvor han blev leder af nordboerne. Landet langs fjordene var grønt og frodigt med gode græsningsmuligheder i modsætning til det nordøstlige Island, hvor han kom fra. Derfor gav han landet navnet Grønland. Erik bosatte sig på Eriks Fjord (Tunulliarfik fjorden) og byggede Brattahlið i Østerbygden (det nuværende Qassiarsuk lige over for landingsbanen Narsarsuaq i Sydgrønland). Andre sejlede nordpå og grundlagde Vesterbygden (ved det nuværende Nuuk) i Godthåbsfjorden.
1409 – En skelsættende begivenhed i arktiske udforskning fandt sted i 1409, da Ptolemæus‘ Geographia blev oversat til latin, og dermed indførte begreberne bredde- og længdegrad i Vesteuropa. Navigatører blev nu bedre i stand til at kortlægge deres positioner, og i Europa indledtes et kapløb til Kina, udløst af den interesse som skrifter af Marco Polo havde vakt.
1594-1610 – Udforskningen af Arktis var en drivende kraft for de europæiske monarker, for at finde en alternativ handelsrute til Kina, enten en Nordvestpassage langs kysten af Nordamerika, eller en Nordøstpassage langs Sibiriens kyst.
1596 – Den 16. maj forlod Willem Barents atter Amsterdam, opdagede den 8. juni Bjørneøen og den 17. juni Spitsbergen. Han kom til vestkysten af Novaja Zemlja. Under den tredje rejse frøs skibet fast og kom ikke fri, da sommeren indtraf. Som følge deraf omkom Barents den 20. juni 1597. Barentshavet blev senere opkaldt efter ham.
1605-07 – Dansk ekspedition bestående af skibene “Trost“, “Løven” og “Katten“. Ledet af John Conningham (“Trost”), Godske Lindenov (“Løven“) og Carsten Richardson (“Katten“), og 1. styrmand eller lodsen James Hall (“Trost”) i søgen efter de forsvundne norske kolonier på Grønland. Læs mere her.
1607 – “Det moskovitiske kompagni” udvalgte Henry Hudson til at lede en ekspedition med formål at finde en vej over nordpolen til Japan og Kina. Hans skib (“Hopeful“) var ret lille og havde kun 10 mand besætning. Han afsejlede i maj men blev på grund af ismasser tvunget til at fra Grønland bøje af i nordøstlig retning og nåede derved Spitsbergen. Han fortsatte langs øgruppens kyster og sejlede til 81° n, hvor ekspeditionen på grund af fødevaremangel blev tvunget til at vende om. På hjemvejen opdagede han den ø, som senere fik navnet Jan Mayen.
1610 – Henry Hudsons sidste rejse blev med skibet “Discovery“. Han rejste nordpå langs Grønlands vestlige kyst, sejlede gennem Hudsonsundet og kom så ind i den efter ham opkaldte bugt. Da han i begyndelsen troede at have været nået frem til Stillehavet, undersøgte han bugtens østlige kyst og overvintrede i Jamesbugten. I juni det følgende år blev han atter fri og sejlede skibet hjemad. Som følge af mangel på fødevarer og modvilje mod Hudson som ekspeditionsleder gjorde besætningen mytteri den 22. juni. Hudson blev sammen med flere andre sat i en mindre båd, hvorefter deres videre skæbne er ukendt.
1616 – Den engelske søfarer William Baffin sejlede gennem Davisstrædet op i Baffinbugten, hvor han trængte så langt mod nord som til 78° n. br.; han opdagede og navngav Smiths Sound, Lancaster Sound og andre arktiske stræder. Denne rejse bragte ham meget langt nordpå til et punkt, der i 236 år var det nordligste, nogen nogensinde havde rejst. Fra 1617 sejlede han på Ostindien, hvor han faldt under englændernes storm på Ormus i 1622. Blandt de tidligere søfarere indtager Baffin en høj plads, og han må med rette anses som sin tids lærdeste søfarer, navnlig bliver hans observationer meget roste. Hans observationer af magnetismen førte til udfærdigelsen af det første magnetiske søkort.
