Post by Mickey4700 on May 6, 2020 23:29:42 GMT 1
Hvor: Galerie Knud Grothe, Charlottenlund
Tid: kl. 17-19.
Audio/Video: (Video: 49min)
Udstyr: ZOOM Q4, SM-G920F.
Jeg er utrolig glad for at kende Thomas Wivel personligt, og specielt glad for, at jeg kan få lov til at dokumentere ham når han optræder. Jeg er dog stadig lidt tøvende med at fotografere andre, der er tilskuere ved begivenhederne, så jeg tager dem gerne med i grupper, hvis det er muligt.
Thomas har udgivet en del bøger (i dag over 30), siden han skrev den første sammen med Povl Erik Carstensen tilbage i 2001, hvor emnerne spænder vidt fra verdenshistorien, om forhold, Hellige Køer, pinlige sexhistorier, humor, Stand-up, danskernes sjoveste vitser, osv. Men fra 2011 begynder han at skrive digte, blandet sammen med anekdoter fra hans liv. Siden jeg lærte Thomas at kende (marts 2016), har han udgivet 11 bøger (!), og han ved godt, når han inviterer til sine receptioner, at det kun er de nærmeste venner og bekendte og deres venner/bekendte, der møder op. For han skriver meget, og udgiver meget, så selv Stephen King kunne få åndenød (haha). Men det er det, som er det fede og syrede ved Thomas – han er altid på en slags skattejagt efter ord, sætninger – der inspirerer ham til nye sjove indfald – både som digter/forfatter, men også som Stand-up komiker.
Det er første gang, at jeg har sat mine fødder i Charlottenlund – har vist kun været på gennemkørsel med tog og bil – men det, jeg så på den korte strækning fra stationen og til galleriet, var meget flot:
Jeg var vist den første på stedet, og sådan ca. 16:30 kom Thomas og kæresten gående hen til galleriet, og jeg gik så hen til galleriet og gik ind og hilste pænt på dem. Thomas fortalte kæresten hvem jeg var, og jeg fortalte lidt videre, og i spøg kalder jeg mig selv en “stalker” selvom jeg har en klar aftale med Thomas om at dokumentere ham når jeg kan – dvs jeg foretrækker selvfølgelig når han optræder – for når han ikke gør – er man “privat”. På den måde synes jeg, at jeg prøver at respektere privatlivet, og ikke en paparazzi, der står med den lange linse lige i fjæset på folk…
Jakob og hans far. Foto John Duurloo
Nåh men efter et stykke tid var alle de fremmødte samlet, og til stor glæde for mig, ser jeg Mette Frobenius, der også møder op, så jeg får mig en lille snak med hende, før det går løs med receptionen for bogen Thomas skal fremføre sammen med Povl.
Fra venstre: Peter Nør, John Duurloo og Thomas Frank.
Bagefter irriterer det mig, at jeg hverken fik et ordentligt billede af mig og Mette og hende og Thomas sammen, fordi jeg stadig ikke bryder mig om de der “sælfie” fotos – men i det mindste så kan hun da ses på galleriet herunder, når det kommer op. Hvem der ellers mødte op af dem jeg lige har set før ved andre receptioner, var Peter Nør, Thomas‘ bror Klaus og sønnen Jakob og den gamle ven John Duurloo, osv. Jeg har set Thomas Frank kommentere på Thomas‘ Facebookprofil, og vidste ikke, at det er ham, der har taget fotoet til bogens forside. Men her er de foreviget på billede sammen. Og bogen herunder…
To Thomas’er her, Thomas Frank & Wivel. Foto: Thomas Frank.
“Snapchats fra Sjælen”
Thomas fortæller selv, at det han skriver i bøgerne, handler om nogle sindsstemninger, som på en eller anden måde er en psykologisk mosaik, der illustrerer det, som han går igennem i dagligdagen. Han takker Thomas Frank for billedet til bogen, og taler om Peter Nør, da de sidste år prøvede at køre et “lyriklaboratorie”/Performance Poetry hver tirsdag på Promenaden (Frederiksberg) i 2017, der desværre ikke var den store succes.