1728 – Den danske polarforsker Vitus Jonassen Bering, krydsede strædet, der adskiller Rusland fra Alaska. Han ville finde ud af, om Sibirien i Asien og Alaska i Nordamerika var landfaste. Beringstrædet er 82 km bredt på det smalleste, og omkring 30–50 meter dybt. Strædet har været genstand for videnskabelig spekulation, at mennesker skulle være migreret fra Asien til Nordamerika gennem Bering-landbroen. Vandstanden er omtrent 125 meter højere i dag end for 10.000 år siden. Landbroen var dækket af græssteppe hvor der levede flere dyrearter, som mammut, uldhåret næsehorn, rensdyr og moskusokse.
1779 – Kaptajn James Cook drog ud på det der blev hans sidste ekspedition fra 1776-79. Discovery og Resolution sejlede langs den vestamerikanske kyst, og op til Beringstrædet i håbet om at finde Nordvestpassagen. Han blev dog tvunget til at vende om på grund af uigennemtrængende ismasser i Ishavet. Han drog til Hawaii, hvor han blev venligt modtaget af de indfødte; men da han på hjemrejsen af modvind nødsagedes til at styre tilbage til disse øer, kom han i strid med de indfødte om en ubetydelig genstand og blev dræbt med en del af sine folk 14. februar 1779.
1818 – William Edward Parry deltog som chef for det ene af sir John Ross’ skibe, Alexander; i en ekspedition for at finde en Nordvestpassage. De trængte op i Smith Sund, havde forbindelse med eskimoerne ved Kap York og genfandt Lancaster Sund; men da Ross mente, at det var lukket mod vest, vendte de tilbage. Parry hævdede ved hjemkomsten, at der måtte findes en vestlig gennemfart, og stilledes 1819 i spidsen for en lignende ekspedition bestående af Hecla og Griper.
1819-21 – Kontreadmiral Sir John Franklin, blev sendt ud af det britiske admiralitet for at uforske Canadas nordkyst. Efter en uventet hård tur gennem vildmarken nåede ekspeditionen frem til området ved Coppermineflodens udspring i sommeren 1820. Franklin byggede et vinterkvarter der, Fort Enterprise, bestående af et par tømmerhytter. Sommeren 1821 fortsatte man ned ad Copperminefloden og sejlede så 800 kilometer østover langs kysten i tre kanoer. Maden begyndte at slippe op, og den 22. august begyndt man at gå over land tilbage til Fort Enterprise. Det var umulig at skaffe proviant undervejs, og flere døde af sult. En af deltagerne dræbte fire af de andre og spiste dem delvist, før han selv blev dræbt. Alt i alt døde 11 af 20 deltagere, før ekspeditionen den 7. november blev reddet af indianere. For at overleve havde deltagerne blandt andet måttet spise deres reservestøvler, og det påstås, at flere end den ene ovennævnte henfaldt til kannibalisme. Læs mere her.
1926 – Den 9. maj gjorde Richard Byrd og Floyd Bennett et forsøg på at fly over Nordpolen. Ved tilbagekomsten til Ny-Ålesund på Spitsbergen hævdede de at have været over polen, men de var ikke i stand til at præsentere navigationsdate, som kunne bekræfte deres påstand. Senere granskning af deres dagbøger, rejsetiden, flyets fart og analyser af vejr- og vindforhold førte til, at blandt andre Bernt Balchen har fremsat betydelig tvivl, om de virkelig nåede frem. Ikke desto mindre skaffede turen Byrd berømmelse og sikrede ham finansiel støtte for videre fremstød mod sydpolen
...
Ligesom Antarktis har Arktis lave temperaturer året rundt, dog især om vinteren, hvor det er mørkt døgnet rundt. I sommerhalvåret er der til gengæld lyst hele tiden.
Ishavet (Arktiske Hav) er 14.090.000 km² stort, med en gennemsnitlig dybde på 1.205 meter. Største dybde er 3.440 meter.
NORDPOLEN:
Den geografiske (1), den magnetiske (2), den geomagnetiske (3) og den uopnåelige (4) nordpol
Den geografiske nordpol ligger på 90 grader nordlig bredde og er det ene af de 2 punkter (den geografiske nordpol og sydpol), hvor Jordens imaginære rotationsakse går igennem jordoverfladen.
Det der benævnes jordens magnetiske nordpol er nu (2003) på 78°18′ nord, 104° vest, nær Ellef Ringness-øen, en af Queen Elizabeth-øerne i Canada og flytter sig faktisk hele tiden. Selvom den kaldes nordpolen, er den faktisk en magnetisk sydpol og derfor tiltrækker den en magnetnåls nordpol. På en magnet vil der altid være områder, hvor den magnetiske tiltrækning er større. Disse områder kaldes for poler. En magnet har to poler. Nemlig en nord- og en sydpol.
Den uopnåelige nordpol er det sted i Ishavet der er fjernest fra land, på 84°03′ nord, 174° 51′ vest.
Læs mere om Nordpolsekspeditioner her.
TIDSLINJE:
330 FVT – Pytheas fra Massalia (Marseille), der levede på Alexander den Stores tid (omtrent 330 f.Kr.), havde nået nordspidsen af Britannien og måske Danmarks vestkyst. Hans beretning om øen Thule nord derfor, hvor dagene skulle have en længde af 24 timer ved sommersolhverv, bærer øjensynlig præg af andenhånds efterretninger.
870 – Nordmanden Floki Vilgerdarson opdager Island, og gav øen det nuværende navn. På sit skib havde han tre ravne med sig, som han slap fri hver gang, så de kunne vise ham den rigtige vej når han fornemmede at de var i nærheden af land. Han fik øgenavnet “Ravn-Floke” på grund af dette.
983 – Den norske vikingehøvding Erik den Røde opdager Grønland, hvor han blev leder af nordboerne. Landet langs fjordene var grønt og frodigt med gode græsningsmuligheder i modsætning til det nordøstlige Island, hvor han kom fra. Derfor gav han landet navnet Grønland. Erik bosatte sig på Eriks Fjord (Tunulliarfik fjorden) og byggede Brattahlið i Østerbygden (det nuværende Qassiarsuk lige over for landingsbanen Narsarsuaq i Sydgrønland). Andre sejlede nordpå og grundlagde Vesterbygden (ved det nuværende Nuuk) i Godthåbsfjorden.
1409 – En skelsættende begivenhed i arktiske udforskning fandt sted i 1409, da Ptolemæus‘ Geographia blev oversat til latin, og dermed indførte begreberne bredde- og længdegrad i Vesteuropa. Navigatører blev nu bedre i stand til at kortlægge deres positioner, og i Europa indledtes et kapløb til Kina, udløst af den interesse som skrifter af Marco Polo havde vakt.
1594-1610 – Udforskningen af Arktis var en drivende kraft for de europæiske monarker, for at finde en alternativ handelsrute til Kina, enten en Nordvestpassage langs kysten af Nordamerika, eller en Nordøstpassage langs Sibiriens kyst.
1596 – Den 16. maj forlod Willem Barents atter Amsterdam, opdagede den 8. juni Bjørneøen og den 17. juni Spitsbergen. Han kom til vestkysten af Novaja Zemlja. Under den tredje rejse frøs skibet fast og kom ikke fri, da sommeren indtraf. Som følge deraf omkom Barents den 20. juni 1597. Barentshavet blev senere opkaldt efter ham.
1605-07 – Dansk ekspedition bestående af skibene “Trost“, “Løven” og “Katten“. Ledet af John Conningham (“Trost”), Godske Lindenov (“Løven“) og Carsten Richardson (“Katten“), og 1. styrmand eller lodsen James Hall (“Trost”) i søgen efter de forsvundne norske kolonier på Grønland. Læs mere her.
1607 – “Det moskovitiske kompagni” udvalgte Henry Hudson til at lede en ekspedition med formål at finde en vej over nordpolen til Japan og Kina. Hans skib (“Hopeful“) var ret lille og havde kun 10 mand besætning. Han afsejlede i maj men blev på grund af ismasser tvunget til at fra Grønland bøje af i nordøstlig retning og nåede derved Spitsbergen. Han fortsatte langs øgruppens kyster og sejlede til 81° n, hvor ekspeditionen på grund af fødevaremangel blev tvunget til at vende om. På hjemvejen opdagede han den ø, som senere fik navnet Jan Mayen.
1610 – Henry Hudsons sidste rejse blev med skibet “Discovery“. Han rejste nordpå langs Grønlands vestlige kyst, sejlede gennem Hudsonsundet og kom så ind i den efter ham opkaldte bugt. Da han i begyndelsen troede at have været nået frem til Stillehavet, undersøgte han bugtens østlige kyst og overvintrede i Jamesbugten. I juni det følgende år blev han atter fri og sejlede skibet hjemad. Som følge af mangel på fødevarer og modvilje mod Hudson som ekspeditionsleder gjorde besætningen mytteri den 22. juni. Hudson blev sammen med flere andre sat i en mindre båd, hvorefter deres videre skæbne er ukendt.