Nåh men denne bog “Afskum” måtte jeg naturligvis have i min voksende samling af Thomas‘ bøger, og jeg har på dette tidspunkt ikke læst den endnu (kun skimmet), fordi jeg har planer om, at lave en række anmeldelser på de udgivelser jeg ejer af ham – på et senere tidspunkt. Men hvad jeg kan se i denne bog, er at mange af digtene er meget korte og sjovt placeret (øverst) i bogen, noget som der også kan spekuleres i. For som der står på presseteksten:
At skrive lyrik er min inderste ambition. Det er den mest komplekse udtryksform. Jeg søger det ildfulde, det sveddryppende, køleelementerne og den saltede humor. I indeværende samling er jeg på sporet af afskum. I alle afskygninger. Digtene er forandringens skiftende konturer. De transporterer mig videre. (Og hvis læseren får samme oplevelse, er missionen fuldført). Jeg har bevæget mig rundt i genrerne igennem årene og forsøgt at finde ind til kernerne. Nogle gange er det hensigtsmæssigt at lægge det hele ufiltreret frem, og andre gange er det min fornemmelse, at jeg hellere vil camouflere pointerne. De må godt være krypterede. Det bliver de ikke mindre sandfærdige af. Og så må det være op til læseren at søge om bagved. At afkode. At opdage. God jagt.
Jeg foretrækker selv ordspillet, også gerne det kryptiske – som et kunstneri – et billede der bliver malet af forfatteren med blækket på papiret. Som en god krimibog, vil den nysgerrige helt sikkert prøve at opklare “Mysteriet Thomas Wivel”, når han nu vælger at skrive krypteret – camoufleret. Det er så op til os, læserne, at afkode hvad det egentlig er, at han skriver. Som med malerkunst, er det op til hver enkelt at foltolke hver en (geni) streg, at søge svaret – ikke altid hvad kunstneren tænker (hvis ikke det er formålet) – men det handler nok også om det mere interessante – at lede efter svaret i os selv. Det eneste det kræver, er at kunsten fænger, at det ræsonnerer, harmonerer med forfatterens ord. For uden det, står de bare tilbage – hule, intetsigende – et drøn af ingenting.
Men Thomas fortsætter jagten på de svar, der kan tilfredsstille ham – og det er noget jeg godt kan snakke med på, da jeg selv har haft ambitioner om at skrive og udgive bøger, men synes ikke jeg har været god eller moden nok endnu, til at resten af verden skal se mit indre på skrift. Jeg har skrevet sangtekster, små historier, digte, osv over 30 år i al ubemærkethed – men har så også mistet meget af det undervejs (det er en anden historie). Derfor er det vigtigt, at huske aldrig at glemme at nedfælde sine tanker, mens det er muligt – og det er dejligt, at det så ikke bare er en tilfældig række ord man bare gemmer – men noget, som kan give mening for alle på hver sin måde, når de får en chance for at sætte sig til rette i stolen med bogen.
Lidt sjov lavede vi også undervejs, mens jeg stod og tog fotos af Povl, der lige skulle finde det akustiske hjørne i rummet - ved siden af ham, stod en lille stol, som han for sjov satte sig på:
Og her er næsten alle de besøgende:
Performance Poetry
Det første jeg hørte om Poetry Slam/Performance Poetry, osv, var da Thomas og Povl optrådte sammen 25. juni, 2016 (link), til et rekordforsøg på 5 timers oplæsning af digte på Beach i Næstved, hvor jeg mødte op og optog deres optræden. Det var ikke lige den bedste dag for de to herrer. Der kom faktisk ikke nogen, men trods det, så blev der afholdt en lille “session” for de indviede. Senere på året, d. 11. december (link), oplevede jeg dem igen på Frederiksberg på Promenaden, hvor Povl måtte undvære sin kontrabas. Men der var næsten helt proppet med gæster (se linket).
Thomas går i gang med oplæsningen af digtene fra sin bog – med rytme, tilpasset, følger Povl og Thomas hinanden. Hvis ikke de har øvet sig sammen før på disse poesioplæsninger – så kender de i hvert fald hinanden temmelig godt (efter 25 år), til at kunne optræde sammen på denne måde. Thomas er koncentreret, som han plejer at være, og Povl er gledet ind i en helt anden verden, og har hægtet sig fast på alt hvad Thomas fremsiger til gæsterne i rummet. Teksterne kan jeg ikke sige så meget om, men der bliver grinet på bestemte steder, fx når Thomas siger “Jeg har stillet urnen en time frem”, hvad det så end skal hentyde til. Men en fabelagtig linje, der for mit vedkommende i hvert fald betyder – at man meget gerne vil leve en time længere – eller sagt på anden måde – at udsætte døden en time!
ca. 20 minutter efter, sluttes den krypterede oplæsning af, og gæsterne klapper, og derefter er det tid til at slappe lidt af for hovedpersonerne, og snakke sammen. Der var også tid til at gå rundt og nyde billederne og figurerne i galleriet – dem har jeg dog valgt at blive i arkivet, så det må man selv tage til Charlottenlund for at beundre – mens udstillingen er der.
facebook album her.