1616 – Den engelske søfarer William Baffin sejlede gennem Davisstrædet op i Baffinbugten, hvor han trængte så langt mod nord som til 78° n. br.; han opdagede og navngav Smiths Sound, Lancaster Sound og andre arktiske stræder. Denne rejse bragte ham meget langt nordpå til et punkt, der i 236 år var det nordligste, nogen nogensinde havde rejst. Fra 1617 sejlede han på Ostindien, hvor han faldt under englændernes storm på Ormus i 1622. Blandt de tidligere søfarere indtager Baffin en høj plads, og han må med rette anses som sin tids lærdeste søfarer, navnlig bliver hans observationer meget roste. Hans observationer af magnetismen førte til udfærdigelsen af det første magnetiske søkort.
1728 – Den danske polarforsker Vitus Jonassen Bering, krydsede strædet, der adskiller Rusland fra Alaska. Han ville finde ud af, om Sibirien i Asien og Alaska i Nordamerika var landfaste. Beringstrædet er 82 km bredt på det smalleste, og omkring 30–50 meter dybt. Strædet har været genstand for videnskabelig spekulation, at mennesker skulle være migreret fra Asien til Nordamerika gennem Bering-landbroen. Vandstanden er omtrent 125 meter højere i dag end for 10.000 år siden. Landbroen var dækket af græssteppe hvor der levede flere dyrearter, som mammut, uldhåret næsehorn, rensdyr og moskusokse.
1779 – Kaptajn James Cook drog ud på det der blev hans sidste ekspedition fra 1776-79. Discovery og Resolution sejlede langs den vestamerikanske kyst, og op til Beringstrædet i håbet om at finde Nordvestpassagen. Han blev dog tvunget til at vende om på grund af uigennemtrængende ismasser i Ishavet. Han drog til Hawaii, hvor han blev venligt modtaget af de indfødte; men da han på hjemrejsen af modvind nødsagedes til at styre tilbage til disse øer, kom han i strid med de indfødte om en ubetydelig genstand og blev dræbt med en del af sine folk 14. februar 1779.
1818 – William Edward Parry deltog som chef for det ene af sir John Ross’ skibe, Alexander; i en ekspedition for at finde en Nordvestpassage. De trængte op i Smith Sund, havde forbindelse med eskimoerne ved Kap York og genfandt Lancaster Sund; men da Ross mente, at det var lukket mod vest, vendte de tilbage. Parry hævdede ved hjemkomsten, at der måtte findes en vestlig gennemfart, og stilledes 1819 i spidsen for en lignende ekspedition bestående af Hecla og Griper.
1819-21 – Kontreadmiral Sir John Franklin, blev sendt ud af det britiske admiralitet for at uforske Canadas nordkyst. Efter en uventet hård tur gennem vildmarken nåede ekspeditionen frem til området ved Coppermineflodens udspring i sommeren 1820. Franklin byggede et vinterkvarter der, Fort Enterprise, bestående af et par tømmerhytter. Sommeren 1821 fortsatte man ned ad Copperminefloden og sejlede så 800 kilometer østover langs kysten i tre kanoer. Maden begyndte at slippe op, og den 22. august begyndt man at gå over land tilbage til Fort Enterprise. Det var umulig at skaffe proviant undervejs, og flere døde af sult. En af deltagerne dræbte fire af de andre og spiste dem delvist, før han selv blev dræbt. Alt i alt døde 11 af 20 deltagere, før ekspeditionen den 7. november blev reddet af indianere. For at overleve havde deltagerne blandt andet måttet spise deres reservestøvler, og det påstås, at flere end den ene ovennævnte henfaldt til kannibalisme. Læs mere her.
1926 – Den 9. maj gjorde Richard Byrd og Floyd Bennett et forsøg på at fly over Nordpolen. Ved tilbagekomsten til Ny-Ålesund på Spitsbergen hævdede de at have været over polen, men de var ikke i stand til at præsentere navigationsdate, som kunne bekræfte deres påstand. Senere granskning af deres dagbøger, rejsetiden, flyets fart og analyser af vejr- og vindforhold førte til, at blandt andre Bernt Balchen har fremsat betydelig tvivl, om de virkelig nåede frem. Ikke desto mindre skaffede turen Byrd berømmelse og sikrede ham finansiel støtte for videre fremstød mod sydpolen
...